Noget af det farligste, en filmskaber kan tage fat på er sygdom. Det kan lynhurtigt blive sentimentalt og spundet over samme læst. Mest fordi smerterummet omkring sygdomme, der æder kroppen op indefra, er noget, vi alle kan føle med. Det er derfor ikke svært at vække medlidenhed, hvilket kan være en tung følelse at sidde med for længe, med mindre opmærksomheden kan drejes væk fra de primære smertesymptomer. Christian E. Christiansens seneste film Dig og mig tager derfor ikke kun fat ved roden til disse smerter, sygdomsprocessen, men fokuserer i stedet på andre årsager til smerterne. Når vi skal dø, er det ikke døden, der skræmmer, men det er følelsen af, at dø fra noget – eller ikke have noget at dø fra.

Tre piger sidder på ”death row”, som det udtrykkes i filmen. De er alle ramt af en voldsom kræft, der kun efterlader dem med små chancer for overlevelse. Derfor har filmens fortælling sin emotionelle snabel dybt nede i den muld, der undervejs i filmen selv smerter som en knude i maven. Få i skandinavisk film kan trække seeren igennem et smertehav, som Simon Staho – se bare Himlens Hjerte eller særligt Daisy Diamond. Men Christian E. Christiansen formår også for alvor at skabe rørte vande i samme rørstrømske terræn. Dig og mig er en film, der gør ondt på den helt rigtige måde.

Den vigtigste årsag er, at den netop ikke primært trækker sig gennem en deroute, som vi godt ved, hvor ender – selvom den selvfølgelig fokuserer på de kliniske smerter. Men det, der hovedsageligt kommer til at fremme medfølelsen – snarere end det medlidende – med de tre piger på kræftafdelingen, er det lidt skæve fokus på deres erindringsspor i stedet for forfaldssporet. Hvor smertehavet kun – i hvert fald for de to af pigerne – bringer sagn om en ufravigelig skæbne, så tvinger fortællingen i stedet fortidens spor ind i nutidens forfald. Og dette fokus på pigerne fortid formår at opbygge sympati og forståelse.

Det er svært for film, som producerer sin viden gennem billeder, at arbejde med erindringsspor, der skal give mening som andet end flashbacks. Tilbageblik, der skal forklare den egentlige handling i nutiden, er den lette løsning, men det, som Dig og mig benytter sig af, er i stedet en parallelisering af fortid og nutid, så det netop bliver til en fælles følelse. Det lyder kryptisk, men det er det slet ikke – det er snarere rent fortælleteknisk en svær rutine, som i den grad lykkes i Dig og mig.

Den ene pige, Mette, har svært ved at forlige sig med, at forældrene ikke er der. Hun fornemmer tydeligt, når hun ser sin families sammentømrede fællesskab, hvad det er, hun vil gå glip af. Hun har i den grad oplevelser at miste, oplevelser som ville være blevet et produkt af fortidens glansbillede af en familie. Den anden pige, Sarah, er mestersvømmer, træner hårdt, og er mægtigt pacet af en ambitiøs far, der ikke ser mangler hos sin datter. Derfor formår han heller ikke forsone sig med det faktum, at hans datter er (blevet) et skrøbeligt væsen. Den tredje og sidste pige, Stephanie, er filmens kyniker, der ikke har forbindelse til sin familie længere, efter hendes mor selv blev syg, og hun stak af. Hun har ikke snakket med dem siden, og de ved ikke, hun er syg. Samtidig formår hun også kun at skubbe dem, der rent faktisk forsøger at holde af hende, fra sig.

Alt dette, samt flere erindringsspor, der udspringer af pigernes tanker på kræftafdelingen, dukker op til overfladen gennem små perspektiveringer til fortiden. Dermed bliver karaktererne langsomt etableret, og vi får ganske sagte større og større forståelse for den smerte, der knuger under hele filmen. Filmen her er en udvidelse af Christian E. Christiansens kortfilm ”Om natten”, der sidste år var nomineret til en Oscar. Det er sjældent, at et så kondenseret novelleudtryk, som ofte kendetegner kortfilmen, formår at få noget særligt ud af en sådan udvidelse, men i sit ekstenderede fokus på erindringen frem for sygeforløbet, som egentlig er kortfilmens handlingsspor, vinder Dig og mig faktisk derved. ”Om natten”, der er en god kortfilm, er heldigvis også inkluderet på denne dvd-udgave. Men Dig og mig bruger de samme optagelser, og derfor blegner kortfilmen lidt.

Spillefilmen forøger sine egne muligheder for at spille på en række uvisheder, der ulmer i fortiden. Den vished, der ligger i kortfilmens titel, om at sygdommen er nattesort, bliver omvendt i spillefilmens titel Dig og mig til noget tvetydigt. Det er nemlig ikke helt klart, hvem der er ”dig”, og hvem der er ”mig” – og det er meningen. Det er et fokus på forholdet mellem mennesker, som afprøver grænser gennem et voldsomt forfald, mens forholdet to mennesker imellem dog også er under luppen: Sarah og sin far; Mette og den uvisse ”kæreste”, som hun aldrig fik; og Stephanie og sine kærestemæssige kontroverser, samt familiefokus i det hele taget.

Dig og mig lever op til de roser, den har fået. Det er en film, der bringer Christian E. Christiansen – som i øvrigt også stod bag den skrappe Råzone fra 2006 – ind i et forventningsfuldt rampelys, som tegner temmelig lovende. Selvom det gør ondt, gør det godt!