Tysk kultur var hurtig til at se sin egen rolle i øjnene efter Anden Verdenskrig, men der skulle gå mange år før populærkulturen for alvor fik øjnene op for, hvad de så. Det er først inden for de seneste ti år, at de tyske selverkendelser er nået bredt ud, hvilket kan måles meget præcist på distributionen af tyske kulturprodukter – en række Oscar-nomineringer de seneste år taler sit klare, populære sprog. I et vist krydsfelt mellem opgøret med den nazistiske fortid og den tyske selverkendelse finder vi historien om Baader Meinhof-komplekset – filmen under samme navn er netop udkommet på dvd.

Historien om Andreas Baader og Ulrike Meinhof er velkendt og velbeskrevet – også i Claus Krogholms biografanmeldelse. Det handler om den yderste venstrefløj i Vesttyskland, der griber til våben under påskud om, at der ikke er andre løsninger. Ud over den indbyggede og eksplicitte kapitalismekritik var det også et væsentligt kritikpunkt i komplekset, at en række faktiske og formodede nazister i løbet af 60’erne havde fået gode og magtfulde positioner i vesttysk politik og industri. Gudrun Ensslin – en af de fire primære personer bag det, der senere også blev kendt som Rote Armé Fraktion – skal have udtalt, at topposter var bestredet af folkene bag Auschwitz, og man kan ikke diskutere med folk, der stod bag Auschwitz.

Flere vigtige tråde peger – måske tilfældigt – frem mod dannelse af denne tyske terrorcelle. Besøget af en Iransk shah i Vesttyskland, der ledte til brutal politivold efter demonstration imod shahen og besøget, endte med mordet på den tyske student Ohnesorg. Studenteropgøret i 1968 kastede også gnister ind i en allerede ulmende dynge papir, og mordforsøget på Rudi Dutschke – lederen af det tyske studenteroprør – var kun en lille lue i et nu flammende bål. Langsomt bliver gruppen, der samler sig i den fælles revolution mod et skævvredet klassesamfund, mere og mere radikal. Andreas Baader er den fremturende ildsjæl med ekstremistiske handlemåder i tankerne, mens Ulrike Meinhof er journalisten med sympati for den kritik, gruppen leverer – på den måde samler gruppen, ikke mindst foranlediget af en ligeså furiøs Gudrun Ensslin, ordet og sværdet til fælles kamp.

Det er ikke en nem historie at fortælle – der er et utal af faldgruber undervejs mod resultatet. For det første kan en sådan film let komme til at fremstå som en ratificering af terrorisme og væbnet blodbad. Vi følger gruppen – særligt de fire centrale – på tæt hold, hvilket selvfølgelig og nødvendigvis spiller på de relevante identifikationsfaktorer. Dermed fattes en vis sympati for de kritikpunkter, som gruppen rejser – såsom kritik af Viet Nam-krigen, kritik af nazister i topposter og elementer af kapitalismekritikken. Men samtidig udstiller filmen også gruppens indædte søgen efter fælles identitet, hvilket ikke kun giver sig udslag i en fælles fjende, men også i en passioneret revolutionsromantik. På den ene side fremstilles gruppen som fokuseret og målrettet – på den anden side fremhæves elementer af projektet også som ungdomskådhed og gunslingeri.

For det andet – og fra den lidt modsatte vinkel – kan skildringen af radikale yderfløje godt komme til at fremstå som en fordømmelse, noget der ikke ville kunne skabe den forståelsesramme, som er nødvendig. Dette omgår filmen fornuftigt ved selv at fremhæve de kritiske elementer såsom politivold og – overraskende nok – strukturelle problemer, der kan lede til terror. Disse elementer er det primære udtryk for selverkendelse: Mest præcist kommer det til udtryk gennem skildringen af præsidenten for det tyske Bundekriminalamt Horst Herold (velspillet af Bruno Ganz). Herold leder den intensive jagt på RAF, men indrømmer i denne jagt, at de må forsøge at finde forståelse for handlingerne – ellers vil de ikke kunne komme tæt nok på. Men i samme vending understreger Herold – som karakter i filmen – at det også kunne være, at der skulle kigges på de strukturer, der er årsag til terroren. Horst Herold kommer på den måde, antydningsvist, til at fremstå som et mellempunkt mellem den højreekstreme (og ifølge voldelige) kapitalisme og den ligeså ekstreme venstrefløj.

Baader Meinhof-komplekset holder dermed på den ene side dermed fast i nogle samfundskritiske elementer, som RAF stod for, men på den anden side får den også fremstillet terroren og ekstremismen som ungdommelig romantik. Gennem brug af dokumentarisk materiale – og Stefan Austs gennemresearchede bog om komplekset – formår filmen at være et højst troværdigt middelpunkt i den politiske diskussion, uden at den selv forfalder til at romantisere terror eller ekstremisme. Derfor er filmen i det hele taget et yderst vellykket (og ikke mindst velspillet) stykke historisk dramatik.