Instruktøren Ruggero Deodato er mest af alt kendt for den grufulde, enormt realistiske exploitation-film Cannibal Holocaust fra 1980, der efter snart tredive år på bagen stadig kan virke skræmmende og fantastisk velkomponeret. Derfor var det noget af en udfordring for Deadato, da han skulle imødegå det forventningspres, som filmen havde givet. Efter at have været bandlyst flere steder fra og anklaget for at slå folk ihjel i sine film skulle man tro, at han måtte nå nye ekstremer i sin næste film. Denne film er netop udkommet og bærer titlen House on the Edge of the Park.

Den slående bemærkning omkring House on the Edge of the Park er dog, at Deodato netop undlader at søge nyde ekstremer inden for den ekstreme vold og gore. I stedet forsøger han at trænge, godt nok ved hjælp af et voldsorgie, ind under huden på selve oplevelsen af vold. Det handler om Alex og Ricky, der tager til fest hos et selskab, de ikke kender, kun med det fortsæt, at de vil terrorisere dem. Denne terrorisering fremstilles i en stilistisk adspredthed, som kombinerer nogle enormt kvikke klip med nogle noget længere indstillinger – dette er desuden krydret med nogle indklip af sort skærm, som kan virke overraskende, men i et forsøg på forståelse af voldens kerne hos offeret virker de yderst oplagte. Den måde at komponere billederne på får seeren til at trænge ind i en afgrund, der skildrer selve offerrollen. Af samme grund synes – på baggrund af Cannibal Holocaust – tema og måde (stemning) at være ganske velvalgt, på trods af at blodet til tider flyder lidt uhensigtsmæssigt skævt i forhold til snitsår.

Derfor kan man kalde filmen et studie i voldens fænomenologi, hvor vi følger nogle ekstremer, der undertiden tager overraskende drejninger. Offerrollen endevendes i forskellige momenter, også i forhold til offerets meddelagtighed undervejs. Ydermere skabes der – uden at der skal siges for meget – en nærmest kriminalistisk denouement-effekt til sidst: altså dér, hvor hele filmen pludselig fremstår i et helt nyt lys. Dette betyder, at skildringen kan nuanceres, så vi får vendt problematikken i mange forskellige retninger. Derfor kan det også påstås, at det er den overraskende slutning, der bærer filmen op over de simple, groteske voldshandlinger, som indimellem kan blive lidt træge og langstrakte. Denne langstrakthed har dog for så vidt en årsag i selve filmens tema, idet vi trods alt skal gennemgå noget, der må føles som en evighed for offeret. Med en fetich for blodudgydelser af drævende art må filmen siges at være en hæderlig opfølgning til Deodatos klassiker. Blodets farve har en hæslighedsæstetisk ynde!