Det er så ”in” at være retro. Med jævne mellemrum oplever vi at modens og holdningernes sinuskurve svinger nostalgisk tilbage og pludselig genoplever man ting fra 60erne, 70erne og - gudhjælpemig - 80erne. For de der kan huske 80erne, var det ikke kun udelukkende et årti med Miami Vice, memorabel metervarepop og pastelfarvede jakkesæt med skulderpuder, det var også en æra hvor ligegyldigheden og overfladiskheden var konge. Dette trøsteløse, nihilistiske billede af jetsettere der, som var de selv en form for retroudgaver af dekadente solkongers uægte børn, væltede sig i sex, narko og ”whatever”-attituder er kernen i Gergor Jordans meget strømlinede og ganske vellykkede filmatisering af Brett Easton Ellis’ roman The Informers.

Ellis har selv været med til at skrive manuskriptet og derfor forekommer mange af replikkerne også præcis lige så hjerteløse som i hans roman. Romanen består af en række noveller hvor karakterer krydser hverandres spor og filmen forekommer også – uden anden sammenligning i øvrigt – som en Robert Altman’sk affære, hvor seeren bliver introduceret til en lang række forskellige personer og skæbner, der alle synes at hænge mere eller mindre sammen. Denne løse struktur er også filmens primære akilleshæl, idet denne meget fragmenterede narrativ ikke når at opbygge noget egentligt klimaks eller formår at fastholde sin tilskuer synderligt, hvis da ikke seeren selv føler at denne overfladiske verden, hvor magt i alle afskygninger, synes at være det der driver figurerne frem, er interessant nok.

Der er de figurer, der forsøger at kontrollere andre emotionelt, gennem frygt, via deres rockstjernestatus, deres økonomiske situation eller gennem sex og der er i det hele taget kun meget, meget få personer i denne film som på nogen måde fremtræder nogenlunde sympatiske. Det er nok den anden grund til, at filmen har fået så barsk en medfart af det brede spekter af (net)anmeldere. Måske er det også fordi filmen måske appellerer i langt højere grad til et europæisk publikum. Årsagerne kan være mange, men nærværende anmelder hører i hvert fald ikke til de der udråber The Informers til en af de dårligste film i 2009, for selv om der kan være mange grunde til at føle afsky for filmens personer, så synes der samtidig at være en kvalitet i både skuespillet og det overdrevne tidsbillede dem forsøger at gengive.

På rollelisten er, ud over en hel række nye ansigter, en række mindre optrædener fra store stjerner som Billy Bob Thornton, Kim Basinger, Winona Ryder og Chris Isaak. Dertil kommer Mickey Rourkes lille rolle som en forbryderisk onkel, der kidnapper et barn for at sælge drengen videre til nogle pædofile mordere. Det er dog langt fra alle karakterer i filmen, der er lige så desperate, white-trash bumser som Rourkes karakter, for de fleste personager i filmen tilhører eliten i det Californiske samfund. En elite, der er så dekadent, navlebeskuende og egocentreret at den ikke kan eller vil se sandheden i øjnene, selv om den forekommer indlysende for alle. En af de mest tydelige eksempler på dette er en ung pige, der ikke vil erkende at hun er dødeligt syg (grangiveligt af AIDS) og som forsøger at få noget af sin ”naturlige” kulør tilbage ved at solbade på en grå efterårsstrand. Det er patetisk og virkeligt, virkeligt trist.

Et af filmens budskaber er måske at denne ligegyldighed og kulde overfor andre mennesker måske var fremherskende i 80erne, men så kan man spørge sig selv om hvor meget har vi i virkeligheden flyttet os siden da? Der er selvfølgelig brugt en bred pensel til at male fanden på væggen med, men som altid hos Ellis ligger der under denne ironiske, overdrevenhed et gran af sandhed og virkelig desperation. Set på den måde er filmen ikke nihilistisk, men tvinger os snarere til at betragte verden gennem venlige, humanistiske briller.

Filmen udmærker sig desuden ved sin fine sans for detaljer. Alt fra jakkesættene, til den musik der høres på soundtracket emmer af 80erstemning. Her er det ikke den rare, flødeskums-puddelpop som hersker, men i stedet er det de mørkeste synth-lyde, der er blevet lokket frem fra dybet. The Informers er måske ikke en fantastisk film, men det heller ikke en film som, har fortjent en så ensidig kritik som den har modtaget. Det er film, der er svær at ryste af sig - lidt lige som en aften hvor man har været i selskab med en række virkeligt ubehagelige mennesker.