Den spanske instruktør Jaume Balagueró er sikkert et velkendt navn blandt de, der har fulgt med i den nye spanske bølge af gyserfilm. Det var nemlig ham, der bl.a. stod bag startskuddet på den meget populære zombieserie [*Rec ]og som ligeledes har instrueret den fjerde film, der vil blive udsendt i oktober 2014. Filmen Mientras duermes (direkte oversat: Mens du sover), der er blevet udsendt herhjemme som Sleep Tight, er fra 2011 og her er der tale om et noget mere jordnært gys.

Filmens hovedperson César lever på ingen måde op til sit kejserlige navn, for selv om han er vicevært i respektabel ejendom i en større spansk by, er han ikke særlig tilfreds med sit liv. Han er nemlig, af uvisse årsager, ikke selv er i stand til at føle lykke, selv når det går ham godt, som han siger. Derfor har César sat sig for, at gøre livet så surt som muligt for alle beboerne.

Han hetz går især ud over den smukke, unge Clara. Hun irriterer ham, for nærmest uanset hvor galt det går hende, så tager hun det med et smil. Af samme årsag bliver Césars projekt. Han vier nu stort set al hans fritid på at gøre hendes liv så miserabelt på mange mulige måder.

Takket være hans titel har han naturligvis nøglerne til alle lejlighederne, inklusiv Claras, så mens hun er på arbejde, sniger han sig ind i hendes hjem og snuser rundt. Værre endnu er det at han også sniger sig ind i hendes lejlighed mens hun sover – heraf originaltitlen.

Når César ikke har travlt med at sprede nedtur, besøger han sin gamle mor, som tydeligvis er blevet ramt af et slagtilfælde og derfor har mistet talens brug. Han vælger at fortælle moderen alle detaljerne i sine skumle planer, mens hun er tvunget til at ligge i sin seng, uden mulighed for at vise hvor forkert, hun synes dette er. Dette er et ganske smart fortælleteknisk trick, idet vi på den måde får et fint indblik i Césars syge sind, og lige som moderen kan vi seere ikke forhindre hans planer.

Césars planer er dog i fare, for overfor Claras lejlighed bor der en familie, der har en datter, som holder et vågent øje med viceværten. Selv om hun muligvis ikke kender til alle detaljerne i Césars plan, er hun begyndt at afpresse ham, først for Euro, senere for andre materielle goder. Som seer kan man derfor også kun se passivt til, mens hun presser vores psykopat mere end hvad måske godt er.

Der findes mange film om sociopater på markedet, men Sleep Tight er et virkeligt godt bud på en, der faktisk fungerer. Luis Tosars underspillede César, er en figur man bestemt vil huske længe efter filmen er slut, for selv om filmen ikke rent udtryksmæssigt forsøger at tillægge en realisme, bliver hans portræt af den forstyrrede mand, utroligt vellykket og nærværende.

Samtidig viser instruktøren, at han evner at skabe en effektiv stemning af krybende uhygge, som de der kender Balaguerós bagkatalog også kan skrive under på. Filmen er også meget fint lyssat og optaget, så den flotte jugendbygning, som danner de indre rammer, pludselig fremtræder som var bygningen med i en klassisk giallo. Muligvis er dette tilfældigt, muligvis er dette en egenskab som nærværende anmelder tillægger filmen.

Det eneste rent tekniske aspekt der skurrer lidt, er filmens lidt inkonsekvente brug af musik, ikke så meget stemningsmusikken senere i filmen, men snarere skellet mellem decideret baggrundsmusik, der glider over i den musik som Clara spiller i lejligheden.

Det som bliver filmens styrke er de mange hverdagsagtige scener, der takket være Césars tilstedeværelse bliver alt andet end kedelige, for han er vitterligt, til trods for hans jævne udseende, et ubehageligt og slesk bekendtskab. Der er derfor flere scener i filmen, hvor man ser ham overskride alle grænser for ordentlig opførsel, ikke kun overfor Clara, men også de andre beboere.

I det hele taget er Sleep tight en virkelig seværdig thriller, der på en meget afdæmpet, men stadig visuelt virkeligt interessant vis, fortæller en historie om hvor langt visse mennesker er villige til at gå. Det virker måske på papiret virkeligt utroværdigt, når der skrives at vores hovedperson drives af en lyst til at se andre føle ulykke, men ser man filmen, er denne præmis faktisk slet ikke så søgt som man kunne tro.