Den amerikanske instruktør Wes Andersen holder et bemærkelsesværdig stringent og gennemført fokus i sine film. Lige fra den første Academy-nominering The Royal Tenenbaums (2001) til den seneste film Moonrise Kingdom (2012). Den er netop udkommet på dansk købefilm. Endda i animationsgenren holder nogle af de ligheder, som går på tværs af filmografien: Fokuseringen på skæve karakterer er oftest hovedelementet i handlingen, cinematografien er kantet og forførende, mens farvestilen er – nærmest Pedro Almodóvar’sk – holdt i klare pastelfarver. Med et væld af nomineringer – fx i Cannes og til Oscar-uddelingen – har Moonrise Kingdom skrevet sig ind i filmhistorien som en af de film, der i 2012 fortjent fik mest opmærksomhed.

Filmen handler om de to børn Sam og Suzy, der – af forskellige årsager – føler sig utilpasse. Sam er ikke vellidt blandt sine venner i det lettere militærprægede spejderkorps, mens Suzy har store problemer med at tøjle sit temperament. Og med sine forældre. Da de møder hinanden, slår det kærlige gnister, og de indleder en lang planlægning af en fælles flugt ud i naturen. Filmen tager sin begyndelse, da de begge stikker af – og mødes i det grønne. Filmen handler om skæve forældre, skæve forhold, og skæver til, hvordan den tidlige pubertet for begge køn kan være ubehagelig. Uden at Sam og Suzy ved det, spirer der noget mellem dem, som de ikke helt selv er herrer over. Moonrise Kingdom er på den måde nærmest et heteroseksuelt Brokeback Mountain – med børn.

Fortællestilen er – som mange andre af Wes Andersons film – holdt i en distanceret og humoristisk afstand. Absurditeter, groteske optrin og pudsige indslag fylder meget, og det gør filmen ikke kun morsom. Men den formår at fortælle om alvorlige problemer på grænsen til komedien – uden at det nogen sinde helt bliver til en ’ren’ komedie. Fortjenesten er i høj grad Robert Yeomans – Andersons mest brugte cinematograf. Kamerateknik, hvor en detalje i én del af billedet indfanges, selvom handlingen foregår i en anden del. Den slags små finurligheder er filmen spækket af, og det gør den til en helt lille opdagelsesrejse undervejs. Og faktisk lidt udfordrende, fordi man ikke er helt sikker på, hvor man skal kigge hen. Filmen fungerer visuelt på et meget højt niveau.

Castingen er også ganske god. Jared Gilman og Kara Hayward i rollerne som de to børn er i sandhed godt spottet, mens en god del af humorstilen – faktisk i filmen ganske ukommenteret, indbygget – kommer af Bill Murrays og Bruce Willes roller. Begge er de dybt selvironiske. Særligt Willes kiksede politibetjent er en fin, indbygget kommentar til den mere hårdtslående John ’Die Hard’ McClane. Murray underspiller igen sin rolle på en måde, der både gør karakteren helt realistisk, men samtidig også tilføjer et tyndt lag komisk-absurd fernis. Edward Norton i rollen som spejderføreren Ward (bemærk navnet, der betyder ’bevogtning’) hænger også fint sammen med den overordnede distancerende humorstil. Indfølt – og alligevel grundkomisk.

Moonrise Kingdom sætter Wes Anderson højt på listen over instruktører, der formår at forny og relancere en forklædt komedie med en alvorlig resonansbund. Alt for mange overser, at komedien har brug for et solidt, dramatisk fundament, som humoren kan balancere på. Men Wes Anderson er ved at have skrevet sig ind i sammenhænge, hvor navne som Woody Allen, Coen-brødrene og Pedro Almodóvar dominerer. Han mestrer bedre og bedre en humorstil med et mere seriøst og højtideligt sigte. Bemærkelsesværdigt, kunstnerisk, særdeles forførerisk.