Teenagere kan skræmme livet af de fleste – også hinanden. Kaspar Munks spillefilmsdebut Hold om mig sætter fokus på unge teenageres liv i skolegården, hvor de kæmper for at få plads i flokken. Den handler om Sara, Mikkel, Hassan og Louise, der går i samme klasse. Mikkel er småforelsket i Sara, mens Louise er klassen tøs, der godt kan lide, når drengene rører ved hende. En dag vælger de dog – til hendes store overraskelse – at tage på Sara i stedet. Sara bryder sig først ikke om det, men bagefter låser hun sig inde på toilettet med et lille smil på læben: Hun er nu en blandt de eftertragtede.

Denne forskydning i magtfordelingen har dog nogle pinsomme følger. Louise føler sig udstødt, og prøver ihærdigt på at komme tilbage som den pige, de elsker at pine – uden at det lykkes. Derfor tyr hun til mere ondsindede midler, der spiller de enkelte ud mod hinanden, men det viser sig at have følger, som Louise ikke på nogen måde havde ventet. Filmen skildrer på den måde en begivenhed og et kollektiv fra fire forskellige synsvinkler, hvilket skaber en interessant og perspektivrig film. Dramaets intensitet er højt, og sentimentaliteten fungerer – det er tungt, dybt og hårdt!

Stilen er også lagt, så vi langsomt fokuserer på de enkelte. Kameragangen er langsom og klipningen ditto. Stemningen, der bestemt ikke er sød og rar, afspejles på den måde i en stil, som også er med til at lægge en rytme. Den fortæller, at selvom de unge griner og ser ud til at have det sjovt, så hviler der en tung byrde underneden. Langsomt løfter filmen også sløret for de unges sociale baggrunde, der på forskellig vis understreger, hvorfor de reagerer, som de gør. Det betyder, at filmen formår at spille på dette dobbeltperspektiv: På den ene side kan vi ryste på hovedet af de håbløse handlinger, men samtidig føler vi også med den enkelte, fordi vi kender nogle familiære baggrunde (eller mangel på samme).

Mobning i skolegården har fået et vist fokus i dansk film det seneste års tid. Min bedste fjende satte fokus på den menneskelige ondskab, der udvikler sig, når hævngerrige børn overlades til sig selv – dette på en måde, der også er velkendt fra Jan Guillous Ondskab. Den seneste Oscar-vinder Hævnen pegede også på skolebørnenes problemer i en metonymi for verdensproblemer. Nu føjer vi med Hold om mig en film mere til listen, men den ligner ikke de to andre. I stedet er stilen – uden at nå de æstetiske eller emotionelle højder – meget lig Simon Stahos måde at skildre problemerne på.

Der, hvor Hold om mig, adskiller sig væsentligst fra Stahos film, er dens manglende evne til at lade det forudsigelige gøre ondt. Staho formår at antyde undervejs, hvilke konsekvenser, handlingerne vil få – og netop det får fortællingen til at gøre så meget mere ondt. Hold om mig er på samme måde forudsigelig, fordi den undervejs kraftigt antyder, hvilken vej det kan gå – dette også gennem cinematografien. Men slutningen virker påfaldende, forceret, umotiveret og til dels utroværdig. Med andre ord venter vi bare på det unævnelige – selvom det virker overilet og forhastet.

Det er lidt synd, fordi Kaspar Munks lille film – det er nærmest kun en forvokset novellefilm på 75 minutter – er en fin og stilmæssigt meget sikker og mestendels overordentlig velspillet film. Derfor havde det været interessant, om han og forfatteren havde turdet vælge en mindre forceret afrunding på et døgn i helvede for fire unge teenagere.