Box-settet med den gamle engelske dyrlæge-tv-serie All Creatures Great and Small (Folk og fæ) markedsføres af distributøren som ”en feel good” serie med ”hjertevarme fortællinger”. Denne genrekarakteristik kunne få de fleste til at stå øjeblikkelig af; men serien, især de første tre sæsoner, har sine egne kvaliteter, der løfter dens kvalitet – og måske er den et højdepunkt i populær britisk tv-historie.

Handlingen udspiller sig i og omkring en dyrlæge praksis i Yorkshire sidst i 1930’erne. James Herriot er ansat hos Siegfried Farnon. I dyrlægehuset bor også Farnons døgenigtagtige bror Tristan, og Herriots kone Helen. Den centrale skuespillerstab leverer et usædvanlig godt ensemble-spil, der rækker langt ud over det manuskript, de arbejder med. Også de mange bipersoner er castet med omhu, og de har til trods for deres ofte karikerede fremtoning, et skær af autenticitet over sig. Seriens barske og forblæste lokationer i Yorkshire er filmet og ofte lyslagt med en omhu, der formidler deres barske skønhed selv gennem en lille tv-skærm med billedformatet 4:3, og dvd-sættets billedkvalitet er glimrende. Filmsprog og dramaturgi lever op til de højeste professionelle standarder.

Der er tre retoriske og narrative mekanismer i serien, der får den til at balancere på knivsæggen mellem det trivielle og naivt nostalgiske på den ene side og det autentiske og realistiske på den anden. Hver episode har forståeligt nok, når det nu er en dyrlægeserie, en mængde syge dyr, og dette er realistisk, men kun sjældent dør dyrene, og helbredelsesraten er overraskende høj i en tid før antibiotika. De lokale bønder skildres som fattige og forslæbte, og deres elendighed nedtones, uden at den ignoreres eller fornægtes ved det, at elendigheden overføres til dyrene, og dermed svækkes den sociale eller menneskelige elendighed emotionelt i receptionen af serien.

Handlingens historiske tid, der er før anden verdenskrig og altså distanceret, er en anden faktor, der svækker den sociale elendighed samtidig med, at elendigheden faktisk skildres autentisk. Krigen truer hele tiden i baggrunden, og tredje sæson sluttes af med personernes deltagen i krigen.

Den tredje narrative eller fortællemæssige mekanisme, der igen bidrager til seriens balancegang mellem nostalgi og realisme, er dens brug af klassiske komediekaraktertyper. Storebroderen Siegfried Farnon er den blokerende, ældre senex iratus, men han er sandelig også en livsnyder, der bestandig bryder sine egne påbud og moralprædikener, som han overdænger lillebroderen Tristan med i hidsighed. Det meget store galleri af bipersoner, hvor mange genoptræder fra episode til episode, repræsenterer med deres Yorkshire-dialekt den arketypiske karakter i komediegenren, agroikos, eller den stupide og tumpede bondeknold. Og så er hver enkel biperson alligevel mere, for han eller hun fremstilles med forståelse og respekt, og selv den mest gnieragtige bonde, kontekstualiseres i den nøjsomhed, som fattigdommen nødvendiggør. Disse realistiske aspekter af serien bunder i dens genre, filmatiseringen. Folk og fæ er en filmatisering af dyrlægen Alf Wights små til dels selvbiografiske fortællinger om hans tid som dyrlæge. Wight skrev under pseudonymet James Herriot, og hans bøger blev bestsellere. Efter tredje sæson var episoderne ikke baseret så tæt på Wights bøger, og Carol Drinkwater, der spillede Helen Herriot, forlod serien. Ensemblespillet mistede herved sin dynamik og charme.

Hver episode i Folk og fæ er baseret på en skabelon eller formular, men typisk overskrider serien sin egen begrænsning. Skuespillernes karakterer, hovedpersoner og bipersoner, har trods det skabelonagtige fortælleformat en vis dybde og uforudsigelighed. Nostalgien bliver alligevel en kritik af social elendighed, og den er samtidig en modernitetskritik af det industrialiserede landbrug, som vi kender det i dag, hvor vi har alvorlige dyreetiske betænkeligheder. Her leverer Folk og fæ er modbillede. Seriens første tre sæsoner anbefales.