De fleste veteraner på Roskilde festival kender uden tvivl navnet Mike Patton. Man har både hørt og set ham i Faith No More, sammen med John Zorn og i bands som Mr. Bungle, Tomahawk og Fantômas. Der har i hvert fald været enkelte år, hvor det nærmest var umuligt ikke at støde ind i ham, når dyrskuepladsen blev betrådt. Der er måske færre, der også ved, at den evigt aktive Patton har slået sine folder som skuespiller. Så har man lyst til at opleve den side af herren, så er muligheden der i independent-filmen Firecracker.

Firecracker kan måske bedst beskrives som Tod Brownings Freaks, der har haft orgie med Pleasantville, Santa Sangre og Psycho, for det er en film, som der gerne vil lidt af det hele. Den vil genre være ekshibitionistisk i sin insisteren på at udstille vanskabninger og ekstreme folk (eks. en dværg og et par af Jim Roses folk - bl.a. den puslespilstatoverede Enigma) og vise, at de også er mennesker med følelser, lige som hos Browning. Samtidig vil den gerne konkurrere med art-house film i sin leg med surreelle, cirkuselementer og de betydningsmæssige kontraster mellem sort/hvid og farve. Endelig har den som omdrejningspunkt thrillerens familiære forbrydelse.

Filmen handler i korte træk om mødet mellem to verdener. På den ene side er der den – i bogstaveligste forstand – grå dagligdagsverden, som hovedpersonen Jimmy, hans bror Frank og hans religiøse skvat af en mor befinder sig i. Faderen i huset er nærmest ikkeeksisterende, idet han er lammet af en hjerneskade og sidder med til bords uden at have nogen reel kontrol med hverken bestik eller familie. Frank overfuser konstant Jimmy over at være den følsomme sjæl, han er, som hellere vil spille klaver end at arbejde hårdt for føden og for sin families overlevelse.

På den anden side finder vi den farvestrålende kontrast, nemlig det omrejsende tivoli, som er i byen. Jimmy oplever en her en helt ny, technicolorfarvet verden, som pirrer alle hans sanser, og viser ham, at selv de mest mystiske skabninger - de dværge og deforme folk som rejser med tivoliet - tilsyneladende også har et fristed. Han nærer håb om også at drage med disse folk på eventyr og på den måde slippe væk fra den trivielle sovebystilværelse.

Især drages Jimmy mod den aldrende varietesangerinde Sandra. Modbydelige Frank har haft et kortvarigt forhold til kvinden, sidst cirkus var i byen, men hun afviser ham nu helt, både fordi hun bedre kan lide unge Jimmy, og fordi den ondskabsfulde og enormt jaloux tivolidirektør ikke tillader Sandra nogen frihed. Det skal vise sig, at direktøren har gået meget langt i forsøget på at beholde Sandra i sit omrejsende freakshow.

Som man kan se i den meget informative og ganske spændende dokumentarfilm Wamego: Making movies everywhere, som er at finde på udgivelsens anden disk, er filmen en indie-film i ordets oprindelige forstand. Den er primært blevet til via samarbejde på kryds og tværs i familien Balderson, og selv om der i starten var store Hollywoodstjerner, der viste interesse, foretrak instruktøren at have kreativ kontrol over så mange af filmens aspekter som muligt. Filmen er til trods for sit beskedne budget meget professionelt lavet og skuespillerpræstationerne gør, at der ikke hersker nogen tvivl om, at Steve Balderson er en instruktør, der ved hvad han gør. Hovedproblemet er bare at Firecracker vil lidt for mange ting på samme tid, og det gør oplevelsen meget ujævn.

Tilstedeværelsen af Mike Patterson i dobbeltrollen som Frank og tivolidirektøren er også forstyrrende for de, der kender ham, på samme måde som når man pludselig ser en anden kendis i en vilkårlig cameo. Han gør ellers et bravt forsøg på at være et overbevisende dumt, sadistisk svin. Billedet sjæles helt og holdent af den erfarne Karen Black i dobbeltrollen som Sandra og moderen. Dobbeltrollerne er naturligvis meget symbolladte, og filmens morale synes også at være, at uanset om man stikker af med cirkus eller bliver hjemme, så kan man ikke undslippe livets trængsler. Firecracker har ingen intentioner om at være hverken forskønnende eller forløsende, og det er klart en styrke, men den formår desværre ikke at levere allegorien omkring familien, den illusoriske frihed og de mange kræfter, der til stadighed undertrykker alt, som er skævt og anderledes, så tilskueren bliver helt overbevist.