Der ligger et tungt åg af socialrealisme ned over dansk film og filmhistorie. Så tungt, at hverken genrer eller formmæssige eksperimenter kan forekomme uden en vis berøring med en form for realisme. Det kendetegner også Katrine Wiedemanns blot anden spillefilm Viceværten. Selv når en film bevæger sig ind på det overnaturliges domæne, sker det åbenbart i lyset af en realistisk – og i dette tilfælde også socialrealistisk – fremstillingsform. Filmen er netop udkommet som købsfilm.

Per er vicevært for et boligkompleks, der kunne være hvilket som helst almennyttigt boligbyggeri. Indledningsvist forbereder han – via en voice-over – os på, at det vi nu skal se, tror han principielt ikke på selv. En klassisk fortælleteknisk manøvre, der fra starten skal hjælpe os til at suspendere vores mistro, når det besynderlige begynder at indfinde sig. Og det gør det hurtigt, da den separerede, drikfældige, mavesure, rygsmertede vicevært finder en ung pige i aflåst lejlighed. Et locked room mystery.

Den grå hverdag, hvor den kommende ekskone er strid, knægten i fængsel og vennerne principielt pisseirriterende, får nu en gnist, der langsomt skal få Pers liv til at stå i flammer. Den kønne pige kan ikke gå, ikke tale, men hun kan sprede benene, når den knap så attraktive Per kravler ombord. Hvordan pokker hun er kommet ind i lejligheden, finder Per aldrig ud af. Imidlertid konstaterer vennen Viborg, da han også ’får lov’, at han helbredes for sin sukkersyge. Og Pers rygsmerter er pludselig også væk.

Filmens styrke er helt klart det kammerspil, der udspiller sig mellem Per og hans omgivelser. Scenerummet er bemærkelsesværdigt indskrænket, nærmest som det teaterrum, hvor Katrine Wiedemann normalt slår sine folder. Hun er sceneinstruktør, men har en enkelt film – Morten Korch-filmatiseringen Fruen på Hamre (2000) – på sit CV. Hendes indtagelse af rummet og udfyldelsen af det med Lars Mikkelsens enorme kompetence, er filmens helt fine oplevelse.

Viceværten er på sin vis en gysers tematik gemt godt væk i en socialrealistisk form. En slags magisk realisme i mødet med dansk films socialforvaltning. Interessen for det overnaturlige i naturlige gevandter ligner det, vi også kender fra den sydamerikanske magiske realisme, men stilen fastholdes konsekvent i en meget genkendelig dansk realistisk ramme. Det kan man synes om, om man vil, men det betyder, at fortællingen får nogle lakuner, hvor denne ramme – uden stærke tekniske virkemidler – ikke helt kan fastholde engagementet.

Optrapningen af konflikten med de mange andre, der vil have del i denne helbredelseskult, virker derfor en anelse tung og langstrakt. En novellefilm i udstrakt format. Pigen i filmen er et velkendt tema inden for gyserens domæne – nærmest en klassisk succubus med omvendt format. Den religiøse ramme, der derved sænkes ned over filmen, en healer af kristelige dimensioner, bliver en anelse fortænkt. Det er desværre lidt, som om filmen vil fortælle lidt mere, end den behøver.

Julie Zangenberg er lidt anonym i rollen som pigen, mens Nicolaj Kopernikus og Tommy Kenter tilfører et unødvendigt folkekomisk præg over fortællingen. Derfor blegner de øvrige rolleindehavere ved siden af Lars Mikkelsens virkeligt ekskvisitte præstation som den brovtne og forfaldne vicevært. Viceværten er en forvokset novellefilm med en interessant tematisering af det overnaturlige inden for en alt for genkendelig dansk filmteknisk ramme.