South Park Imaginationland er sammensat af tre sammenhængende episoder fra South Parks 11. sæson, og dvd’en har ud over ekstramateriale to yderligere afsnit: ”Woodland Critter Christmas” og ”Manbearpig”.

Temaet for den sammensatte film er forholdet mellem fantasi og virkelighed. Imaginationland eller Fantasiland er en lokalitet, hvis befolkning er ren intertekstuel. En mur adskiller Fantasilandet i to dele, en ond og en god. Begges indbyggere er figurer og karakterer fra film, medier, eventyr og myter: Mario fra computerspillet, julemanden, Rapunzel, Dick Tracy, Askepot, Teenage Mutant Ninja Turtles, Edward Saksehånd, Frankenstein, marsmænd fra Klodernes Kamp, Freddy fra Nightmare on Elm Street-filmene, Alien-monstrene fra deres filmserie og de nuttede, men morderiske små skovdyr fra ”Woodland Critter Christmas”, den South Park episode, der er med på dvd’en som ekstramateriale. Og der er mange, mange flere monstre og figurer, således at man under gennemsyn af filmen en gang imellem fristes til at sætte dvd’en på pause for at få tid til at genkende monstrene og måle ens egen intertekstuelle kapacitet til at kunne identificere dem og deres kilder eller oprindelige habitattekst.

I Sigmund Freuds "Der Dichter und das Phantasieren" fra 1908 beskrives der, hvorledes kunst kommer fra det fortrængte. Kilden til al kunstnerisk produktion er fortrængnin­ger, skriver Freud, der via det kunstneriske arbejde sublimeres til en samfunds­mæssig acceptabel form. I modsætning til neuroti­keren har kunstneren en så stærk realitetssans, at hans fantaseren ikke antager en patologisk (neurotisk eller psy­kotisk) karakter, for kunst­neren er i stand til at adskille det imaginære kunst­neriske univers fra virkelig­heden. Det er nærliggende, at se på Fantasilandet i South Park Imaginationland i lyset af Freuds opfattelse af kunstnerisk arbejde. Fantasilandet kan her opfattes som den ubevidste del af sindet fyldt med fortrængninger i form af monstre, og disse fortrængninger sublimeres netop til en samfunds­mæssig acceptabel form, idet de er generelt kendte intertekstuelle figurer. Det er dog noget af en påstand fra Trey Parker og Matt Stones side, når det fremgår af filmen, at det menneskelige ubevidste eller fantasien skulle være et ren intertekstuelt sammensat reservoir. Ideen er dog værd at overveje, og når man gør det, bliver filmen en satire rettet mod kulturindustrien dominans og påvirkningskraft, også af de ubevidste dele af vores sind.

Et andet tema er den sociale satire, der forekommer i South Park Imaginationland. I handlingen indgår et angreb fra arabiske terrorister, og det er vores fantasi, de har angrebet, som det siges i filmen – og altså ikke virkeligheden, må man udlede. Målet for satiren er her det medieskabte hysteri, uden hvilket terrorisme ikke rigtig var noget.

Filmen løfter sig over så mange andre South Park episoder og bliver til kulturkritik, for den begynder med drengene på leprechaun-jagt, udvikler sig over et usædeligt væddemål (den første episode havde undertitlen Kyle sucks Cartman's Balls) mellem Cartman og Kyle, og den ender med kulturkritik om vores forhold til virkeligheden og vores medieskabte opfattelse af terrorisme.