Fortællingen i Kill Theory er velkendt: Otte teenagere skal samles i et hus langt fra civilisationen for at feste, dyrke sex og – dø. Vi starter hos en psykiater, der udskriver Walter, som blev dømt til behandling, fordi han under en klatretur i bjergene lod sine tre venner falde i døden for at redde sig selv. Walter, som vi ikke ser på dette tidspunkt, hævder, at alle ville gøre det samme, hvis de blev presset ud i en lignende situation. Psykiateren hævder det modsatte, men udskriver alligevel Walter.

Vi springer derpå til syv unge, der kører ud til et landsted, hvor de skal fejre, at de er færdige med college. Her møder de den enes halvsøster, der var taget derud for at være alene. Gruppen emmer af seksuelle relationer på kryds og tværs, selvom de seks er i forhold med hinanden – og konflikterne står allerede internt i kø. De har desuden en flommet fyr med, der ikke har det så nemt med pigerne, men de fleste aner selvfølgelig muligheder, da han og halvsøsteren er de eneste single-folk i huset.

Altså er filmens grundtema yderst velkendt, og det er da heller ikke en overraskelse, da den første pige myrdes – det er faktisk en befrielse. Det interessante er dog, at hun – inden hun blev taget af dage – fik muligheden for at skyde sin kæreste for selv at overleve. Hun vælger forkert – i hvert fald for morderen selv – og ender med at dø. Dernæst giver morderen de resterende syv et ultimatum: Slå hinanden ihjel, for kun én vil forlade huset i live.

Vi kender teengyset ganske godt fra tradition, der udspringer fra Friday the 13th og fremefter – en tradition, der blev parodieret grundigt i løbet af 90’erne. Men i tråd med at gyserfilmen er ved at genfinde sin mere alvorlige kerne, er Kill Theory helt uden selvironi eller genrebevidsthed. Den virker faktisk til at tro på sin egen fortælling og lommefilosofi. Det er dog en filosofi, der er bedre og mere interessant skildret i Kinji Fukasakus Battle Royale fra 2000. Plotmæssigt er Kill Theory et banalt møde mellem Friday the 13th og Battle Royale.

Filmen største problem er for så vidt ikke, at vi kender fortællingen – vi har fået flere elementært fornuftige teengys, selvom vi godt kan regne plottet ud. Filmens problem er faktisk, at den ikke hænger filosofisk sammen. Den sætter sig for at teste, om venner vil slå hinanden ihjel, hvis bare de bliver presset nok – som Walter selv var udsat for. Men det, der dukker op mellem de unge, er en række konflikter, som viser, at de på ingen måde fungerer som specielt gode venner: Der er interne konflikter mellem knægtene, og der er forelskelser på kryds og tværs, hvilket samlet set giver flere af personerne motiv for de gerninger, de presses til.

Samtidig har de otte unge i Kill Theory også en ekstern faktor i morderen, der tilskynder deres drab, for ellers vil han slå dem kollektivt ihjel – en ekstern faktor, som han ikke selv havde, da han lod sine venner falde i døden. Med andre ord er der nogle væsentlige forskellige på Walters oplevelser og de, han udsætter de unge for. Filmen strander derfor på et lidt selvmodsigende, lommefilosofisk niveau, som aldrig bliver til mere end banaliteter om panik, kærlighed og selvopholdelsesdrift. Kill Theory er dermed grundlæggende ikke en holdbar teori. Den skal dog afslutningsvist have, at filmens slutning er både kreativ og overraskende.