Filmen Yacoubians hus er baseret på bestsellerbogen af samme navn og skrevet af Alaa Al- Aswany. Den foregår i 1990´ernes Kairo, hvor den kredser om huset, Yacoubian, som er opkaldt efter dets bygger. Huset har som samfundet forandret og udviklet sig, og beboere er en sammensat flok af mænd, kvinder, rige og fattige, der lever på forskellige niveauer alt efter klassetilhørsforhold. Huset får således karakter af at være en miniudgave af det egyptiske samfund og præsenterer et udsnit af liv ved at tage udgangspunkt i dette ene hus, hvorfra alle personerne har deres gang.

Filmen griber om et stort persongalleri, men har til gengæld også tre timer til rådighed til at få karaktererne foldet ud. De tre timer giver filmen noget at leve op til fra begyndelsen, men tiden flyver i takt med, at man begynder at holde mere og mere af f.eks. den karismatiske, dukkelignende basha Zaki og den smukke og intelligente unge Busayna. Filmen kan karakteriseres som et erotisk, politisk vovet samfundsportræt. Selvom den er stærkt politisk, er den det på et personligt plan, og bag det politiske spil og korruptionen anes konstant et nuanceret og kompliceret almenmenneske. Dominans fremstår som et gennemgående tema, og det at dominere eller at blive domineret spiller en rolle i mange forskellige forhold. Man bruger hinanden til at komme frem i verden. Temaet dukker eksempelvis op både i forbindelse med forretningsforhold, sociale forhold og sex. Filmen bliver hen i mod slutningen mere aktiv i det politiske, hvilket understøttes af en nærmest Hollywoodlignende action. Det er lidt en skam, da filmen hidtil fint har kunnet fastholde en spænding ved hjælp af de ofte kraftige og følelsesladede dialoger menneskerne imellem.

Religionen gennemsyrer hele portrættet, men fremstilles med ridser i lakken, idet der til tider modelleres godt og grundigt med den. Vi får både indblik i islam som overordnet religion og bliver introduceret til det enkelte menneskes forståelse af og ageren på baggrund af den. Tit bruges religionen som undskyldning eller den udnyttes. Det lader til, at man har tendens til at bruge religionen uden at tænke videre over den, hvilket er et noget vovet billede af den almene egypter. Den unge kvinde Busayna udtaler et sted i filmen, at ”religion letter hverdagen”, hvilket siger lidt om, hvorledes den bruges.

Ofte fremgår det første møde mellem to mennesker ved, at den ene indvier den anden i en personlig livsfilosofi. På sympatisk facon indvier man et andet menneske i sit liv i stil med ”nu vil jeg være din ven” eller ”nu skal jeg hjælpe dig”. På den måde fremstilles en række ”små” menneskers tanker om liv og moral. På trods af den kulturkløft, som vil ligge i forbindelse med at forstå det egyptiske samfund, skinner kendte mønstre frem i de komplicerede og dybe menneskeskildringer. Med Politikens filmanmelder Kim Skottes ord, er det sværere at føle foragt eller ligegyldighed overfor mennesker eller en levevis, når man først har lært den en smule at kende.

Udover alt dette er filmen også en æstetisk nydelse. Der er en rigdom af lækre sproglyde, mad, smukke kvinder og charmerende mænd. Følelserne sidder uden på tøjet hos personerne, og sorg, vrede, aggression, afmagt og hysteri følges hånd i hånd med dejlige livsglade smil. Bashaen Zaki mener, at egypterne lever i forfaldets tidsalder og omtaler sig selv som den sidste respektable mand, og man fornemmer da også en gammel sjæl, som hænger lidt i laser over det egyptiske samfund.