Minions (91 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 12/1 2016, 16:51 af Torben Rølmer Bille
Ba-na-na…
Ba-na-na…
« TilbageDet er ikke første gang at bifigurer pludselig selv stjæler i spotlyset. Hvem foretrækker for eksempel ikke C3-PO i stedet for Luke Skywalker, Van Helsing frem for Jonathan Harker, eller Haddock i stedet for Tintin. Indimellem får bifigurerne ligefrem deres egen fortælling. Det er også sket for de små, gule charmetrolde fra Grusomme Mig nemlig Minions
Minions er et passende navn til de små gule hovedpersoner, for navnet betyder egentlig ”tjener” eller ”undersåt” hvis man oversætter det til dansk og som afsløres i filmens start er deres navn er meget dækkende.
Filmens åbningssekvens viser nemlig seeren, at Minionsracen, siden tidernes morgen har søgt at tjene det største, stærkeste og ondeste væsen, de kunne opdrive. Derfor vælger de at følge en T-Rex i urtiden, en meget bister stenaldermand i urtiden, selveste Grev Dracula i middelalderen og senerehen Napoleon Bonaparte – men desværre går det hele tiden galt. Uden at ville det får de enten dræbt eller bortskaffet deres leder.
Minionsfolket drager derfor kloden rundt på jagt efter et nyt hjem. De finder en ishule langt væk fra civilisationen og er først mægtigt begejstrede for deres nye hjem. Der går dog ikke længe før de indser, at de mangler en leder, så de bliver hurtigt vældigt modløse og triste. Heldigvis er der en enkelt Minion i blandt dem – Kevin - der har en idé. Han holder derfor en brandtale for de andre Minions, på deres unikke vrøvlesprog, hvor han leder efter et par frivillige, til at hjælpe ham på hans færd. Valget falder på den charmerende Stuart og den lidt bøvede Bob, der er meget ivrig for at komme med på tur.
Ideen er at drage væk fra ishulen og finde en ny skurkagtig frontfigur som de kan tjene. Det lykkes vort gule trekløver at komme hele vejen til New York som man kan forestille sig byen tog sig ud engang i slutningen af 1950’erne. Dette valg har givet animatorerne muligheden for at skabe en masse tidstypiske baggrunde og artefakter, der får hele filmen til at emme af en lækker retrostemning.
Vore helte indkvarterer sig i første omgang i et stormagasin og det skal vise sig at være heldigt. Da de forsøger at indstille antennen på det tv de har stillet op, falder de ved et tilfælde over en pirat-tv-station, der kundgør at årets skurkekongres afholdes i Florida. Vore tre handlekraftige helte må derfor finde vej til Florida efter en passende leder.
Den skurk som Kevin & Co. ender med at blive tjenere for har hjemme i England, hvilket har givet animatorerne rig mulighed for at genskabe deres version af ”swinging” London, hvilket kronologisk synes at passe meget fint med den tidslinje vi kender fra Grusomme Mig . Dette valg gør også at filmmagerne har fået fat i en række glimrende Britiske skuespillere til at levere stemmerne, hvilket bestemt ikke betyder at de danske stemmer ikke fungerer.
Minions er en ganske fornøjelig animationsfilm, der dog er langt fra lige så vellykket som Grusomme Mig. Dette skyldes ikke det faktum at Minions gør sig bedst i de forskellige kortfilm som er blevet lavet med dem (tre af disse er faktisk også inkluderet på BluRay-versionen af filmen), men mere at filmen til trods for budskabet om at finde et ståsted i tilværelsen, ikke indholdsmæssigt har ret meget at byde på.
Animationsfilm henvendt til de yngste i familien skal da heller ikke nødvendigvis at have et klart budskab for at være vellykkede. Faktisk kan man indimellem godt blive lidt træt af disse alt for tydelige præmisser, men Minions savner ganske enkelt en mere konsekvent rød tråd, der kan være med til at binde fortællingen sammen. Der mangler hverken morsomme figurer, gags eller sjove replikker, men filmen føles blot som en række gode ideer, der er blevet sat løseligt sammen til et forløb på halvanden time, end en egentlig gennemarbejdet fortælling.
Det er Illumination Entertainment der står bag filmen, samme selskab som også skabte både Grusomme mig og Grusomme mig 2 , hvilket er en garant for at filmen ikke fejler noget rent teknisk. Animationerne er virkelig gode og som nævnt er også både baggrunde og designet af forskellige køretøjer og interiører virkelig gennemførte. Det er bare lidt ærgerligt at filmen ikke formår at følge den ellers så glimrende idé om en spillefilm med Minions helt til dørs.