Den amerikanske no-budget indie-film Murder Party bliver lanceret som en rendyrket splatter-action-komedie i stil med Peter Jacksons førsteudspil, og selv om man godt kan bliver underholdt af Murder Party er der langt mellem både krampegrin og originale udsplattede scener.

Det, der er charmerende ved Murder Party, er, at den er lavet på et nærmest ikke-eksisterende budget af en flok meget, meget, meget entusiastiske filmnørder fra USA. Deres ildhu og lyst til at skabe film skinner klart igennem i det fine ekstramateriale og på filmens kommentarspor. Vennerne, der kalder sig ”Lab of Madness”, har fjollet rundt med filmmediet, siden de var børn, og scener fra deres allertidligste værker kan man se på den halvtimes making-of dokumentarfilm, inkluderet på DVDen.

Murder Party skulle blive deres egentlige filmdebut, og efter at have set den ville man måske ønske, at de havde brugt mere tid på et ordentligt manuskript, for selvom der både er sjove og groteske replikker, en håndfuld spillere – især hovedpersonen Chris - som giver den så meget gas, at de hæver sig væsentligt over dilettantkomedie og b-film, så ændrer det ikke på det faktum, at slutresultatet er meget ujævnt.

Filmen handler i al sin enkelthed om en sørgelig tosse, Chris, der ved et tilfælde finder en invitation til en Halloween-fest. Han skynder sig hjem, fodrer katten og fremtryller så et fint ridderkostume af et par gamle papkasser og en rulle gaffa. (For de, som vil gøre ham kunsten efter, er der naturligvis en instruktionsvideo, der viser præcis, hvordan man laver et lignende kostume på DVD’en). Chris ankommer til, hvad der først virker som en noget tam fest, der afholdes i noget der allermest ligner en lagerbygning.

Her er der samlet en håndfuld unge, håbefulde kunstnere, naturligvis udklædt som deres favorit filmkarakterer – f.eks. den baseballbatsvingende voldsmand fra The Warriors, Pris fra Blade Runner, en zombie-cheerleader, osv. De har på foranledning af deres kunstlærer besluttet at lave den ultimative happening, nemlig at slå et menneske ihjel og dokumentere deres mordhappening på video. Chris er selvfølgelig det offer, der skal slagtes på kunstens alter, så de fikserer ham i en stol.

Fimens præmis er faktisk ganske udmærket men problemet er bare, at filmen efter Chris’ tilfangetagen hurtigt mister pusten og bliver meget træg. Selvom der måske er en ganske fin idé i at lave grin med kunstnere, deres fisefornemme ideer og koncepter, så kræver fans af denne type genrefilm altså mere splat og mindre tågesnak. Dertil kommer at dialogen, der for det meste handler om, hvordan de vil slå Chris ihjel, og de enkeltes egne kunstneriske ambitioner aldrig rigtigt kommer til at fungere ordentligt. Filmens blodige effekter er der til gengæld ikke noget galt med, og derfor kunne man være fræk og påstå, at folkene I ”Lab of Madness” skulle have nøjedes med at være nogle, man hyrer, når der skal laves effekter.

Filmens hovedperson bør dog have den ros, som han fortjener, for Chris Sharp spiller virkelig med en naivitet og skæv virkelighedssans, der på mærkværdig vis passer helt fint til den paprustning, han bærer gennem det meste af filmen. Det skal til forsvar siges, at splatterkomedien er en meget svær genre at begå sig i, da man automatisk er oppe mod film som Evil Dead 2, Shaun of The Dead, Black Sheep og en lang række bedre, mere dynamiske og ikke mindst langt morsommere film. Efter mordfesten er ovre, er der ingen catchphrase at huske, intet spektakulært drab, som man vil fortælle vennerne om – i stedet føler man sig bare lidt ligesom Chris; træt ovenpå en alt for lang dag.