Det forlyder, at der findes en tradition blandt arabiske tæppevævere, der foreskriver at man med vilje væver en fejl ind i de ægte tæpper, da det kun er Gud, som er perfekt. På samme måde forholder det sig med Kevin Smiths film, for selv om instruktøren indtil nu har været leveringsdygtig i velskrevne og særdeles underholdende film (selv mainstream rom-kom’en Jersey Girl udmærker sig ved sin gode dialog) så må Red State være undtagelsen der bekræfter reglen om at instruktøren aldrig kan fejle, for selv om filmen muligvis fungerer på et allegorisk plan, så fejler den desværre dramatisk og filmisk.

Red State starter med et regulært horror setup, en genre Smith aldrig har bevæget sig i før. En flok liderlige teenagedrenge er blevet enige om at låne deres forældres bil og køre til en nærliggende by for at få sig et slag fisse hos en pige de har fundet på nettet. Da de ankommer til trailerhjemmet byder hun dem øl, men inden længe føler de sig søvnige, falder omkuld og vågner til et rædselscenarie. For de er nu fanget hos den radikale prædikant Albin Cooper og dennes proselytter. Han er leder af en kristen sekt, der fordømmer alt utugtigt og som udøver selvtægt i form af mord på homoseksuelle og alle andre syndere, samtidig med at de naturligvis har akkumuleret en betydelig samling af hånd- og automatvåben i menighedens kælder.

Vi kender naturligvis scenariet, for de tre venner skal ifølge genren forsøge at flygte, mens de gale fanatister jagter dem. Samtidig er en venlig og kompetent FBI agent – spillet, som en af de få i filmen, med overbevisning af John Goodman, der får til opgave at tage hen til menigheden for at få styr på situationen. Det hele går naturligvis så galt som det overhovedet kan, for ikke alene dræbes en af de unge mænd ved en fejltagelse, men der udbryder nærmest åben krig mellem ordensmagten og de indespærrede kristne. FBI agenten får ordre om at gå ind og nedkæmpe situationen med alle midler, til trods for at der både er børn og kvinder blandt flokken.

Det er ikke svært at se, at Kevin Smith er godt gal i skralden over nationens tilstand og med fiktionen som våben forsøger han at udtrykke nogle af de samme pointer som Micheal Moore gør i sine dokumentaristiske, subjektive film. Det handler naturligvis om at kommentere grænserne mellem religiøs fanatisme og terrorisme, adgangen til våben, gammeltestamentlig moral kontrasteret overfor teenagers liderlighed, og så videre, og så videre, men selv om der kan være fine pointer man kan tolke ud fra filmen, så er den alt andet end vellykket.

Dialogen er utrolig ujævn og trist, især når man tænker tilbage på det meget høje niveau vi kender fra Smiths tidligere film. Det virker som om han har været for interesseret i at dvæle den religiøse retorik og løsrevne bibelcitater, frem for at fokusere på dialogen hans figurerer imellem. Dernæst er handlingen underligt tilfældig, forstået på den måde at karakterer bliver præsenteret for i næste nu at blive dræbt nærmest tilfældigt. Endelig forekommer de enkelte karakterers motivationer og handlinger underligt utroværdige, sammenlagt er alt dette garant for at Red State aldrig bliver medrivende. I stedet bliver det til en af den slags film som man irriteres over, fordi figurerne og plottet udvikler sig ulogisk og nærmest tilfældigt.

Det mest utrolige er dog, at scenerne hvor fundamentalisterne er i åben duel med FBI er utroligt dilettantisk lavet. Ikke alene er det en anelse svært at placere de kæmpende parter i forhold til hinanden, givet få etablerende billeder og når kuglerne flyver er det mange gange uklart hvem der fyrer mod hvem. Det virker meget mystisk, at Smith ikke er i stand til at dramatisere en så forholdsvis enkel actionsekvens mere, når man ved hvor velbevandret han er i filmmediet.

Rådet fra kapellets side er derfor at du som seer bør undgå Red State, selv om du er stor fan af Kevin Smith. Det er simpelthen en film, der hverken er ret spændende, ikke særlig vedkommende og som udelukkende fungerer i kraft af sit sortsatiriske blik på de mange problemer, der kan skimtes i USA. Det er advarsel i filmform, der viser hvor galt det kan gå hvis man ikke begynder at italesætte de problemerne der opstår, når tosser får de skydevåben og med forfatningen i den ene hånd og biblen i den anden, forsøger at få mere indflydelse, i trit med forbundspolitiet hyppigere og hyppigere løser de opståede problemer med vold. Det er hverken overraskende eller nytænkende. Vi ønsker blot inderligt herfra, at Kevin Smith næste gang bliver ved sin læst og laver en film, der både fungerer, underholder og som husker sin seer.