Der er mange low budget- eller indie-film, som synes at bevæge sig lige på kanten til noget virkeligt interessant og derfor får en bredere distribution end ellers. Dette er også tilfældet med Tortured, som Sony distribuerer, men som end ikke har fået sin egen webside. Måske er der nogen, der vil mene det er lidt synd, for filmen har ellers både en ret spændende præmis samt et par gode skuespillere på rollelisten.

Tortured er filmen om en ung FBI-agent, Kevin, der går undercover i en brutal mafiaorganisation ledet af den enigmatiske boss Ziggy. Ziggy er så sky, at efterforskerne end ikke ved, hvordan han ser ud, og det hævdes, at han har gennemgået omfattende plastikkirurgisk arbejde for at skjule sig yderligere. Det er vigtigt for FBI, at komme tættere på ham, finde ud af hvordan han ser ud i dag, og ikke mindst få fanget ham, så Kevin bliver sendt dybt ind i organisationen.

Her får han arbejde han som torturbøddel for nogle af Ziggys håndlangere. Kevins opgave er at afhøre en bogholder, Archie Green, som Ziggy tror er løbet med en klækkelig sum af beholdningen. Ziggy vil gennem Kevin få at vide præcis, hvor Archie har gemt pengene og gerne så hurtigt som muligt. Uanset hvor meget den tilsyneladende godhjertede familiefar Archie beder om nåde og skriger op om, at han både har børn og kone, er det Kevins job i bogstaveligste forstand at gnide saltet hårdt ind i sårene, uanset hvad der sker.

Tortured er ikke eksploitativ torturpornografi som eks. Saw eller Hostel, men bruger den centrale tortur som en fysisk metafor til at beskrive magtforholdet mellem mennesker og ikke mindst skildre, hvilke konsekvenser det har, når et menneske bliver sat til at udføre overgreb mod et andet, simpelthen fordi det er en del af jobbeskrivelsen.

Måske er det blandt andet billederne af stablede fanger fra Abu Ghraib, der har gjort, at Tortured ikke er en film, der bliver promoveret så voldsomt, for temaet er både ubehageligt og alt for aktuelt pinligt. Filmen spørger sin seer, om det kan retfærdiggøres at øve vold mod mennesker, så længe det sker med et større formål for øje – i dette tilfælde at få fat i en person, der dagligt ødelægger livet for en masse mennesker. Så under overfladen af en ganske spændende thriller, synes også at ligge en næsten utilitaristisk etisk diskussion som seeren selv må placere sig i forhold til.

Protagonisten Kevin får, idet filmen skrider frem, sværere og sværere ved at acceptere sig selv og sine gerninger. Hans søde kæreste bliver fremmedgjort, da Kevin konsekvent nægter at tale om sit arbejde og på den måde få luftet ud for alle de frustrationer og ubehagelige tanker, som følger med hans arbejde. Filmen forsøger langt hen af vejen at lade dens seer vurdere, hvem de ubehagelige negleflåningssessioner i virkeligheden går mest ud over, Archie eller Kevin.

Desværre vil filmens slutning gerne levere en ”Keyser Söze”-slutning, der på trods af ren underholdningsværdi er larmende utroværdig, og som synes at forfladige og bagatellisere filmens egentlige problemstilling. Her bliver det thrillerens overraskelseselement, der på lettjente point vinder over torturens paradokser, og heri er muligvis også den egentlige årsag til, at filmen ikke har fået mere omtale end den har, for slutningen forekommer altødelæggende for det samlede helhedsindtryk.