Mange film, ja, de fleste, handler om kærligheden. Den stille, den gribende, lidenskabelige, uimodståelige, store, skuffende, trøstesløse, forløsende... fortsæt selv. Variationerne er utallige, med kys og kærtegn. Film efter film, hver gang en ny individuel vinkling af kærlighedshistorien – for det handler jo om to individers forhold. Fælles træk, men aldrig ens.

Martin Skovbjergs danske spillefilm København findes ikke er en hundrede procents kærlighedsfilm, baseret på romanen Sander skrevet af nordmanden Terje Holtet Larsen. Filmmanuskriptet er Eskil Vogts, der stod bag Joachim Triers berømmede og prisvindende Oslo-trilogi.

Kort fortalt; dreng møder pige.

Sander får øje på Ida gennem en butiksrude. Han følger umiddelbart efter hende, går med ind i biografmørket og efter filmen, på vej ud af Grand Teatret i København, rækker han hånden frem: ”Jeg hedder Sander”. Hun tøver, men det bliver alligevel optakten til den helt store, altopslugende, uomgængelige kærlighed. En elskovsrus, en besættelse, der totalt udelukker omverdenen. Sander og Ida er kun de to. Ingen venner, ingen familierelationer – ingen fortid, kun nuet. Den ultimative kærlighed i mere end et år.

Så forsvinder Ida på mystisk vis.

Nu starter filmen som en afhøringsproces. Sander er frivilligt lukket inde i en stor, halvtom herskabslejlighed i Københavns midte, hvor Idas bror Viktor, venligt viser ham til rette og derefter overlader Sander til sig selv, med ordene ”Du har brug for at tænke dig om, vi ses i morgen”. Hoveddøren smækkes i og vi hører lyden af nøglen, der drejes om.

Næste dag sker afhøringen. Victor og Porat, Idas far, er begge opsatte på at opklare baggrunden for Idas forsvinden. De medbringer et kamera, klar til at forevige Sanders forklaring. ”Du kan begynde med at fortælle os sandheden om den dag hun forsvandt”, lyder det inkvisitorisk fra den myndige og vrede far. Igen har Zlatko Buric, som Idas far, skabt en markant karakter af autoritet og provokerende mistænksomhed. Han vil kende sandheden og kun sandheden.

Herfra får vi en fremstilling alene illustreret med flashbacks baseret på afhøringen af Sander i en vekslen mellem nutid og fortid. Vi forstår at alt blev anderledes den dag de to mødte hinanden. At Sander ikke har noget arbejde, ikke har haft noget og heller ikke søger noget. Var han måske engang forfatter ? Hans liv var alene at vente, vente på Ida, vente på at hun kom fra arbejde. Selv fortog han sig ingenting. Hans verden var de to og kun de to. En isolation, der næsten varede et år – og så forsvandt Ida sådan pludselig.

Sanders fremstilling, kan kun provokere og får ikke mindst Poras’ aggressivitet til at vokse. Han tror ham ikke. Han må kende sandheden. Om vi nogensinde får den at kende? Her må den enkelte biografgænger selv dømme. Det filmen først og fremmest handler om er de tos altopslugende besættelse af hinanden.

København findes ikke har en spændende rolleliste med Jonas Holst Schmidt som debutant, kendt musiker og forsanger i rockbandet Blaue Blumen, har et til tider tomt ansigt, der både signalerer fortvivlelse og apati – der nok skal dække Sanders karakter, men også gør karakteren enstrenget og mindre interessant. Ida (Angela Bundalovic), der i øjeblikket kan ses i hovedrollen i Nicolas Winding Refns Copenhagen Cowboy, har det skær af troværdighed, der midt i almindeligheden, skærper vores interesse. Helt forrygende er Zlatko Buric, oprindeligt fra Kroatien, med en stribe danske og internationale priser på kaminhylden. Han er selvudleverende brutal – men vi er vilde med hans charmerende accent, brutalitet og originalitet.

Den ultimative kærlighedsfilm, der prøver at udkrystallisere de altopslugende heftige følelser, der helt får omgivelserne til at forsvinde. Man glemmer venner, familie, ja, selv en hovedstad – hvis man skal tro filmen. Og det er, ligesom med kærlighedslivet, op til den enkelte.