Den amerikanske filminstruktør William Friedkin er nok bedst kendt for verdens mest uhyggelige film: The Exorcist og gangsterklassikeren The French Connection. Det kan godt være, at Friedkin havde sin storhedstid i 70’erne, men det til trods er han stadig en habil instruktør og de seneste film fra hans hånd er – rent instruktionsmæssigt - ingen undtagelse.

I 2006 vendte Friedkin efter mange års pause tilbage til gysergenren med filmen Bug, der stort set udelukkende benyttede sig af en enkelt location til at fortælle sin intense historie med. Selv om Killer Joe (der oprindeligt kom i 2011 men som først nu er blevet gjort tilgængeligt herhjemme på DVD og BluRay) benytter sig af en række locations, så er det ikke til at komme udenom at filmens klimaks, der udelukkende udspiller sig i en husvogn, nemt ville kunne foregå på en scene. Grunden til at disse film kommer til at virke som deciderede kammerspil er at både Bug og Killer Joe er film, baseret på teaterstykker.

Filmens eponyme figur Killer Joe, er egentlig en bifigur i fortællingen, selv om han mod slutningen fylder mere og mere i den lille familie. Fortællingens egentlige hovedperson er nemlig Chris, der pludselig befinder sig i en ganske ussel situation. Han skylder nemlig nogle meget farlige mænd 3000$ - og hvis de ikke får dem, har de lovet at slå ham ihjel. Derfor udtænker Chris en plan. Han har hørt, at hans mor har en livsforsikring på 50.000$ og samtidig har ladet sig fortælle at en vis ”Joe” arbejder som betjent i dagtimerne men myrder folk for penge i sin fritid.

Chris allierer sig derfor med sin far, moderens eksmand, og de kontakter straks Joe. Joe vil dog udelukkende påtage sig jobbet, hvis han får penge på forskud og da de ikke kan betale ham, er han lige ved at trække sig. Pludselig får Joe dog en idé – hvis han som en form for sikkerhed kan få Chris’ uskyldige, men lettere retarderede lillesøster i pant, indtil forsikringssummen bliver udbetalt, er han villig til at dræbe moderen. Chris indvilliger hårdt presset, men det skal vise sig, at situationen ikke er så enkel, som her udlagt.

Killer Joe udfolder sig som et klamt psykodrama, hvor sex, død og især den usle trailer-trash tilværelse blandes sammen til en ganske usmagelig gumbo. Det er ganske typisk at Friedkin bevæger sig i krydsfeltet mellem sex og død, for i tidligere film som eks. Jade og førnævnte Bug finder man også blandingen af Eros og Thanatos. Killer Joe kan derfor sikkert virke ganske chokerende på enkelte seere, der ikke normalt er vant til denne type voldsomme fortællinger, hvor eksplicit nøgenhed i næste nu går over i ganske udpenslede volds- og dødsscener.

Problemet med Killer Joe er dog, at til trods for at filmen bygger sin fortælling ganske fint op hele vejen og leverer både en spændende historie om en ung, presset mand, der er ganske fortvivlet over sådan at måtte overdrage sin jomfruelige søster til en nådesløs dræber for at redde sit skind, kammer helt over i filmens slutscene. Her synes især en bestemt figur at handle fuldstændigt irrationelt. Nærmere detaljer skal naturligvis ikke afsløres her, da det ville ødelægge oplevelsen for de, der har lyst til at se filmen, men i denne anmelders øjne hænger scenen bare ikke sammen, især hvis man leder efter motiver for denne handling i de scener, der ledte op til klimakset.

Det skal dog ikke forstås som om at Killer Joe ikke er værd at se - for den nådesløse, groteske skildring af white trash tilværelsen i den texanske trailerpark eller for de glimrende skuespilpræstationer og karakterskildringer som filmen byder på er bestemt et nærmere bekendtskab værd. Især Juno Temple som søsteren Dottie og Thomas Haden Church som Chris’ mentalt udfordrede far Ansel bør i denne sammenhæng fremhæves. Deres præstationer ændrer dog ikke ved det faktum af, at hvad der starter rigtigt godt ikke føres helt så overbevisende til dørs.