Det er nærmest umuligt at tænke på noget, der er mere grænseoverskridende end nekrofili, for dette tabu ligger helt oppe i toppen af listen af ubehageligheder, sammen med kannibalisme og pædofili. Af samme grund er dette måske heller ikke et emne, som der bliver lavet masser af film om.

Umiddelbart er den film der om nogen forsøger at skildre dette på film Jörg Buttgereits NekRomatik 1 & NekRomatik 2, men tænker man sig lidt om dukker der også film som f.eks. Takeshi Miikes Visitor Q og Love Me Deadly op i tankerne. Det ville dog være en tilsnigelse at påstå, at nekrofili er en tema, som efterhånden er blevet mainstream, selv i et mediebillede der konstant synes at lede efter grænser som han overskrides eller flyttes.

Den nye spanske thriller The Corpse of Anna Fritz er det seneste bud på en film, der netop tager udgangspunkt i denne syge trang til at dyrke kønslig omgang med lig. Filmen starter med at vi ser liget af en ung kvinde blive trillet ned af nogle anonyme hospitalsgange med endeligt stop i lighuset. På turen hører vi brudstykker af hvad der allermest minder om sensationsjournalister, der på forskellig vis fortæller seeren af kvinden på båren er en feteret skuespillerinde, som blev fundet livløs til en gallafest sandsynligvis som følge af en overdosis narkotika. Den fiktive spanske filmbranche er i sorg over tabet af den unge, lovende skuespillerinde, men i lighuset er stemningen anderledes opløftet.

Portøren som har kørt med båren opsøges nemlig kort tid efter han har kørt Anna på plads af to af sine venner, der insisterer på at han giver dem en guidet tur af lighuset, så de får mulighed for at se hvad han også har set. Især den ene af vennerne er meget opsat på dette og giver sig straks til at tage billeder af den unge, nøgne kvinde med sin mobiltelefon.

Da de står og betragter den kønne, afdøde kvinde, falder snakken naturligt nok på, hvorvidt ham der arbejder på hospitalet nogensinde har følt sig fristet til at hoppe på en af de afdøde. Han indrømmer lidt modvilligt at han faktisk tidligere har gjort noget sådant og inden man kan nå at sige ”stop jer selv”, bliver Annas livløse krop mishandlet af først en, derefter den anden af de unge, forskruede mænd.

Der er sikkert de læsere, der undrer sig over hvordan en sådan klam handling kan være startskuddet til en thriller, men når man så smider risikoen for at blive taget i handlingen på bordet, så er det måske nemmere at forstå. Som om det ikke er slemt nok at forgribe sig på et lig, så skal man også huske på at filmen takket være sit spanske udgangspunkt, byder på en nærmest arketypisk fremstilling af de tre herres machismo, hvilket vil sige at de for alt i verden ikke vil have deres ære krænket, til trods for at deres grænseoverskridende handling bestemt synes at gøre dette næsten pr automatik.

Vor tre hovedpersoner begynder undervejs at skændes internt, men også andre, lad os kalde dem: ”ydre påvirkninger” – som naturligvis skal opleves ved selvsyn – er med til at gøre situationen højspændt i sådan en grad, at det nærmest ikke kan ende andet end frygteligt galt.

Filmen byder påo jævnt godt skuespil – det er selvsagt lidt overdrevet og hysterisk emnet taget i betragtning, en helt enkel præmis og så er de dramatiske elementer brugt effektivt. Man bør derfor ikke se dens 72 minutter som en begrænsning der skal afholde en i af investere i filmen, men snare som et tegn på at filmmagerne har bestræbt sig på ikke at trække handlingen unødigt i langdrag. Man bør heller ikke holde sig fra filmen, fordi man tænker at en film om nekrofili nødvendigvis er hamrende ulækker, for selv om filmen naturligvis er konceptuelt uhyggelig, vederstyggeligt grænseoverskridende, så er The Corpse of Anna Fritz faktisk en film der umiddelbart kan appellere til mange af de, der ikke vil kalde dem selv gyserfans eller som for den sags skyld holder af ekstreme film. For den er overraskende lødig sit tema til trods.

The Corpse of Anna Fritz er hverken den mest grænseoverskridende, ulækre eller voldsomme film der er set om dette prekære emne. Heldigvis for det, kunne man jo sige. Til gengæld lykkes det filmen at få mest muligt ud af sine få locations og medvirkende. I den forbindelse bør især Alba Ribas nok fremhæves, selv om der nok er enkelte, der vil hævde at det måske ikke kræver så meget at spille nøgen og død.