Den græsk-franske instruktør Costa-Gavras er kendt som en politisk instruktør. Det så vi senest med Le couperet fra 2005, der var en radikal – og særdeles blodig! – kritik af den turbokapitalisme, der blot få år senere skulle være årsag til den største finansielle krise siden Wall Street-krakket i 1929. Han er altså måske en instruktør, vi bør lytte til. I hans seneste film Eden is West – der på fransk hedder Eden à l’Ouest – fortsætter han det samfundskritiske spor, og her er emnet illegale flygtninge, der ankommer til Europas sydkyst.

Elias ankommer med båd til den sydfranske kyst, hvor han – for ikke at blive fanget af kystpolitiet – må springe i vandet. Han svømmer i land, og vågner på et kursted, der hedder Eden – den gammeltestamentlige reference er åbenlys og hævet helt op i titlen: Ønskestedet er nået! Men det viser sig ikke at være så nemt, som han regner med, da de fleste på dette luksuskursted mest er interesseret i at fange disse illegale flygtninge, da de er en trussel mod deres forretning. Elias forklæder sig derfor som medarbejder på kurstedet, og kommer derved i kontakt med en tysk kvinde, som han ender med at bruge et par nætter med.

Undervejs i denne mindre kærlighedsfortælling bruger en magiker Elias – uden, at han helt ved, hvad der sker – i et show på kurstedet. Da showet er færdigt, siger magikeren til Elias, at han var fantastisk – og at han skal opsøge ham, hvis han skulle komme til Paris. Denne høflighed tager Elias mere bogstavelig, end den er ment, og derfor ender han med at forsøge at komme den lange vej til Paris. Undervejs møder han en problematisk jagt på illegale flygtninge, mens han samtidig støder ind i en lang række personer – af forskellige nationaliteter – der hjælper ham på rejsen.

Symbolikken er indlysende i filmen fra starten: Han har nået Edens have, men den viser sig at forskyde sig, da livet efter flugten fra hjemlandet ikke er så nemt endda. Flugten fortsætter blot! Ydermere er det også klart, at det han selv søger – magikeren i Paris – er et stykke magi, noget ikke-virkeligt, et fatamorgana. Det ved han bare ikke. På trods af denne begribelige symbolik – som ikke er tænkt mere dybsindigt end dette – har Costa-Gavras film alligevel en subtil dybde, som udspringer af det held og den uvirkelighed, som Elias møder undervejs.

Uvirkeligheden spiller på to planer: For det første møder han til al held tilpas meget hjælp fra folk fra alle samfundslag undervejs, hvilket lige præcis er nok til at slippe væk fra det politi, som Elias begynder at se overalt, fordi han generelt bliver bange for uniformer. For det andet spiller vi som seere på enestående vis med i både franskmændenes og Elias synsvinkel samtidig: Det er på den ene side uklart, hvilken nationalitet, Elias har, hvilket er det spørgsmål, som vi sidder med undervejs, men på den anden side er heller ikke hele tiden helt, hvor vi befinder os – og på den måde er vi som seere også faret vild sammen med Elias. Det er en velvalgt og fornem fortællestil.

Derud over spiller filmen også på sin egen rolle på en pudsig måde. For det første ser vi i to små øjeblikke et kamerahold i baggrunden: Første gang kører en traktor med et filmhold rundt på en mark, da Elias kører forbi ombord på et lift; anden gang kigger et kamerahold med, da andre illegale flygtninge er ved at blive anholdt. Det er, som siger Costa-Gavras: ”Jeg kigger med over skulderen, så pas på ikke at gå for langt”. For det andet spiller magien også en særskilt rolle, selvfølgelig for Elias, da det er det, han jagter, men også undervejs i fortællingen – og det ville her være en skam at afsløre hvordan. Lad mig blot sige, at det er lang tid siden, jeg har oplevet så smuk en afslutning på en film. Det magiske spiller nærmest sparsomt med på en måde, som vi kender det fra Roberto Benigni.

Det politiske budskab er derfor til at få fat på: Costa-Gavras er på ingen måde tilfreds med den nuværende, europæiske udlændingelovgivning og integrationsforståelse. Det er ikke hos de institutionelle forhold, Elias finder støtte, men spontant hos de gode folk (rig som fattig), han møder undervejs – og den besked, Costa-Gavras vil levere med Eden is West, bliver da også slået fast, da en ældre mand, der arbejder for magikeren, siger, at ”verden er af lave i en sådan grad, at kun magi kan redde den”. På trods af denne eksplicite politiske pointe med filmen, formår Eden is West – i høj grad også på grund Riccardo Scamacios udfyldning af rollen som Elias – at fortælle en fæng(sl)ende, vedkommende og smuk film.