Der er vist ingen grund til at gentage alt for mange detaljer omkring handlingen – eller mangelen på samme - i Stephen Sommers actionmættede drengerøvsfilm G.I. Joe, der blev anmeldt på kapellets sider i sommeren 2009 – til gengæld er spørgsmålet så om gensynet med dette overflødighedshorn af eksplosioner, nævekampe og flotte scenerier kan klare gensynet i hjemmebiografen.

Svaret er ikke så ligetil, for selv om filmen ikke har ændret sig, så sker der noget med filmens dynamik i gensynet. En af de væsentligste drivkræfter, der ligger implicit i actionfilmen er, at tilskueren hele tiden bliver holdt hen i spænding om, hvordan karaktererne vil klare sig ud af den ene hæsblæsende situation efter den anden. Dette momentum er naturligvis blevet en hel del svagere når man genser filmen. Dermed ikke sagt at der ikke er andre ting og detaljer som man kan lægge mærke til i anden omgang, det bliver blot ikke lige så medrivende som første gang. Det skal så siges med det samme, at dette fænomen ikke er noget der er unikt for G.I. Joe - det gælder mange andre film og filmgenrer.

Selv om filmens action måske er blevet en anelse svagere i gensynet, så må man stadig imponeres over dens rent visuelle side. Især Blu-ray formatet gengiver alle de fine detaljer, pangfarver, eksplosionsfragmenter og teksturer formidabelt flot og er man begejstret for effektfilm, så er G.I. Joe bestemt et nærmere bekendtskab (og nærstudie) værd. Til forskel fra Michael Bays andet afsnit i Transformers serien, så må man også sige at det usandsynlige plot i G. I . Joe fungerer langt bedre. Der er som før ingen dybde i hverken karakterer eller dialogen, men det er sjovt og underholdende hele vejen igennem. Det fine ved Summers’ film er, at selv om den er effektdreven, så er det underligt nok ikke effekterne, der kommer til at dominere. De er med til at skabe fremdrift fremfor, som i tilfældet med Tansformers – Rise of the Fallen, at gøre filmen temmelig statisk.

Ud over den rent tekniske side af sagen, kan man til stadighed begejstres over den fortællelyst filmen emmer af. Det kan godt være at det er en banal røverhistorie uden hold i virkeligheden, men når nu filmens karakterer tager sig selv og de præmisser der stilles op så seriøst som de gør, så fungerer det på mærkværdig vis. I det ret omfattende ekstramateriale der følger med filmen, kan man også se at filmmagerne har forsøgt at gøre så mange tilfredse som overhovedet muligt. Den primære målgruppe har naturligvis været dem som holdt af tegnefilmene og tegneserierne om G.I. Joe. Her har manuskriptforfatterne forsøgt at imødekomme så mange aspekter som muligt, men stadig med det for øje at filmen også skule være tilgængelig for de af os, der absolut intet kender til de skurke og helte som optræder i dette univers.

Det har resulteret i at skurkene er særdeles beregnende og sadistiske og at de er sammensat af både gale, vansirede videnskabsfolk, onde ninjaer og femme fatales. Heltene er i den politiske korrektheds navn en stum ninja, en sort fyr med hjertet på rette sted, en superlækker pige, der er mytisk klog, men som må lære at bruge sit hjerte og endelig vores egentlige hovedperson; den ærkeamerikanske soldat Duke Hauser. Uden at afsløre for meget på forhånd så er der også forbindelser mellem enkelte af vore helte og enkelte af skurkene. Disse figurerer griber på mange leder og kanter ind i hinandens baggrundshistorier, som løbende fortælles gennem filmen. Det virker måske lige lovligt vel søgt at der er så mange sammentræf mellem de enkelte figurers skæbner, men det er vel lige så sandsynligt, som at man ved hjælp af en cyber-rustning kan være i stand til at hoppe gennem et kørende tog?

Når alt kommer til alt er G.I. Joe – The Rise of the Cobra en b-film med et sindssygt budget, store, imponerende kulisser og en masse scener, der sagtens kan tåle turen fra det store lærred, ned på et mindre format. Nuvel, undervandsbyer og hemmelige baser under jorden er nu engang mere imponerende på det helt store lærred.

Det eneste man, som forældre virkelig bør respektere, er den aldersgrænse filmen har fået, for selv om man måske kunne lade sig friste til at lade familiens yngste få en på opleveren, så er den altså meget voldelig, selv om man hverken ser brækkede knogler eller spandevis af blod. Så læg i stedet de mindste i seng, varm en portion popcorn, slå hjernen fra og lad dig underholde af to timers bombardement af sanserne.