Sandrew Metronome har sat en kavalkade af i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders mange film, mens central i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

Efter nogle tungsindige fokuseringer særligt i Wrong Move fra 1974 og Kings of the Road fra 1976, som nok er noget af det tætteste Wim Wenders kommer det gennemført modernistiske, dukker hans næste film Der amerikanische Freund – som bærer den danske titel The American Friend – ganske overraskende op. På den ene side fortsætter Wenders her sin fascination af at behandle og omarbejde tidligere litterære forlæg, som det også gælder The Scarlett Letter , men i dette tilfælde vender han sig direkte mod et populærkulturelt omdrejningspunkt, nemlig den psykologiske thriller. Romanen, som går forud for Wenders film, er nemlig Patricia Highsmiths Ripley’s Game fra 1974, men udgaven, vi får fra Wenders, er vanligt forvandlet – til en Wenders-film.

Highsmith er bredt filmatiseret, listen tæller over tredive små og store film bygget på hendes fortællinger. Mest kendte er selvfølgelig Alfred Hitchcocks Strangers on a Train fra 1951 og Anthony Minghellas The Talented Mr. Ripley fra 1999, sidste har i øvrigt samme hovedperson som Wenders knap så omtalte The American Friend. Ripley’s Game er – i kølvandet på filmsuccesen The Talented Mr. Ripley – indspillet igen i 2002 med Highsmiths egen titel og med John Malkovich som Tom Ripley. I Wenders noget anderledes udgave er det Dennis Hopper, der indtager rollen som den amerikanske ven, mens det tyske miljø – fortællingen foregår primært i Hamburg – er hentet direkte fra Highsmiths egen roman.

The American Friend er på mange fronter en anderledes Wenders-film, først og fremmest selvfølgelig fordi den introducerer en populær genre som krimien eller thrilleren hos Wenders. Dette er et væsentligt skridt blandt andre i retningen af en slags postmodernistisk fascination hos Wenders. Det er for så vidt dog ikke nødvendigvis (kun!) handlingen, der gør filmen interessant. Handlingen er for så vidt, som mange af Highsmiths fortællinger er det, et ganske stramt og uigennemskueligt plot, hvor det interessante ofte snarere er det, der ikke bliver sagt, end det, som siges. Dette gælder i høj grad også Wenders udgave, der holder endnu mere igen på informationerne.

Derfor skal informationerne hentes andre steder fra, nemlig det visuelle. Det er netop her The American Friend for alvor kommer til at se ud som en Wenders-film i stedet for en Highsmith-roman. Karaktererne – særligt Ripley selv og Jonathan, der er Wenders egen karakter – er præsenteret med meget sparsomme ekspressioner, hvilket betyder, at de hver for sig bliver nærmest tomme skaller, der agerer næsten uden omtanke. Dette afviger betragteligt fra Highsmiths egen version af Tom Ripley. Dette får Dennis Hoppers version af Ripley til at fremstå temmelig excentrisk, hvilket er det ene sted visualiseringen finder sted.

Det andet sted er det gennemgående farvevalg. Hvor Wenders i flere af sine tidligere film i højere grad har ladet sig henrive af det monokrome udtryk i det sort/hvide, så er The American Friend et farveorgie. Vi er også rykket fra primært landlige omgivelser i flere af de forrige film til en visualisering af byrummet, der kommer til at fremstå – igennem farverne – særligt determinerende for, hvordan vi skal forstå karakterernes psykologi. Ripley er således – i sine frustrerede momenter – ofte hengemt i grønt lys. Det gør billederne særligt interessante, og det er en yderst operationel version af Highsmiths fokus på det psykologiske i sine romaner.

Derfor er de typiske træk, som ofte henføres til Wenders film, heller ikke bortødslet i The American Friend – de er blot placeret et andet sted end verbale og handlingsmæssige frustrationer, som det er tilfældet i flere af de foregående film. Her er den eksistentielle foranderlighed – som særligt er karakteristisk hos hovedpersonen Jonathan, der hyres til at myrde, fordi han tror, han er syg – karakterbundet og gjort mere ekspressiv gennem farvevalg og en – for thrilleren især – langsom stil. The American Friend er derfor en meget anderledes måde at formulere en thriller på, hvilket faktisk kan være ganske forløsende.