Som meget ung dreng gjorde filmen Das Testament Des Dr. Mabuse et varigt indtryk på undertegnede, da den blev sendt forholdsvis sent fra ZDF. Filmen havde, på trods af sin alder, mangel på farve og uvante længde, evnen til at fascinere – idet den bød på et dramatisk krimidrama krydret med overnaturlige elementer. Erindringen om filmen er desværre ikke så tydelig længere, men ikke desto mindre har figuren Dr. Mabuse gjort et varigt indtryk. Derfor var det også med en ærefuld bæven i hånden, at den første film om Mabuse - nærmere bestemt den næsten fem timer lange stumfilm Dr. Mabuse – Der Spieler - blev sat i afspilleren.

Baseret på Rorbert Jaques’ pulpromaner, skrev den Østrigsk fødte, mesterinstruktør Fritz Lang manus til hvad der skulle blive til sin første af i alt tre film med den ondsindede Dr. Mabuse som central karakter. Men selv længe efter Langs død fortsatte Dr. Mabuse med at optræde i Wolfgang Preiss’ skikkelse, med politikommissær Krass (spillet af Gert Fröbe), lige i hælene. Enkelte af disse er ganske seværdige, andre ikke lige så.

Dr. Mabuse – Der Spieler- Ein Bild Der Zeit er fra 1922, i sort/hvid og uden lyd. Til gengæld kan man sende mange venlige tanker i retning af F.W. Murnau Stiftung, der har restaureret filmen og indspillet et meget klædeligt musikalsk akkompagnement til filmen, for den tager sig ganske fortrinligt ud. Er man lidt tyskkyndig kan det dog betale sig at slå de danske undertekster fra, for dem er der bestemt ikke kælet for. Det er decideret svært at læse hvad der står, når bogstaverne ikke er afmasket fra de hvide mellemtekster som optræder. Dertil kommer at mellemteksternes rustikke look passer perfekt til den dekadente underverdensstemning, der smyger sig spændstigt om filmen som var det røgen fra en nytændt opiumspibe.

Dr. Mabuse som karakter, kan siges at have mange lighedspunkter med andre pulpskurke fra 20erne og 30ernes fantasilandskab. Eksempelvis kan han, ganske som den diabolske Fu Manchu, manipulere med sine omgivelser via hypnose og andre spiritistiske kneb. Lige som mesterdetektiven Sherlock Holmes og skurken Fantômas er Dr. Mabuse også i stand til at narre alle med sine sindrige maskeringskunster.

Samtidig er Mabuse, som enhver rigtig skurk, en liderbasse, pengefalskner, kidnapper, morder og bandeleder. Filmen starter dog, næsten aktuelt, med Mabuse, der gennem sin kløgt og manipulation får børsen til at bryde sammen, mens han selv scorer profitten ved at satse på de rigtige aktier. Paranoide konspirationsteoretikere har sikkert allerede nu skimtet Mabuses silhuet tegne sig i de nedadgående kurver der viser den aktuelle finanskrise.

Filmens handling er ganske kompleks, selv efter moderne standarder, men det skulle den også gerne være med en spilletid på fire en halv time. Der er plads til at udforske de mange figurer, der optræder og ikke mindst til at opbygge et spændingsniveau der, såfremt man ikke skræmmes af udsigten til stumfilm, faktisk stadig fungerer flot, selv om filmen er fra 1922.

Hovedhistorien udgøres af et tragisk drama, der udspiller sig mellem primært fire personer; Dr Mabuse, amtsmanden Wenk, der jagter storforbryderen, samt et halvadeligt ægtepar, hvis liv ødelægges totalt af overskurkens rænkespil. Undertitlen Der Spieler henviser til Mabuses lidenskab for spil, ikke kun hasardspil, men snarere ideen om at bruge mennesker i sit eget spil. At se dem lide synes at være hans største tilfredsstillelse, for han udsætter grev Told og dennes hustru for en grusom manipulation. Ikke alene kidnapper Mabuse Tolds hustru, idet han vil have hende for sig selv – men da hun nægter at give sig hen – og, til trods for Mabuses advarsler, stadig trygler om at vende hjem til sin mand, opsøger Mabuse i forklædning greven og hypnotiserer denne til at tabe stort i kortspil. I sin egenskab som psykolog opsøger Mabuse derefter den nedbrudte greve i privaten, hvor han på ganske kort tid driver Told til selvmord.

Kort sagt er der masser af drama i denne gamle klassiker og selvom den måske ikke helt kan leve op til de grusomheder vi er blevet vant til at se på film, så er dens tidsbillede helt unikt og umuligt at reproducere i vore dage. Langs skildring af de tilrøgede værtshusmiljøer, skumle kældre og prangende art-deco/art-nouveau interiører, som vi ser det hos greveparret, er uden sidestykke. Selv om filmen på ingen måde er lige så grandios som eksempelvis Metropolis, kan man stadig se at det har været en dyr film, selv med moderne øjne – kostumerne og interiørerne vidner om dette.

Filmen er eminent lyssat, for selv om end ikke den gode restaurering har kunnet reproducere, hvor flot den må have været som nytrykt kopi, så er den stadigvæk værd at se for de rent tekniske aspekter, herunder også klipningen, der selv om filmen har et noget mere adstadigt tempo end vi er blevet vant til, er utroligt dynamisk og vovet, dømt efter samtidens standarder. Kort sagt er dette en film man bliver nødt til at se hvis man er fan af Fritz Lang og de fortryllende film, der kom i Tyskland, umiddelbart før nazisterne beslaglagde den såkaldte dekadente kultur.

For de læsere, der er interesseret, så strækker Panvisions version af filmen sig på to DVDere og er, undtaget problemet med underteksterne, nok den bedste version af filmen, der er til at opdrive. Der blev i følge IMDB udsendt en restaureret version fra Goethe Instituttet i 2004, der kan bryste sig af en spilletid på hele 297 minutter, men det har desværre ikke været mulig at finde flere oplysninger om hvilke scener man desværre ikke får med, når man sætter sig til rette med Panvisions udgivelse.