Titlen på George A. Romeros seneste film – Survival of the Dead – fortæller ikke kun noget om filmen selv. Titlen er på sin egen måde også en antydning af, at zombien ikke længere blot er et særsyn fra horrorgenren anno dazumal – zombien har fået nyt liv og går sin vante gang på jorden igen, stadig hungrende efter menneskekød. Genren er blevet revitaliseret, hvilket Romero også selv delvist har været med til med sine tre seneste zombiefilm Land of the Dead (2005), Diary of the Dead (2007) og nu også Survival of the Dead (2009) – sidstnævnte er netop kommet på gaden i en dansk dvd-udgave.

For det fleste er der nok ikke de store overraskelser, hvad angår selve fortællingens handlingstråde – det har Romero da også godt greb om. Derfor starter filmen ganske lige på med en soldat, der bliver nødt til at slå en kammerat ihjel – igen. Derefter springer vi tilbage i tiden til øen Plum, hvor en gammel rivalisering mellem to familier blusser op, da den ene familie nægter at slå de udøde ned, men holder familiemedlemmerne, der er ramt af denne uvisse epidemi, i fangenskab i håb om, at de kan lære dem at spise noget andet end menneskekød. Konfrontationen sker straks, og det ene familieoverhoved må forlade øen for at tage til fastlandet – hvor han møder den omtalte gruppe soldater. Alt sammen et sparsomt plot, der skal efterlade de implicerede et væld af undskyldninger for at plaffe sagesløse levende døde i smadder på stadigt mere kreative måder.

Romero har gennemgående i sine zombiefilm formået at knytte en dybere mening ind – selvom han til dato selv nægter at lægge subtile spor ud. Night of the Living Dead (1968) kræver da også sine mere spekulative analyser for at kunne lægge bestemte undertoner ind – den var alene som genrefilm iøjnefaldende, så det var ikke så nødvendigt. Den næste i serien Dawn of the Dead (1978) er derimod langt tydeligere i sin kritik af forbrugssamfundet. Land of the Dead kaster sig i stedet over det feudale samfundsbillede, mens Diary of the Dead var et interessant perspektiv på tidens medietilstand.

Survival of the Dead er derfor lidt overraskende, idet den slet og ret er en film, der handler om at slagte zombier – uden særligt prægnante undertoner. Om det så er godt eller skidt, vil nok være en skønssag, men det får filmen til at ligne rigtig mange andre zombiefilm – særligt mange af de klassiske, italienske sager fra 70’erne. Puristen vil formentlig mene, at Romero her vender tilbage til det, som det hele handler om – en filmslængdes nat med de levende døde. Der er dog ikke så meget at komme efter, specielt fordi hverken effekter eller skuespil er specielt overbevisende i denne film. Det er lidt en skam, eftersom Romero i høj grad – med særligt Diary of the Dead – har vist, at han ikke er færdig med genren.

Men når disse forbehold er sagt, så er der også en helt banal charme og en momentvis uhyggelig stemning til stede i Survival of the Dead – og det til trods for, at den mest af alt er en gyserkomedie. Zombiefilm er lidt en sær størrelse, der aldrig er helt ringe for den, der kan finder sig i udfordrende drabsmetoder, et firkantet kønsrollemønster og kreative flugtscener – her udmærker Romeros seneste film sig ved at være særdeles frugtbar i antallet af måder, hvorpå de sølle vanskabninger tages af dage. Med andre ord: Er du til zombier, er du til Survival of the Dead – enhver, der elsker genren, kan lige overleve én til!