Den underlødige italienske instruktør Jess Franco – med det uretvisende døbenavn Jesus – er en besynderlig størrelse. En instruktør med en enorm produktion siden slutningen af 50’erne til hans død sidste år. Faktisk er det uvist, hvor mange film, han reelt har instrueret, fordi han også brugte flere pseudonymer. Nogle mener over 150 film. Hans fortællinger figurerer alle inden for stilarter, der gør, at sleaze er en passende samlebeskrivelse: erotik, giallo, gys – og i en række kombinationer af alle tre. Præcist som i Jack the Ripper (1976), som netop er relanceret som købefilm.

Jack the Ripper-myten fra London er reelt indspillet på film et utal af gange af en række større navne. Fra Alfred Hitchcocks stumfilm The Lodger (1927) til Hughes-brødrenes From Hell (2001) baseret på Alan Moore og Eddie Cambells graphic novel. De fleste baseret på gisninger og teorier om, hvem denne Jack the Ripper reelt var. En mordgåde fra 1888, en engelsk londonsk samvittighed, der aldrig helt er blevet opklaret. Og netop manglen på forløsning i en krimigåde gør den appellerende for fiktionen. Men ingen anden har gisnet i stil med Jess Franco.

Vi kender handlingsskellettet fra de mange fortællinger: antageligvis en upper class-figur dræber prostituerede i det londonske natteliv i en serie af mord. Det er også uvist, netop pga. den manglende opklaring, hvor mange mord, der kan tilskrives Jack the Ripper. Teorierne går på ganske ukendte gådefortolkninger til tråde, der rækker helt ind i det engelske politiske liv. Jess Francos løsning er, at mordene blev begået af en dygtig læge, der skaffer sig af med ligene med hjælp fra en tilbagestående medhjælper i botanisk have.

Myten Jack the Ripper virker helt naturlig for Francos inkonvenable interesser. Med udgangspunkt i en mordgåde (som dog i filmen ingenlunde er en gåde, fordi vi følger lægen på eventyr) kan han trække på den italienske giallos repertoire. Med adgang til de mange mord kan han inddrage gyserens domæne. Og når det er ludere, der dræbes, er erotikken nærliggende. På den måde er han heller ikke bleg for at trække på det tætte forhold mellem mord og lyst. Men nej, det er naturligvis ikke en filosofisk undersøgelse af voldserotik: det er elementær sleaze, det her.

Derfor er fortællingen heller ikke specielt nervepirrende eller overbevisende. Det er faktisk ganske almindeligt, at Francos film ikke bærer specielt sofistikerede plots. Men den helt indlysende nerve ligger i filmens visuelle side, der er noget af Francos bedste. Spillet mellem lys og skygge, der inddrager den lidt Dr. Jekyll & Mr. Hyde-analogi, filmen trækker på, er omsat til et stiliseret skyggespil med ekspressive referencer til såvel film noir som de farverige sider hos Dario Argento. Så selvom filmen lader hånt om spændingsmomenterne, er der en visuel oplevelse i vente her.

Scoopet for filmen er naturligvis Werner Herzog-skuespilleren i rollen som lægen/Ripper. Det er i sig selv en oplevelse, hvordan han efterstræber at få enhver bloddråbe ud af et fattig manuskript, og faktisk overspiller på en måde, der går godt i tråd med filmens hyperstiliserede og tiltågede London-univers. Filmen er en tysk produceret film med tysk tale. Den nye udgivelse er desværre umodigt med den engelske dubbing, men måske har den oprindelige udgave været svær at finde. Derfor er synkroniseringen – ligesom mange andre Franco-film – også her helt håbløs.

Men de problematiske detaljer er noget, der for sleaze-fans er lette at overse. Det er nærmest charmerende, hvordan elementære fodfejl begås, fordi filmen er relativt low budget og rettet mod et publikum, der elsker postkasserødt teaterblod. For de, der af uvisse grunde ikke har stiftet bekendtskab med Jess Franco, er Jack the Ripper derfor et rigtig godt sted at starte.