Der er ikke noget nyt i, at se gangstere og efterforskere krydse deres tommy guns i forsøget på at afgøre hvem der er den sejeste, men ulig mere traditionelle amerikanske gangsterfilm som eks. Brian De Palmas The Untouchables, så udmærker Michael Manns nyeste gangsterfilm sig – lidt i tråd med tidligere værker som Heat – ved at udviske ideen om, hvem det er tilskueren bør holde med. Public Enemies er nemlig ikke en film, der lader heltene går med hvide hatte og skurkene med sorte. I stedet leger filmen med såvel gangstergenren som helhed og med dens hovedrolleindehaveres stjernestatus i særdeleshed.

Der er nemlig et andet lighedspunkt med Heat, for hvor Mann i denne film satte klasseskuespilerne DeNiro og Pacino overfor hinanden, har genistregen i Public Enemies været at placere Christian Bale i rollen som ordenshåndhæveren Melvin Purvis og lade Johnny Depp spille den storcharmerende vaneforbryder John Dillinger.

Purvis håndplukkes i filmens start af J. Edgar Hoover til at lede jagten på Dillinger, og alene det, koblet med Purvis’ overordentlige, stålsatte retfærdighedssans gør ham til en både kalkulerende og særdeles ucharmerende karakter. I kontrast til ham, følger vi den joviale levemand Dillinger, der godt er klar over at hans kriminelle løbebane ikke er vejen frem, men til gengæld ved han at han er rigtigt god til det han gør, så alene dette faktum, samt offentlighedens gunst, får ham til at fortsætte. Dillinger har ej heller alene tid til at røve banker og bryde ind i fængsler for at befri sine venner, han har endog tid til at finde sig en smuk kvinde, som hurtigt må overgive sig til den unge bandits vindende væsen.

Som Claus Krogholm så rigtigt bemærker om biografudgaven, så er det væsentlige ved Manns film ikke hvordan hovedfortællingen forløber, for langt de fleste kender sikkert allerede udfaldet, men det interessante er i stedet, hvordan filmen har valgt at præsentere sit stof for sin tilskuer. Historien fokuserer primært på Dillingers liv og skildrer ham som både en sympatisk forbryder, der synes at have sin egen retfærdighedssans, selv om han naturligvis er på den gale side af loven. Ære blandt tyve, så at sige.

Filmen er som Manns to sidste film optaget med digitalt udstyr. Der er cineaster, som ikke bryder sig synderligt om denne stil og det kan hævdes, at de digitale billeder måske kan være i kontrast til den tid som filmen søger at skildre, men den digitale teknik gør det samtidigt muligt at tænke i langt mere dynamiske billeder, at opnå en nærhed og autencitet i det visuelle udtryk – en erfaring Mann muligvis har taget med sig fra bl.a. hans karriere i tv, hvor han bl.a. stod bag successerien Miami Vice. Det er sikkert også kun, hvis man er klar over at filmen er lavet på denne måde, at man fokuserer på det, for hverken handlingen eller intensiteten i de mere voldsomme sekvenser lider under det digitale udstyr.

Filmen formår at fortælle en glimrende version af historien om Dillinger og rejser også spørgsmålet om, hvorvidt det er fair at opnå berømmelse på grund af sine kriminelle handlinger. Der synes at lure en hentydning til vores tids fokus på berømthed – for på den ene side er Dillinger er i Manns udgave en af de første kendisser der ene opnåede folkets opbakning på grund af medierne, og samtidig var han også en af mediernes første ofre, idet J. Edgar Hoover samtidigt benyttede medierne i jagten på ham.

Men filmens egentlige styrke ligger i det at se Bale og Depp spille i samme film. Det er grund nok til at se den, hvad enten man er fan eller ej. Selv om de to, i sagens natur, kun har ganske få scener sammen, så beviser de hver især, at de har utroligt meget at byde på. Man kan måske endda ligefrem gå skridtet videre og anlægge et metalag på d’herrers præstationer for de synes – måske på grund af typecasting – at trække tråde tilbage til tidligere roller – Bale som en gravalvorlig Bruce Wayne, Patrick Bateman og Trevor Reznick, og Depp til sine meget mere legende, letbenede roller.

Public Enemies er en helt igennem seværdig gangsterfilm, lavet af en instruktør der kan sit kram til fingerspidserne. Måske tilføjer den ikke meget nyt til genren, men den formår at underholde hele vejen igennem og samtidig give seeren alt det man håber på; voldelige skyderier, frække bankrøverier, snedigt detektivarbejde og ikke mindst to af de bedste, unge, amerikanske skuespillere. De lidt over to timer som filmen varer, flyver i hvert fald lige så hurtigt forbi som projektilet fra en Colt Government.