Det er selvsagt muligt at finde talrige eksempler på overnaturlige gyserfilm, der præsenterer seeren for religiøse fanatikere, der benhårdt jager de mennesker i deres midte, som de mener er hekse, troldkarle eller blot nogle, der ikke passer ind i deres fortolkning af den religion som de praktiserer. I flæg kan nævnes klassikeren Witchfinder General, The Sacrement eller Exorcisten, selv om der i sidstnævnte er tale om en ganske reel dæmonbesættelse, som et par katolske præster hårdt forsøger at få bugt med.

I kølvandet på den fremragende og stemningsfulde The VVitch er der kommet en række (især amerikanske) film op, der ikke alene trækker på folklore og overtro som en slags grundtilstand for uhyggen, men hvor flere af dem også foregår i et miljø eller i en tid, der ligger langt fra vores moderne tilværelse. Tænk bare på film som The Apostle eller lignende. Der er også ganske noget skræmmende i at vise os isolerede nybyggermiljøer, hvor den eneste lov er den, som den lokale præst har vedtaget og hvor man ikke bare kan hive mobilen frem og ringe efter hjælp, hvis man pludselig føler sig truet.

Både paranoiaen over isolationen og konceptet om at ens nærmeste pludselig bliver ens ærkefjende er hjørnestenen i The Curse of Audrey Earnshaw. Filmen foregår egentlig i nutiden, men i et meget religiøst samfund af mennesker, der lige som Amish-folket bevidst har valgt at leve uden den moderne verdens bekvemmeligheder. Når man på den måde lever fra jord til mund, er det også en katastrofe når høsten fejler, ens planter ikke vil gro og de dyr man har på gården et efter et omkommer af en mystisk pestilens. Den eneste i landsbyen, som tilsyneladende ikke er påvirket af denne tragedie er Agatha Enshaw, hvis afgrøder skyder op og hvis dyr strutter af sundhed.

Der huserer derfor en masse rygter i det lille lokalsamfund, om at Agatha besidder overnaturlige, ja ligefrem sataniske kræfter. Disse rygter forstærkes også af, at Agatha efter sigende har fået en datter udenfor ægteskab. Ifølge overleveringen hedder datteren Audrey, men moderen har valgt at skjule hende for omverdenen. Det siges, at Audrey har en nærmest overnaturlig skønhed der kan drive mænd til at gøre selv de mest bizarre ting, at hun lige som moderen har magiske kræfter. Da ingen ved hvem faderen til barnet er, kan det så tænkes at den unge pige ligefrem er selve djævelens datter?

The Curse of Audrey Earnshaw er en ef den slags gyserfilm, der benytter sig af langsom stemningsopbygning, snarere end hurtige choktaktikker. Det er også en af den slags film, der ikke i løbet af historien udpensler hvordan alting hænger sammen, men som i stedet overlader at overlade det til tilskueren, at lægge de puslespilsbrikker der mangler, for at man kan danne sig et samlet billede over både figurerne og årsagssammenhængene i filmen. Det er der sikkert mange seere, der vil være frustrerede over dette, men personligt foretrækker vi her på Kapellets sådan en narrativ strategi.

Det skal også siges, at filmen på ingen måde kan konkurrere med nogle af de titler som indledningsvist blev nævnt i denne omtale. Den er hverken mere stemningsfuld end The VVitch eller lige så skræmmende som Exorcisten. Måske hænger det sammen med at der findes så mange ganske effektive gysere, at denne film ender med at komme til kort. Selv om den har alle de elementer der skal til for at skræmme sin seer, så lykkes dette desværre ikke helt.

Selv om filmen ikke just skriver sig ind blandt rækken af moderne horrorklassikere, så skal den dog også have ros, både fordi den rent teknisk er ganske veludført men måske især på grund af det ret solide skuespil, fra især Jessica Reynolds, der spiller Audrey. Cathrine Walker i rollen som moderen bør nævnes i næste nu, for hendes stenansigt og kølige distance til rollen. Selv om rammerne omkring historien virker mindst lige så søgt som M. Night Shammalammadingdongs The Village så er det nemmere for seeren at købe præmissen om dette bevidst valgte præindustrielle samfund, når nu de skuespillere der er en del af det, ender med at være så overbevisende som tilfældet er her.

Slutdommen er dog, at The Curse of Audrey Earnshaw desværre ikke er hverken gyselig, blodig eller interessant nok, til at den skal være et must på gyserfanatikerens ønskeliste. Det betyder ikke at man skal gå i en stor bue udenom den, men blot at den til trods for en masse delelementer der virker lovende, aldrig indfrier løftet om det ultimative, isnende gys.