Månebase Alpha (også kendt som Space: 1999) var den første science fiction-serie (måske med undtagelse af de klassiske Jens Lyn-afsnit med Buster Crabbe), som blev sendt på Danmarks Radio i de glade monopoldage. Derfor er Månebase Alpha også det første møde, som mange danskere fik med aliens, fremmede galakser og science fiction genren som helhed.

Der var nogle få heldige, der forinden havde været så heldige at opleve den originale amerikanske Star Trek-serie eftersynkroniseret på klingende tysk fra ZDF, men uanset om man foretrak den ene serie eller den anden, så elskede man dem begge – for som barn i slutningen af de oliefattige, betongrå 70’ere, var sådanne serier et virkeligt kærkomment afbræk fra dansklærerens evindelige fokus på socialrealistiske noveller om Pernilles mor, der var ved at dø af kræft, eller Pelle, som var arbejdsløs junkie i Sydhavnen.

Månebase Alpha var også en af de første serier, der bragte merchandise-fænomenet helt tæt på ungdommen – flere år inden Star Wars tog konceptet til helt nye højder. Personligt tænker jeg tilbage med store smil på de metalstøbte ”Eagle”-fartøjer, som fløj overalt på drengeværelset og actiondukker med König, Alan og Helena, som ud over deres klædedragt kun havde deres karakteristiske n-formede pistol som ekstraudstyr.

For nogle år siden kunne dedikerede fans og nytilkomne forsøge at fange nogle af Månebase Alpha-episoderne som led i Zulus ”tømmermands-tv”. Selv om mange gamle fans i den forbindelse for alvor fik punkteret drengefantasierne, om at Barbara Bain er en laber larve, eller at handlingen - set med voksne øjne - måske kan fremstå som totalt mærkværdig og ret så stiv i sammenligning med vores mest (post)moderne, post-CGI-effektjagende science fiction-serier, så er der stadigvæk purister, som ikke kan lade være med andet end at elske Månebase Alpha. I mine øjne er det stadigvæk muligt at se serien med samme kærlige blik, man betragter de falmede billeder af pigen, som man delte sit første kys med. Det kan godt være, at årene er gået, men det uafrystelige indtryk af noget nyt, der fik både ens sanser og fantasi til at blomstre, kan på ingen måde ignoreres. Her startede et langt livs interesse for rumfart, science fiction og fantastiske fortællinger.

Serien vil ganske sikkert for alle de, der ikke har samme nostalgiske referenceramme, fremstå som både kikset, klodset og mærkværdig – men uanset hvad, så formår serien at skabe sit helt unikke, genkendelige univers, suppleret med en række effekter, selv set med nutidige øjne fremstår virkelig imponerende.

Det var det engelske tv selskab ITC, der sammen med det Italienske RAI ville forsøge sig ud i at producere en aftager til Star Trek. Den oprindelige serie var blevet stoppet efter tre sæsoner i 1969. Hvor mange af []Star Trek-episoder var både spøjse, direkte humoristiske og ofte havde en selvironisk distance til sin rumopera, var Månebase Alpha helt fra starten en serie, der tog sig selv gravalvorligt. Denne seriøsitet blev nærmest personificeret i kaptajn John Köenig (Martin Landau), der i seriens allerførste episode overtager kommandoen på månebasen. Det er denne allerførste episode, der danner baggrunden for månebasens færd; for en magnetisk udladning starter en kædereaktion i det atomaffald, som vi tåbelige mennesker har dumpet på vores gamle måne.

Den 13. september 1999 slynges månen ud af orbit og bevæger sig ind i ukendte områder af vores uudforskede solsystem. Seriens insisteren på datoer kommer hurtigt til at forekomme mystisk anakronistiske, men det er jo noget, der i sagens natur rammer alle science fiction fortællinger, som benytter sig af nogle årstal, der i virkelighedens verden for længst er blevet overskredet. Månens løbske rejse ud i intetheden kan måske forekomme som en tåbelig idé, men heldigvis er Månebasen i besiddelse af en masse fartøjer, som de kan bruge til at besøge de planeter, som de kommer inden for rækkevidde af.

Ligesom i den originale Star Trek synes mange af episoderne at være centreret omkring en lille gruppe centrale karakterer. I Månebase Aplha er det kaptajn König, der for det meste er bitter, skeptisk og gravalvorlig, som får følge af den trofaste, følsomme mediciner Helen (hun opfordrer hele tiden alle til at tænke rationelt), og endelig har vi videnskabsmanden Victor, hvis vigtigste rolle er at se en anelse forbløffet ud og lire en masse ”technobabble” af. Indimellem må selv faste Star Trek-seere forbløffes over, hvor bizarre, usammenhængende og mærkelige hans udsagn er. Hvis man ville være virkelig grov, kunne man mistænke ham for at brygge lidt for meget LSD nede i sit laboratorium.

Ud over denne treenighed følger vi også ofte den handlekraftige Alan Carter og den asiatiske dataanalytiker Sandra. I anden sæson stødte der også andre, mere kulørte karakterer til som eksempelvis den formskiftende alien Maya, men da Månebase Alpha Vol. 1 indeholder 13 af de 24 episoder, der udgør den første sæson, er det primært det førnævnte ensemble, som ses i aktion.

Episoderne er af meget skiftende karakter, men gode er især ”Deaths other Dominion”, hvor en oplagt Brian Blessed giver den som lederne af en samling astronauter, der er strandet på en overiset planet. Ud over Blessed kan man også opleve en ung, smækker Joan Collins i afsnittet ”Mission of the Darians”, hvor mandskabet på Alpha bliver lovet udødelighed. ”Dragon’s Domain” byder på et vaskeægte tentakelbefængt rummonster og en overraskende god, trykkende gyserstemning. Som kontrast er der det i boksen også til at finde afsnit som ”Guardians of Piri”, der med sin psykedeliske, hjernevasktematik virker enorm fjollet og moraliserende. I øvrigt er det lidt mærkværdigt, at de afsnit, som er på de første fire DVD-skiver, ikke svarer til de titler, som er trykt på selve dvd-boxen - muligvis er dette blot en fejl, der knytter sig til det forhåndenværende eksemplar.

Effekterne til serien blev skabt af Brian Johnson, der tidligere havde arbejdet på Kubricks 2001: A Space Odessey, og som senere var med i teamet, der lavede effekter til Alien og The Empire Strikes Back. Det kan også ses, for selv om serien er fra midten af 70erne, er effekterne virkelig imponerende, især hvis man sammenligner dem med andre britiske produktioner fra samme periode, eksempelvis Blake's 7 eller Doctor Who.

Rumstationens interiør består hovedsagelig af polerede plasticoverflader, som står i stærk kontrast til de flimrende sort/hvide monitorer, der konstant tales igennem. Mandskabets uniformer er, på trods af at de er skabt af den berømte designer Rudi Gernich, håbløst 70’er futuristiske - hvorfor man dengang mente, at vi omkring årtusindskiftet alle ville iklæde os tætsiddende heldragter, er et mysterium, som vi nok aldrig får svar på.

Seriens mest mærkværdige indslag er dog skuespillet. For selv om der er enkelte af seriens karakterer (især gæstespillerne), der leverer udholdelige præstationer, er det som om at de centrale karakterer alle sammen spiller, som om de har fået at vide, at de under ingen omstændigheder må udtrykke følelser i deres mimik – dette gælder især parret Landau og Bain. De to var i øvrigt gift med hinanden, og det var på grund af deres store popularitet i agentserien Mission Impossible, at de fik rollerne i Månebase Alpha.

Selv om skuespillet ofte lader meget tilbage at ønske, selv om der er en del afsnit, som er næsten tæerkrummende pinlige i deres jagt på et plot, og selv om spandex kun har klædt de piger, som medvirker i Alex Prydz’ musikvideoer, så er Månebase Alpha en fantastisk, nostalgisk tur ud i rummet. Selv om det er en serie, man enten elsker eller hader, så kan dens ophøjede plads, som den første science fiction-serie på dansk tv, på ingen måde ignoreres, især ikke i dette forum.