Tysk film har for alvor taget fat på landets traumatiske historie med film som Das Untergang om nazismen og 2. verdenskrig; Das Leben der Anderen om DDR-tiden og Stasi. Og nu kommer så Baader Meinhof-komplekset om terrorbevægelserne i 70'erne. Det er ikke første gang, emnet har været behandlet. Kollektivfilmen Deutschland im Herbst kom umiddelbart efter, at terroren kulminerede med bortførelsen af Hans-Martin Schleyer. Reinhard Hauffs Stammheim fra 1986 skildrede terroren som en græsk tragedie. Den var baseret på et forlæg af Stefan Aust (i en årrække chefredaktør på Der Spiegel), hvis bog om Baader Meinhof også danner grundlag for den nye film.

Filmen starter sommeren 1967 på øen Sylt, hvor tyske naturister holder badeferie. Her udfoldes den tyske kropskultur. Journalisten Ulrike Meinhof (Martina Gedeck) er her på ferie med sin mand og to børn. Der klippes til Berlin, hvor der demonstreres mod shahen af Irans besøg. Det udvikler sig, da shah-støtter går til angreb på demonstranterne, mens politiet ser passivt til. Da demonstranterne appellerer til politiet om at gribe ind, går også politiet brutalt til angreb. Under demonstrationen bliver studenten Benno Ohnesorg dræbt. På universitetet ulmer oprøret, hvor man protesterer mod, at USA bruger sine vesttyske militærbaser som mellemstation i Vietnam-krigen. Rudi Dutschke bliver hårdt såret ved et attentat.

Dermed er scenen sat. En lille gruppe - Rote Armee Fraktion - kræver handling og ikke blot ord. De - det er bl.a. Andreas Baader (Moritz Bleibtreu) og Gudrun Ensslin (Johanna Wokalek) - foranstalter brandattentater mod varehuse, og siden bombeattentater mod amerikanske militære installationer. Ulrike Meinhof bliver involveret, først fordi hun som journalist kan være med til at formulere gruppens politiske budskab; siden mere aktivt da især Gudrun Ensslin udtrykker sin foragt for de, der lader det blive ved ord, men aldrig handler. Langsomt eskalerer tingene. Gruppen tager til Jordan for at blive trænet i væbnet kamp i palæstinensiske lejre. Attentaterne bliver mere professionelle, men også mere blodige. Gruppens medlemmer bliver enten dræbt eller fanget. Mens retssagen kører begynder nye generationer af terrorister at operere på egen hånd og langt voldeligere end tidligere. RAF-fangerne sultestrejker, og Holger Meins dør - i manges øjne som martyr. Ulrike Meinhof bryder sammen og begår selvmord. Hans-Martin Schleyer bliver bortført, og et Lufthansa fly bliver kapret og lander til slut i Mogadishu. Kravet er, at RAF-fangerne frigives. Tyske specialtropper befrier gidslerne i flyet og dræber kaprerne. Næste morgen bliver Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Jan Carl Raspe fundet døde i deres celler i Stammheim. Schleyer bliver skudt.

Hele indledningssekvensen med den brutale politiindsats mod demonstrationen mod shahen er yderst effektivt iscenesat som et dokumentarisk indslag og medvirker til, at man får et overbevisende indtryk af det politiske klima, der herskede i 1967 med ungdoms- og studenteroprør, protester mod Vietnam-krigen; men også modreaktionerne herpå, ikke mindst Springer-pressens. Det bliver dog ikke fremstillet som en forklaring på, at en bevægelse som Rote Armee Fraktion kunne opstå. Det handler lige så meget om oprigtig indignation, politisk naivitet, revolutionsromantik. adrenalinkick og våbenfascination. Der er noget Bonnie & Clyde over gruppen i starten, hvilket effektivt understreges gennem den nærmest actionfilms-agtige montage, der især anvendes i første del af filmen. Trods navnet Baader-Meinhof gruppen, som RAF fik i medierne, så peger filmen især på Gudrun Ensslin som drivkraften. Hendes motivation er tilsyneladende lige så meget et opgør med forældregenerationen; den generation, der passivt havde ladet nazisterne komme til magten i Tyskland, og som derfor nu står uden moralsk autoritet. Hun ser deres passivitet gentage sig igen, nu hvor USA bruger de vesttyske baser som udgangspunkt for et nyt folkemord i Vietnam; og ser det som sin egen generations ansvar ikke at forblive passive. Men hun bliver også en form for femme fatales, der især forstår at manipulere den ikke alt for kvikke Andreas Baader. Ulrike Meinhof bliver fint karakteriseret i den første scene, hvor tyske naturister løber frigjorte og nøgne rundt, mens hun sidder tækkeligt dækket af et håndklæde og skriver på sin artikel.

Baader Meinhof-komplekset er vellykket som film. Den formår at gøre de historiske omstændigheder nærværende, så man forstår oprøret og revolutionsromantikken; men uden at det på nogen måde kommer til at begrunde eller undskylde, at nogle greb til terror. Filmen formår at skildre kompleksiteten, samtidigt med at historien er medrivende fortalt. Til trods for en spilletid på 150 minutter, så føles filmen på ingen måde (for) lang. På et tidspunkt siger Horst Herold (Bruno Ganz), at skal man bekæmpe terrorismen, så må man forstå, hvad der motiverer dem. Det er det, filmen langt hen lykkes med: at forstå motivationen uden at undskylde eller bortforklare terrorens sande væsen.