I 3.096 dage boede hun i en kælder. Skarpt observeret af sin kidnapper. Indtil hun ved et tilfælde øjnene en mulighed for at slippe væk. Ud i det fri. For at blive en af verdens mest kendte, nulevende kvinder fra et fangenskab. ’Kun en af os ville overleve’, siger hun i starten. Og den, der fulgte med i sagen i 2006, da hun undslap sin tilfangetager, ved også, at hun havde ret – og vi ved også, hvem der overlevede, og hvem der måtte bukke under.

Derfor er selve fortællingen i filmen 3096 dage selvfølgelig ikke overraskende – og slet ikke for de, der har læst Natascha Kampuschs velmodtagne selvbiografi. Det, der først slog mig, da hun stod frem, var, at vi her havde at gøre med en særdeles klog og velreflekteret pige, der kun kunne have overlevet over otte år i fængsel – fra alderen 10 til 18 – fordi hun formåede at se sig selv udefra. Hendes vid gav hende overlevelseschancer. Og deri må hændelsens fortælling ligge gemt.

Filmens fokus må derfor uvægerligt ligge på forholdet mellem Kampusch og kidnapperen Wolfgang Priklopil. Priklopil er spillet af Thure Lindhardt, og kan meget vel være hans internationale gennembrud. For scenerne, der udspilles mellem Priklopil og den lidt ændre Kampusch – spillet af det nordirske unge stjerneskud Antonia Campbell-Hughes – fungerer rigtig fint. Det lille kammerspil, der hovedsageligt udspiller sig i Priklopils østrigske hjem, er fint og nærværende.

Det er især det særegne forhold imellem, at Kampusch på den ene side ser ud til næsten at tiltrækkes af Priklopil og på den anden side afskyes og hele tiden lurer på muligheden for at slippe væk, der virker godt. Dermed formår filmen at tegne et komplekst psykologisk billede af en pige, der gennemløber sin pubertet – kun mødt af en enkelt mand, der også seksuelt udnytter hende. Hun lærer at bruge dette imod ham, mens det også viser sig at være en medårsag til, at hun kan slippe væk.

Alt dette har Kampusch selv beskrevet indgående i sin biografi. Det er det, som hun – og dermed vi – reelt kan vide noget om. Omkring dette har filmen også brug for at etablere Priklopil som karakter i og omkring huset, hvor Kampusch er gemt i kælderen. Og her må der naturligvis en række gæt til, og det søgte og noget svage gæt, som filmen benytter sig af, er, at Priklopil havde et underkuet dominansforhold til sin mor. Sekvenserne omkring de gode kammerspilsscener er meget svage.

Thure Lindhardt gør det nuanceret og godt som Priklopil, og har hevet endnu en dansk skuespiller med sig i produktionen. Trine Dyrholm spiller Kampuschs fortvivlede mor, men hendes rolle er lidt svær at vurdere. Hendes maskespil virker egentlig udmærket, og som vi kender hende, men producenterne har valgt at voice-dubbe hende, hvilket for de fleste danskere vil fremstå besynderligt, fordi stemmen, der kommer ud af hendes mund, ikke er Dyrholms egen. Måske var hendes engelsk for dårlig.

Samlet ser virker filmen til at være kommet lidt for hurtigt igennem produktionen – og sagen virker da heller ikke distanceret nok til, at filmen reelt kan komme i dybden med refleksionerne om en særdeles kompliceret psykologisk case. Filmen fanger fint spillet mellem barn og kidnapper, men formår ikke at gøre selve kidnapperens karakter og liv troværdigt. Som slaglinje har filmen ’den sande historie om Natascha Kampusch’, men jeg vil alligevel tillade mig at betvivle dele af den.