Socialrealismen har stået stærkt i skandinavisk filmtradition. Så stærkt, at det ofte er svært for modernistiske og mere formeksperimenterende stilarter at bryde igennem barrieren. Det er både godt og skidt. Skandinavisk socialrealisme har bearbejdet nogle sociale traumer, som velfærdssamfundet selv har haft svært at kapere. Spørgsmålet er selvfølgelig her, hvorfor der stadig er sociale problemer, når der er et velfungerende sikkerhedsnet under samfundet. Ad bagvejen sniger der sig derfor også det mere nedslående spørgsmål ind: Fungerer sikkerhedsnettet, fungerer velfærdsidealet?

Et eksempel på norsk socialrealisme var norsk filmindustris bud på en Oscar-nominering. Margreth Olins spillefilmsdebut Englen blev indsendt til akademiet, men nåede ikke igennem det endelige nåleøje. Alligevel er det et perspektiv, som markedsføringen af filmen slår hårdt på. Det er sjældent, at norske film når hele vejen gennem den danske distribution, hvilket i sig selv er beklageligt – og skal der et markedsføringstrick til, før det lader sig gøre – so be it. Den er netop udkommet på dansk dvd.

Filmen starter tæt mod sin slutning – i hvert fald rent kronologisk. Lea (Maria Bonnevie) er afhængig af heroin, men tager alligevel ud til en plejefamilie for at se sin datter, som har været ude af hendes varetægt i tre måneder. Hun har svært ved i det hele taget af stå på benene, og det går mest af alt som forventet: Familien bliver nødt til at smide hende ud, da hun stort set ikke ser på sin datter – og lægger sig bare til at sove. Herefter springer vi tilbage til hendes barndom – og vi følger Leas opvækst og hverdagens tiltagende problemer.

Englen er fortalt i et spændende perspektiv. En ukendt tredjepersons fortæller starter med at fortælle historien om Lea, men langsomt glider Lea ind som jeg-fortæller. Dette element af uvished spiller en vis rolle for, hvordan Leas liv kan skildres. Samtidig ”overholder” filmen ikke sit socialrealistiske fortsæt, men supplerer med poetiske elementer undervejs, der ikke er klart motiveret af handlingen. På den måde spiller filmen også på nogle visuelle stemninger, der understreger og underbygger den sindstilstand, som Lea er i undervejs. Det er et fint træk ved filmen, og et nødvendigt supplement til den kradse realisme.

Det handler om alle de dårligdomme, som et menneske kan komme ud for. Det er en film, der skildrer misbrugets sociale sammenhænge i mere end en forstand. At Lea udvikler sig til et narkovrag, der ikke kan tage vare på sit barn, er motiveret gennem de hændelser, hun udsættes for. Hendes mor er udsat for misbrug på alle mulige måder af Leas stedfar, der også – antydes det – misbruger Lea. Langsomt men målrettet guides Lea ind i misbrug af forskellig art, og ender med at misbruge sig selv til det yderste: Hun prostituerer sig selv med hjælp fra sin kæreste for at få råd til heroin.

Englen er en social deroute, der kun styrer én vej. Undervejs indbygges en symbolik, der skal give filmen et dybere lag. Engle spiller en stor rolle på mange forskellige måder. I udgangspunktet er det Lea selv, der er englen – hun udtaler flere gange, at hun kan flyve, når hun er på stoffer. Men langsomt transponeres betydningen over på datteren. Der er flere betydninger, men dette er den vigtigste. Filmens slutning er dog (desværre!) så overpædagogisk, at filmens tredjepersons fortæller vender tilbage for lige at understrege dette symbollag. Det er en god hjælp for den, der ikke helt har fattet filmen, der faktisk er meget ligetil.

Det samlede billede af Englen er blandet. Det er svært ikke at fatte sympati for Lea og hendes problemer, samt antipati for hendes stedfar. Men denne fortælling kender vi godt. Det betyder ikke, at de ikke skal fortælles, men det betyder, at fortællingen bliver noget forudsigelig. Det visuelt symbolske supplement hæver dog niveauet. Maria Bonnevie spiller (på norsk!) sin rolle gennemgående fint. Det er bare lidt svært at forstå, hvordan denne vej gennem lidelsen skal bidrage med noget. Slutningen – som selvfølgelig ikke skal afsløres – er temmelig umotiveret og kortfattet. Det virker lidt, som at produktionsholdet løb tør for penge, og skulle have en slutning hurtigt smidt på. Den virker utroværdig i forhold til den samlede deroute gennem filmen. Englen er en gennemsnitlig, velspillet og meget sympatisk film. Men den gør ikke helt ondt på den rigtige måde.