Der er visse monstre som har meget, meget svært ved at dø. Ikke kun fordi der altid er penge i en efterfølger, eller en nyfortolkning, men også fordi de simpelthen er så klassiske i deres form, at man engang imellem får usvigelig lyst til at møde dem igen.

I 2004 lavede Stephen Summers en ny version af det såkaldte ”monster mash-up”, en taktik som blandt andet Universal Studios benyttede sig flittigt af i 1950erne. Ideen var, at hvis et monster kunne trække folk i biografen så ville hele tre monstre i samme film trække tre gange så mange folk i biografen. Filmen var Van Helsing og selv om kritikernes mening om den var ret delte, så kunne man i hvert fald se at publikum stadigvæk holdt af de klassiske Universal monstre.

Selvom Van Helsing næppe skal have hele æren for at der nu bliver lavet flere film med direkte forbindelse til de klassiske Universal-uhyrer, så er det svært som gyserfan ikke at blive begejstret over at se nyfortolkninger af disse klassiske film og The Wolfman har bibeholdt de fleste elementer fra Kurt Siodmaks originale manus. De, der kender versionen fra 1941, vil vide at både en stok med et sølvhåndtag i form af et ulvehoved, en mystisk dreng, sigøjneren Maleva og ikke mindst en ung, smuk kvinde – Gwen - alle spiller en rolle i denne udgave. Det gør de også i den nye, men 2010 udgaven af The Wolfman indledes med at Lawrence Talbotts bror forsvinder. Da Lawrence endelig ankommer til familiens forfaldne herregård finder han ud af at brormand er død – flået i stykker af et vildt dyr.

Da Lawrence efterfølgende forsøger at dulme sin sorg efter at have set broderens ødelagte legeme, overhører han de lokale værtshusgæster tale om begivenhederne. Der er de der mener, at det er sigøjnernes tamme bjørn der er synderen, mens andre er overbevist om at der er noget overnaturligt på spil på egnen og at hele familien Talbot er forbandede. Broderens enke bønfalder Lawrence om at komme til bunds i sagen, så han begynder sin egen meget farlige efterforskning og – naturligvis mod sin faders råd – starter han en nat hvor fuldmånen står højt på himlen. Lawrence såres af det bæst som slog broderen ihjel og inden længe må han indse at han nu udsætter alle for livsfare, en gang om måneden.

Det ville være meget uheldigt at afsløre meget mere om handlingen her, for den nye version byder på et par gode plotoverraskelser undervejs – nogle som sikkert vil begejstre de fleste, men som også ganske sikkert også vil få purister og de mest dedikerede fans af originalen til at skynde sig ud i skuret for at støbe sølvkugler.

Selv om filmen langt hen af vejen smager lidt af strømlinet Hollywood, så kan man ikke komme udenom at stemningen i filmen er virkelig god. Især den dystre herregård skaber fine ny-gotiske rammer om historien og når Danny Elfman tillige har komponeret et glimrende, dystert soundtrack, som de kandelaberoplyste billeder er sovset ind i, så er det meget svært ikke at blive bare lidt begejstret.

The Wolfman er dog ikke en film helt uden problemer, for filmens tempo modarbejder også handlingen og karakteropbygningen. Det som i sin tid gjorde Universals monstre gode, var at man i de fleste tilfælde fik opbygget et godt forhold til uhyrerne og så de små rester af menneskelighed de alle besad. Her synes den nye version at mangle en del dybde. Selv om filmen ganske fint får etableret sit karaktergalleri, så føler man ikke så meget med Benicio Del Toro som man gør med Lon Chaney Jr. Karaktergalleriet fladere, på trods af gode skuespillere som Anthony Hopkins, Art Malik og Emily Blunt. Et lyspunkt er dog Hugo Weavings veloplagte og kyniske udgave af Inspektør Abbeline, der måske bedre er kendt som ham, der i en årrække forsøgte at afsløre Jack The Rippers sande identitet.

Valget af skuespiller til rollen som Lawrence er også lidt mærkværdig. Protagonistrollen udfyldes af Benicio Del Toro (som i øvrigt er medproducer på filmen og årelang fan af ulvemanden – og måske derfor har sikret sig hovedrollen) men dette ændrer ikke på det faktum, at en arving til et større engelsk gods pludselig slet ikke har nogen britisk accent tilbage, når han taler. Nuvel, denne film skal næppe dømmes ud fra kriterier om realisme, men det forekommer stadigvæk ret mærkværdigt.

Selv om filmens persongalleri har måttet lide under, at der nu skal fortælles en langt mere kompleks historie i samme tidsrum samtidig med at der i sagens natur også skal introduceres en række actionscener, hvor varulven jages, så er The Wolfman stadig ganske seværdig. Det skyldes især filmens flotte billede- og lydside, samt de gode special effects som er skabt af selveste Rick Baker, der bl.a. har An American Werewolf in London og The Howling på sit CV. En sjov detalje er, at Baker selv optræder i en ultrakort rolle, som den første af sigøjnerne der må lade livet. Selv om filmen gør brug af en del CGI, så optræder varulven stadig i sin analoge form når de skal laves nærbilleder, og ulvemanden har aldrig set bedre ud! Han er modelleret på den klassiske varulv, som vi husker ham fra originalen - blot en hel del mere frygtindgydende.

The Wolfman ender altså ud med at være en lidt blandet fornøjelse. Den skaber en fin historie ovenpå sit forlæg – og dialogen er god (manus er bla. skrevet af Andrew Kevin Walker - måske bedst kendt for sit manus til Se7en), men filmen tager sig bare ikke nok tid til at man kan nå at fordybe sig i de enkelte figurer. Det empatiske bånd er simpelthen for tyndt og det er en skam når det præcis er dualiteten mellem dyr og menneske som burde være det centrale fokus.