I en postmoderne æra, hvor de store fortællinger ifølge Lyotard for længst er uddøde, er der mange ting, som peger i retning af, at vi gerne vil erstatte dem med noget andet. De folk, der er blevet ramt af informationsstress, og som har svært ved at kapere den fragmenterede hverdag, vi lever i, søger i hobetal ind i nyreligiøse bevægelser, forsøger at finde sig selv ved at rejse udenlands, eller også begynder de på et aftenskolehold i yoga for at finde ind til kernen i sig selv - en mening med deres forvirrede, fortravlede liv.

I det hele taget synes der som alternativ til kaos- og konspirationsteorier at findes en uudtalt længsel efter at vende tilbage til en verden, hvor alt i virkeligheden var meget enklere, hvor man kunne stole på det, som stod i avisen, og hvor der var plads til både skæbne og det guddommelige i hverdagen.

I de senest år har vi måske derfor set en række fiktionseksempler på denne søgen efter en dybere mening. Dan Browns blotlagde den kristne sammensværgelse i The Da Vinci Code, kabbalistiske ”tilfældigheder” viste (måske) verdens sande sammenhæng i Darren Aronofskys Pi, eller det kunne også være svaret lå i The Number 23. Disse værker havde alle det til fælles, at de ledte efter mening bag koderne, en mening i tilfældigheder. Det er netop denne trend ,Alex Proyas forsøger at følge i sin nye film Knowing.

Proyas er instruktøren af film som The Crow, Dark City og I Robot. Det er film, som alle har en vis appeal til et (ungt) mandligt publikum, der holder af stilsikre billedfortællinger, som rummer lige dele nørd-appel og pop-filosofiske diskussioner. Den nye film er ingen undtagelse, men til forskel fra de førnævnte, ender Knowing – uden at afsløre for meget - desværre med at blive alt for rørstrømsk og dogmatisk.

I filmens begyndelse skriver vi 1959, og tilskueren inviteres indenfor i en amerikansk skole, der skal indvies. De fleste af eleverne i sjetteklassen er arketypiske mønsterelever, som vi har set dem mange gange før i et utal af neonostalgiske Hollywoodfilm. Alle undtagen Lucinda. Hun stikker udenfor som den mystiske, introverte pige og minder allermest om en vesterlandsk udgave af Sadako fra Ringu med hendes døde blik og lange, mørke hår. Lucinda hører stemmer i hovedet, og da klassen bliver bedt om at tegne en fin tegning, som kan lægges i den tidskapsel, begynder tøsen i stedet at nedskrive en lang, tilsyneladende tilfældig talrække.

Vi springer 50 år frem og er nu i selskab med den enlige far John og hans søn Caleb. Farmand arbejder på som astrofysiker på MIT, og vi får lov til at deltage i en af hans forelæsninger hvor han taler om determinisme overfor kaos. Diskussionen går på, om universet følger en form for prædefineret plan, eller om alt omkring os kan tilskrives tilfældighederne. I Johns, såvel som i filmens virkelighed, er der tilsyneladende ingen mellemvej mellem de to anskuelser. Calebs skole har 50 års jubilæum, og i den forbindelse bliver føromtalte tidskapsel hævet fra sin grav, og Caleb er naturligvis skæbnebestemt til at modtage Lucindas kryptiske talrække.

Inden længe går det op for faderen, at der langt fra er tale om tilfældige tal, men derimod om datoer og antal dræbte, for stemmerne i Lucindas hoved har efter alt at dømme givet hende nøjagtige instruktioner om fremtidige katastrofer. John opdager, at den næste dato for en katastrofe, der endnu ikke er indtruffet, allerede er dagen efter. Selvom han først er skeptisk, så ændrer det sig fuldstændigt, da Lucindas profeti pludselig går i opfyldelse for øjnene af den lamslåede astrofysiker. Alt imens er mystiske, sortklædte, blonde personer begyndt at dukke op i nærheden af familiens hus, og efter de har haft kontakt med Caleb, er han nu også begyndt at høre stemmerne i hovedet.

Dette lyder umiddelbart som oplæget til en ganske underholdende film, der muligvis ikke skal tages mere seriøst end enhver anden letbenet science fiction spændingsfilm, men problemet er blot, at Knowing gerne vil mere end blot at fortælle en spændende historie om profetier.

John har for langt tid siden mistet kontakten med sin far, der tilfældigvis er præst. Dertil kommer, at man nemt kan tolke Johns interesse for naturvidenskaben som et bevidst brud med faderens kristendom. Dette bliver endnu tydeligere i den scene, hvor Caleb efter at have givet udtryk for savnet af sin mor siger, at han udmærket er klar over, at John ikke engang tror på, at mor er i himlen, endsige at den eksisterer.

Selvom der egentlig ikke er noget i vejen for at blande kristen symbolik og metaforik med et science fiction narrativ, så virker Knowings endegyldige budskab til seeren som en mellemting mellem et indlæg i Vagttårnet og noget Erik Von Däniken kunne have fundet på. Hvis man bevidst leder efter denne kristne vinkel, så kommer temaerne i Proyas’ nye film altså på uhyggelig vis til at minde om den frygtelige genindspilning af The Day the Earth Stood Still i al sin frelste rædsel.

De fleste af katastroferne, som vi er vidne til, er ganske imponerende om end på udsatte steder ret utroværdigt, visuelt eksekveret, og selvom Nicolas Cage faktisk gør det udmærket i rollen som John, så ender Knowing med at være endnu en Cage film, som man bør undgå, hvis man ikke vil skuffes over hans meget ukritiske valg af manuskripter.

Helt slemt bliver det dog i filmens slutning, hvor en kataklysmisk katastrofe truer vore hovedpersoner – for her fortaber filmens sig fuldstændig i pseudoreligiøs plidder pladder og det sidste billede, før rulleteksterne bliver alt, alt for meget, selv for en god protestant som nærværende anmelder.

Måske er det netop i den ekstreme og opulente science fiction udgave af kristendommen, som forevises her, at filmen knækker over og bliver nærmest patetisk, og det er egentlig synd, for indtil dette øjeblik har den både været spændende, interessant, konspiratorisk, mystisk og rudimentært underholdende – selv på trods af at de mest opmærksomme i publikum allerede har gættet, hvordan det hele hænger sammen lang tid før den udpenslede slutning.

Vil man i stedet se en film, der langt bedre har formået at inkorporere kristen symbolik med science fiction, så lyder rådet fra denne pastor, at man anskaffer sig Marc Caros Dante 01, for selv om symbolikken også i her slutteligt tager overhånd, så sker som en naturlig del af resten af filmens kontekst og langt mere elegant end den aktuelle film.