Næst efter western er gangsterfilm måske det nærmeste USA kommer på en mytologi. Navne som Al Capone, Lucky Luciano, Dutch Schultz, Pretty Boy Floyd osv. er mere end de personer, der bar navnene. Det er også navne, der har løsrevet sig fra de historiske omstændigheder og kendsgerninger, og er blevet til figurer, der befolker et univers ikke ulig de nordiske eller græske guders. Blandt disse er naturligvis også John Dillinger - i sam- og eftertiden kendt som "Public Enemy no. 1".

Historien om John Dillinger er filmatiseret flere gange, bl.a. i 1945 med Lawrence Tierney (Joe Cabot i Reservoir Dogs) og i 1973 med Warren Oates, instrueret og med manuskript af John Milius. Nu føjer Michael Mann så nok et kapitel til.

Filmen starter i 1933. Dillinger (Johnny Depp) flygter fra fængslet, plyndrer banker og leger kispus med politiet, der på grund af lovgivningen ikke kan forfølge ham over statsgrænser. Det forsøger J. Edgar Hoover (Billy Crudup) at få ændret på med sit forslag om et føderalt politi - FBI. Det er senatet ikke indstillet på at bevilge penge til (men med tiden - og som følge af Dillingers hærgen - får Hoover dog sin vilje). Hoover nedsætter en specialenhed, der har som mål at få standset Dillinger. Leder af denne enhed bliver Melvin Purvis (Christian Bale), der bl.a. har haft held til at standse Pretty Boy Floyd. Mellem bankrøverierne slapper Dillinger af i Chicago, hvor han mødes med kolleger som Alvin Karpis (Giovanni Ribisi), og planlægger nye kup. Her får han også øje på den smukke Billie Frechette (Marion Cotillard), der falder for hans kontante charme. Imens er Purvis ved at få styr på sin enhed, konfrontationerne mellem politi og gangstere bliver stadigt blodigere, og nettet strammes langsomt om Dillinger.

Public Enemies kan som film minde lidt om Andrew Dominiks Mordet på Jesse James. Det er en historie, hvor udfaldet er kendt, så den dramaturgiske drivkraft er ikke spændingen om, hvordan det ender. Det er i stedet en fortælling, hvor det er karaktertegningen og den skæbnesvangre drift mod det uundgåelige, der skal holde interessen fanget. Johnny Depp, der ellers nok kan finde de excentriske sider af en karakter, spiller afdæmpet som Dillinger. Det gør figuren desto mere troværdig, at han ikke bliver endnu en pseudo-psykopatisk gangster, men en person man faktisk kan forholde sig til. Christian Bale spiller sydstatsmanden Melvyn Purvis som en korrekt, formel og noget charmeforladt ordensmand. Kun en svag sitren i ansigtsmuskulaturen afslører, hvad der rører sig under overfladen. Og Marion Cotillard er fremragende som Billie Frechette, der ikke kun er det kvindelige vedhæng til Dillinger, men en kvinde som ved, hvad hun går ind til og selv vælger at gøre det (uanset hvad Dillinger så tror om sin egen uimodståelighed).

Et interessant træk ved filmen er den rolle medierne spiller. J. Edgar Hoover bruger medierne, når han møder modstand i Senatet. Dillinger er bevidst om, hvilket billede der bliver tegnet af ham i offentligheden, når han understreger, at han stjæler fra bankerne, ikke fra kunderne. Og Melvyn Purvis ved også, hvad der forventes af ham, når han bliver mødt af mikrofoner og kameraer. Konfrontationen mellem politi og gangstere foregår ikke kun med pistoler og tommy-guns, men i lige så høj grad i medierne. Når filmens titel er Public Enemies og ikke det umiddelbart mere oplagte Public Enemy no. 1, så er det formodentlig også for at understrege, at det er kampen mellem Dillinger og Purvis, sådan som den tager sig ud for offentligheden, det drejer sig om. Det er signifikant, at Dillinger på et skæbnesvangert tidspunkt går i biografen for at se gangsterfilmen Manhattan Melodrama (1934) med Clark Gable. Gangsterne var allerede blevet mytiske figurer i filmen, og de historiske gangstere beundrede filmens - som når Baby Face Nelson (Stephen Graham) imiterer James Cagney. Der er et symbiotisk forhold mellem gangstere og medier, et forhold Public Enemies gør til en del af historien om Dillinger, Purvis og FBI.

Trods en spilletid på 140 minutter, så virker det som om, filmen er blevet klippet ned fra en længere version. Der er en del løse ender. J. Edgar Hoover har en forholdsvis fremtrædende rolle i første del, men forsvinder i anden del. Det virker også som om, Alvin Karpis var tiltænkt en større rolle; også han forsvinder for så pludselig at dukke kortvarigt op igen mod slutningen. Det distraherer lidt, og forstyrrer indtrykket af uafvendelig skæbne, når der tilsyneladende mangler noget. Men ellers er filmen fornemt båret af Johnny Depp, Christian Bale og ikke mindst Marion Cotillard.