Robert Kirkmans omfattende tegneserieepos The Walking Dead er i skrivende stund udkommet siden 2003 - i hele 84 måneder, med et tegneseriehæfte pr måned. I introduktionen til den første tradepaperback (samling af hæfter – red.) skriver forfatteren, at han altid har været en stor fan af zombiefilm, men at han samtidig altid være vemodig over at disse slutter efter et par timer. Derfor satte han sig for sammen med tegneren Charlie Adlard (i de første 7 hæfter var tegneren Tony Moore) at skabe en zombiehistorie, der havde potentiale til at fortsætte meget længere end dette. Det var en idé der faldt i rigtigt mange tegneserie- og zombiefans’ smag og en der i 2010 blev omsat til en tv-serie. Det blev til en utroligt populær serie som nu er udkommet på DVD og Bluray.

Er man fan af tv-serier vil man nok blive en anelse trist over, at serien udelukkende indeholder seks episoder og en masse ekstramateriale. Hver episode er omkring 45 minutter lang, mens det første pilotafsnit varer omkring det dobbelte. Man kunne derfor friste sig til at betegne The Walking Dead som en minisere, men i samme åndedrag skal det nævnes at den, allerede efter 2. episode var kørt over skærmen i USA og seertallene talt op, blev forlænget fra selskabet med en anden sæson og hele 13 nye episoder. Disse får efter alt at dømme premiere omkring Halloween i USA, mens vi lige nu kan nyde de første episoder igen og igen i hjemmebiografen.

I seriens titel ligger der naturligvis en dobbelthed, for den refererer dels til zombierne, men samtidig peger den på den lille gruppe overlevende, som vi følger. De er på mange måder også omvandrende døde, idet de pludselig må indse at den verden som de kendte er forandret for altid. Måske er det blot et spørgsmål om tid før de selv bliver indlemmet i den hjernedøde horde og deres desperate situation synes at udfordre deres moral, handlekraft og sunde fornuft. I overført betydning er derfor mange af seriens protagonister allerede lige så ”døde” rent emotionelt som de kadavere, der truer deres eksistens.

Serien starter helt klassisk - i trit med tegneserien - med at politimanden Rick Grimes såres i et opgør med kriminelle. Han vågner op på hospitalet kun for at opdage at han tilsyneladende er helt alene. Udenfor i hospitalets gård ligger der stakkevis af lig og idet Rick bevæger sig gennem dette øde landskab går det op for både ham og seeren, at der er sket en ulykke af apokalyptiske dimensioner mens han har været bevidstløs. Frank opsøger sit hjem, men finder hverken kone og søn og han begiver sig nu rundt i denne tilsyneladende døde verden i jagt på sin familie. Hurtigt indser han dog at det er langt fra alle de døde, som formår at ligge helt stille.

Selv om tv-serien i den første episode holder sig tæt til Kirkmans tegneserie, så går der ikke lang tid før tv-serien udvikler sig i retninger som ikke er identiske med hverken handlingsforløb eller scenografien i originalen. For det første så foregår serien midt om sommeren i kontrast til seriens iskolde startomgivelser og selv om mange af figurerne går igen, så er der også forskelle i disses udvikling. Bare for at give et eksempel, så lader tegneserien Ricks 7-årige søn, Carl, skyde en mand allerede i tegneseriens fjerde afsnit, mens tv-serien endnu lade os have denne traumatiserende begivenhed til gode. Det bliver spændende om folkene bag kan overtale tv-selskabet til at måtte vise dette.

Det skal dog ikke opfattes som om tv-serien holder sig tilbage med at vise groteske scenerier, der jo er en af hjørnestenene i zombiemytologien. Der bydes på både blod, tarme, hjernemasse og afhuggede lemmer i lige så høj frekvens, som havde det været en reel zombiefilm i den bedre ende. Der bydes på scener som man aldrig havde troet man skulle få at se i en amerikansk tv-serie, som eksempelvis Frank, der i pilotafsnittet tvinges til at skyde en zombificeret pige i hovedet der bærende på en bamse stavrer mod Frank iført kaninsutsko. Eller hvad med scenen, langt senere i serien, hvor en gruppe overlevende beslutter sig for at hugge en zombie i småstykker for dernæst at smøre sig ind i dens rådne indvolde i et desperat forsøg på at kunne gå ubemærket blandt horden på gaden? Kort fortalt er der ganske mange udsplattede sekvenser i serien, men det er ikke disse der bliver det dominerende.

The Walking Dead er en serie, der tager sig den nødvendige tid til at skildre de overlevendes situation. De lever ikke i en konstant kamp på liv og død med zombier, men de er samtidig alle godt klar over at døden lurer lige rundt om det næste hjørne. Er man uforsigtig dør man. Det handler lige så meget om hvordan de overlevende forholder sig til deres eget liv omgivet af så megen død og af samme grund kan man godt sammenligne stemningen i tv-serien lidt med serier som Band of Brothers eller The Pacific i skildringen af hvad umenneskelige situationer har af konsekvenser for de der tvinges til at udføre dem.

I The Walking Dead bliver det liv vi måske ellers tager alt for givet pludseligt utroligt dyrebart og de relationer som de levende i serien knytter til hinanden forekommer pludselig alt andet end banale. Når man ved at ens overlevelseskamp er nærmest umulig så sætter man pludselig pris på de få ting man har tilbage, men samtidig så bliver ens tolerance overfor andre overlevende, der ikke udviser den samme respekt for livet sat på en hård prøve.

Når både zombierne i serien er nogle af de flotteste man har set på film overhovedet, når handlingen ikke følger tegneserien slavisk, men også bliver uforudsigelig for de der holder af Kirkmans original og idet castet er nærmest perfekt så gør det at The Walking Dead bliver et absolut must for alle fans af tv-serier, zombier og ikke mindst de der følger med i tegneserien. Når Kirkman tilmed selv har været direkte involveret i serien – han har bl.a. skrevet manus til enkelte episoder - borger det også for en vis kvalitet. Man kan, som nævnt ovenfor, godt være en anelse skuffet over at serien ikke er længere, men så må man jo blot væbne sig med tålmodighed indtil 2. sæson bliver tilgængelig og eksempelvis gense første sæson, for det kan den sagtens tåle.