Der er sikkert andre end undertegnede, der – når de falder over en film, de ikke kender til i forvejen – opsøger IMDB for at tjekke filmens rating. Med andre ord se hvad andre brugere har ment om filmen. Dette plejer som regel at give et godt praj om filmens kvalitet, men bare ikke i alle tilfælde. Hvis du søger efter UFO (også kendt som Alien Uprising) på IMDB, finder man ud af, at filmen har scoret 3 stjerner ud af 10, og det ville sikket – sammen med Van Dammes navn på coveret – få mange til at gå i en stor bue udenom filmen.

Andre gange bør man dog give film en chance uanset, hvad andre folk mener, og dette gælder i særdelehed UFO, der naturligvis er meget langt fra at være et mesterværk, men som stadig kan appellere til alle os, der holder af de b-film, som forsøger at få så meget ud af deres magre budget som overhovedet muligt. Samtidig leger filmen bevidst med en række flash-forward og montagesekvenser, der sammen med den ganske opfindsomme fortælling, i hvert fald i denne anmelders øjne, gør den ganske seværdig for alle de, der holder af sci-fi. Uanset budgettet.

Filmen starter på et diskotek et sted i England. Her er en samling yngre mennesker samlet i festligt lag. De er henholdsvis et forelsket par, en soldat og deres lidt kiksede ven. Soldaten forsøger med større held end den kiksede ven at score en pige på diskoteket, mens manden i kæresteparret har valgt denne aften til at fri til sin udkårne. Han får dog øje på noget mystisk på nattehimlen, der først ligner et stjerneskud, men som ændrer retning undervejs. Det tænker de ikke mere over, idet der opstår klammeri med dørmanden. Det tager hjem til deres fælles bolig, og herefter følger en montage, hvor de to par har passioneret sex i hvert deres værelse. Dette krydsklippes med den kiksede ven, der konstant kaster op i husets toilet.

Da natten er ovre, er strømmen gået i nabolaget. Mere mærkværdigt er det, at alle ure er gået i stå på samme tidspunkt. Telefonsystemerne er også nede, og der er ikke noget signal i radioen. Bilerne fungerer heldigvis stadig, og da de når ind til byens centrum, møder de en kammerat, der fortæller, at strømafbrydelsen tilsyneladende er langt fra lokal. På vej hjemad opsøges soldaten af en tilsyneladende skør bums (spillet af Sean Pertwee). Manden råber en række kryptiske tal til ham, og forsøger at advare ham om et eller andet frygteligt. Det er dog først om aftenen, de opdager, at det, som tilsyneladende er årsagen til disse mystiske fænomener: en kæmpestor ufo, der hænger lydløst over byen. Nu er spørgsmålet så hvad det fremmede fartøj vil os; vil det angribe, observere eller noget helt tredje?

Det er helt tydeligt at UFO meget gerne ville have haft et stort budget at arbejde med, ikke mindst når man ser CGI-effekterne. De er nemlig ikke særligt overbevisende. Dette gælder ikke mindst de droner, som senere i filmen udsendes fra moderskibet. Det er tydeligt, at folkene bag meget gerne ville have disse til at ligne dem fra Skyline, men det virker bare ikke rigtigt. Er man dog hardcore science fiction fan, betyder effekterne måske mindre, for filmen har faktisk en ganske interessant agenda.

Filmen fokuserer ikke så meget på truslen fra det ukendte, men snarere på hvad en sådan trussel gør ved os mennesker, især psykisk. For når vores mest almindelige kommunikationsmidler bryder sammen, når vi ikke ved hvad det er der foregår, når strømmen går og ikke kommer igen – hvordan vil vi så reagere? Det er blandt andet det, som filmen forsøger at undersøge.

Selv om de visuelle effekter langt fra lever op til den standard, som de fleste efterhånden er vant til, så er de fysiske kampe mellem de medvirkende til gengæld ganske brutalt udtænkt. Selv om man måske er vant til at se kampsportsfilm, så er det virkelig de feje tricks, der bliver hevet op af posen, når den filmiske gong-gong først lyder. Det er måske også derfor, Jean-Claude van Damme har fået en lille rolle i filmen, selv om kampscenen måske er den mindst overbevisende i filmen.

Kort fortalt, så lyder rådet herfra, at holder man af engelske b-film (der synes at have kronede dage for tiden), elsker man science fiction, og er man i stand til at se lidt gennem fingre med, at CGI’en ikke er vildt overbevisende, så bør man give UFO en chance. Ikke kun fordi den er fint (over)spillet, men også fordi den har et godt tempo, og ikke fordi den flere gange undervejs forsøger at flette nogle gyserelementer ind i sin science-fiction invasionsfortælling. Dette gør, at man uvægerligt bliver mindet om dengang disse to genrer gik hånd i hånd, som eksempelvis i Trifitternes dage, Klodernes krig eller lignende, selv om UFO ingenlunde når disses klassikerstatus til sokkeholderne.