Den måske populære og fremherskende holdning omkring begrebet sadisme på film, er at det som oftest bliver brugt som en undskyldning pornoindustrien kan benytte, for at lave film hvor kvinder fornedres på det groveste. Men begrebet synes at være langt mere nuanceret, idet sadismen ofte betegner selve nydelsen ved at se andre blive fornedret og ydmyget, uden at dette nødvendigvis kun er bundet op i rå sex. Det er i al fald det som står tilbage, efter man har studeret nogle af Marquis De Sades værker.

Der har været mange af De Sades skrifter som er blevet omsat til film - mest berømt og berygtet nok Passolinis Salò – men underligt nok så lykkes det faktisk den spanske B-films, sleaze-instruktør Jess Franco at indfange noget af essensen i sadismen i filmen Eugenie, der netop er blevet genudsendt i en nyrestaureret udgave fra Another World Entertainment.

Hvor øvrige film udelukkende synes at fokusere på piskesmæld og ikke forspilder en mindste chance for at vise nøgenhed (hvilket naturligvis også er en del af pakken i Eugenie), så er det snarere den mentale nedbrydelse, den fysiske fornedrelse og fordærvelse som begreb, der synes at være i højsædet hos Franco. For selv om filmen helt tydelig er skabt for at få husarerne til at indløse biografbilletter i starten af 70erne, så formår den også her snart 40 år efter at være interessant.

Filmen følger den unge kvinde Eugenie, der lokkes af sin faders tilsyneladende, meget rare elskerinde til en øde ø, hvor kvinden pludselig viser helt andre – og knap så søde sider - af sig selv. For i løbet af en weekend, er det planen af knække ikke kun Eugenies ungdommelige sind, men samtidig at indvie den purunge tøs i seksuelle eskapader og situationer, hvor hun efterhånden får svært ved at skelne fantasi og drøm fra virkeligheden. For samtidig med at de voksne på øen nådesløst leger med Eugenie, så sørger de også for at bedøve hende og snige rusmidler i hendes mad, så hendes virkelighedssans konstant forstyrres.

På den måde synes filmen at placere sig tæt op af en række psykedeliste sexeventyr som var meget populære i den periode eks. Case of the Bloody Iris eller Lizard in Woman’s Skin, selv om begge disse nok primært vil blive falde under genrebetegnelsen giallo-film. For i Eugenie er fokus ikke på opklaringen af en mordsag, men snarere på hvordan en sammenslutning af sadistisk orienterede individer systematisk forsøger at nedbryde en ung, uskyldsren kvinde.

Der er ikke tale om at der skabes et entydigt herre/slave forhold mellem de implicerede, for selv om vores unge heltinde stritter imod de ting hun udsættes for, så er hun også enormt nysgerrig på alle de forbudte ting som hun overbevises om udelukkende eksisterer i hendes drømme. Dertil kommer at vi også ser en række scener hvor faderens elskerinde helt tydeligt foregiver at nære ømhed og omsorg for Eugenie, hvilket naturligvis, set fra seerens perspektiv, kun med til at forvirre vores unge heltinde endnu mere og muligvis er endnu mere grusomt end den afstraffelse Eugenie også udsættes for.

Ordet heltinde er måske i denne sammenhæng ikke helt dækkende, for der er snarere tale om at Eugenie i løbet af filmen langsomt men sikkert gøres til et objekt, til en genstand for den manipulerende leg, som sindrigt er blevet konstrueret til hendes ære. På den måde synes hele seancen både at være en hyldest til hende men samtidig en hyldest der er skabt for at nedbryde hende totalt. Filmens finale skildrer således den unge kvindes totale sammenbrud både fysisk og mentalt. Det er en nihilistisk og håbløs slutning, men det betyder også at den er helt perfekt i denne kontekst.

Eugenie er dog ikke kun en glimrende palimptest over De Sades ofte langt mere excessive pornografiske skrifter. Den formår, til trods for sin soft-core, blødfilter verden, at omsætte en del af sadismens essens på en let forståelig måde. For selv om der er enkelte scener, der er latterligt overdrevne (eksempelvis den hvor vor hovedperson piskes med en morgenstjerne) så er filmen laber at se på og ikke mindst ganske tankevækkende; ikke så meget i forhold til de faktiske billeder vi ser, men snarere i forhold til den filosofi, der synes at ligge bag sadismen som et seksuelt begreb.