Sandrew Metronome har sat en kavalkade af i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders talrige film, men centralt i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

Alice in the Cities fra 1974 er Wim Wenders version af en road movie. En road movie er ikke nødvendigvis en genre, der oprindeligt hører filmen til, hvorfor betegnelsen måske er lidt misvisende. Denne fortælling om personer, der af en eller anden grund er på tur, henter sin inspiration fra den almindelige rejseskildring, der går igen i forskellige former i de fleste kulturer. Vi kender det fra folkeeventyrerne, hvor hovedpersonen skal på rejse for at nå frem til en ny personlig indsigt. Den findes eksempelvis også i den australske aboriginerkultur, hvor barnet skal på ’walkabout’ med en voksen for at træde videre i livet.

Den amerikanske kultur, som har leveret grundridset til filmgenren, har før filmen også rejseskildringen i det, der blev kaldt for chautaugua, som var en rejsende uddannelsesbevægelse. I løbet af den sidste del af det 19. og begyndelsen af det tyvende århundrede rejste disse rundt på landevejene i USA med henblik på at uddanne dem, de mødte. Dette benyttede den amerikanske forfatter Robert Pirsig i sin selvbiografiske roman Zen og kunsten at vedligeholde en motercykel som en metafor for sin egen rejse med sin søn på tværs af USA i et forsøg på at finde sig selv. Samlende for alle disse variationer af rejsetemaet er, at de alle sammen handler om at opnå ny erkendelse i kraft af netop rejsen – og så langt lever Wim Wenders film også op til genren.

Alice in the Cities kan dog noget andet, som genren sjældent tager ind. Den diskuterer nemlig sig selv – eller i hvert fotografiet – som dokument på rejsen, men hos Wenders er det netop interessant, hvad fotografen dokumenterer. Filmen handler om den tyske reporter Philip, der er ved at afslutte sin egen rejse på tværs af USA, hvor han – for et tysk blad – har skullet dokumentere den amerikanske kultur. I stedet for at skrive sit bidrag, nøjes han med at tage billeder med et polaroidkamera af det, som filmen senere betegner som ’ingenting’. Det er tomme billeder af tomme områder. Men da han ingen penge får for sit arbejde, der jo ikke er opfyldt, vælger han at rejse retur til Vesttyskland. Da han er ved at købe sin billet, støder han ved et tilfælde ind Lisa og hendes datter Alice.

De kan ikke få billet hjem før dagen efter, fordi flyselskaberne strejker, og derfor vælger de at bruge ventetiden sammen. Dagen efter er Lisa dog væk, men hun har skrevet et brev til Philip, hvor hun siger, hun vil møde dem – Philip og sin datter – i Amsterdam. Hun vil blot rejse med et senere fly, men i Amsterdam dukker hun dog ikke op. Philip er nu strandet med Alice, der ikke helt kan huske, hvor sin familie bor i Amsterdam. Philip kan ikke efterlade hende, og må derfor køre rundt for at lede efter noget kendt. Her starter filmens egentlige road movie, selvom de indledende strækøvelser hen over USA selvfølgelig også har karakter af genren.

Det mest særegne kendetegn ved Alice in the Cities er filmens meget langsomme stil. Fortællingen fokuserer særligt på de steder, vi kommer rundt i – the cities, men på samme måde, som Philips fotografier illustrerer tomme rum i verden, så gør filmens stil det samme. Det er her Wenders i høj grad bruger filmen som et poetisk udtryk for den menneskelige eksistentielle tomhed og fremmedgørelse. Han er ikke specielt god ved USA, der fra starten derved nærmest bliver udstillet som tomhedens arnested, men spørgsmålet er om det bliver stort bedre på turen i det europæiske. Stilen ændrer sig i hvert fald ikke, men én ting, der dog ændrer sig, er det fra starten lidt anspændte forhold mellem Alice og Philip. Er der derfor et sted Wenders finder plads til forløsninger i fremmedgørelsens tomhed, så er det i det mellemmenneskelige samvær.

Ydermere er filmen indspillet i sort/hvid, hvilket giver fortællingen et parafraserende monokromt udtryk. Farver på verden ville hjælpe, men det fremmede har fjernet verdens kulør. Alligevel er filmen ikke en depressiv rejse mod indsigt og redning blot i det mellemmenneske; Wenders formår at hæve stilens gråtonede udtryk til smukke portrætter af ensomme byer og de tomme rum. Det er et pudsigt sammenfald, at de tomme rum bliver til en tom rummelighed. Derfor er denne road movies erkendelsespotentiale netop accepten af det tomme, som bliver udholdelig i lyset af relationer mellem mennesker. Det vil være overfortolkning at kalde det for kærlighed, men en særlig form for monokrom solidaritet er der i hvert fald til stede.

Alice in the Cities er noget nær en fuldendt road movie med sans og fornemmelse for modernitetens forsømmelser.

Læs også anmeldelsen af The Scarlett Letter og Wrong Move.