Det forlyder, at seriøse instruktører, som har skullet lave realistiske krigsfilm indimellem har sendt deres skuespillere på træningslejr sammen med rigtige soldater i håbet om, at det ville gøre scenerne i filmen mere realistiske og ægte. Den idé har Ben Stiller taget op i sin nye film Tropic Thunder, hvor en samling krukkede og irriterende skuespillere bliver sendt langt ind bag fjendens linjer ved en fejltagelse.

Den tilsyneladende talentløse britiske instruktør med det lidet flatterende navn Damien Cockburn (Steve Coogan) har mistet grebet om den sindssygt dyre og meget forsinkede krigsfilm ”Tropic Thunder”. Efter at være blevet overfuset af hans halvskallede og meget arrige overordnede (Tom Cruise i en storbandende og helt igennem overkarikeret rolle), får Cockburn et godt råd fra manden, som har skrevet bogen ”Tropic Thunder” Mr. Four Leaf Teeback. Filmen er jo naturligvis baseret på virkelige hændelser.

Teeback råder Cockburn til at sende flokken af skuespillere langt ind i junglen. Til lejligheden er junglen udstyret med små videokameraer, pyroteknikere og statister, som alle vil sørge for at skabe en ægte stemning af krig omkring gruppen. Slutresultatet regner han med vil blive meget realistisk. Da Cockburn – straks efter at transporthelikopteren er smuttet - træder på en landmine og larmen fra eksplosionen alarmerer en bande asiatiske heroinfabrikanter, er gode råd pludseligt dyre. Men det er jo kun noget seeren ved, for skuespillerne tror stadig, de er med i en film.

Selvfølgelig er Tropic Thunder både en hyldest og en tyk parodi på alle de (anti-)krigsfilm, som Hollywood har sprøjtet ud siden krigen i ’Nam, og derfor er den naturligvis fyldt til bristepunktet med intertekstuelle referencer til film som Platoon, Apocalypse Now og en hel række andre film genren. Man skal dog ikke bare tro, at Tropic Thunder kun handler om at latterliggøre krigscelluloid, for det er lige så meget en film om hele den forlorne filmbranche, dens agenter og alle skuespillere, der er lige så grådige og egoistiske, som der er dumme.

Mest omtale har filmen sikkert fået på grund af Robert Downey Jr., der spiller Kirk Lazarus, som har fået foretaget en form for omvendt Michael Jackson-operation. Hans hud er blevet farvet sort med soya, så han bedre kan leve sig ind i rollen som den sorte løjtnant i ”Tropic Thunder”. Det er dog ikke kun den stereotypiske filmneger, der bliver gjort grin med, men det er i lige så høj grad andre filmgenrer, som især amerikanerne synes at elske, der kommer under den satiriske skalpel.

I et fantastisk påhit starter Tropic Thunder med først at vise en serie opdigtede reklamefilm. Ideen er at disse skal blander sig sømløst ind i den linde strøm af reklamelort, som altid flyder os i møde før den film, man har betalt 75 kr. for, starter. Det første indslag er en reklame for sodavanden ”Booty Sweat”, som den opdigtede rapper Alpa Chino har sendt på gaden. (Alha er naturligvis med i Tropic Thunder som den eneste ægte sorte skuespiller). Dernæst får vi en trailer for Jeff Portnoys (Jack Black) Eddie Murphy-klonede komedie kaldet The Fatties II. I den spiller Portnoy selv alle rollerne som de frække utiltalende familiemedlemmer, der ikke bestiller andet end at fjærte ved middagsbordet.

Efter den ser vi traileren til den 5-dobbelte Oscarvinder Kirk Lazarus’ nyeste drama Satan’s Alley – en film om forbudt kærlighed mellem munke, og endelig er det tid til at se Tugg Speedman (Ben Stiller) i traileren til actionbraget Scorcher VI- the Meltdown. Ikke alene er det en god introduktion til karaktererne i hovedfilmen, det er også en spydig kommentar til, hvordan Hollywood typecaster.

Tropic Thunder har i USA selv før sin premiere modtaget meget hård kritik fra virkelighedens bornerte slæng hellige. Det har dog ikke kun været krigsveteraner og borgerrettighedsgrupper, som råber op, men de mest højrøstede har været alle de, der forsvarer de retarderedes rettigheder. Det er dog helt misforstået, for Tropic Thunder kommenterer bare det faktum, at Hollywood elsker (og til stadighed belønner) film om karakterer, der alle har det til fælles, at de har stået bagerst i køen, da hjernerne blev uddelt. Speedman (Stiller) har nemlig forsøgt sig som seriøs skuespiller i filmen Simple Jack, og får i en ubetaleligt morsom scene midt i filmen gode råd fra Lazarus om aldrig nogensinde at tage skridtet fuldt ud og påtage sig en rolle som 100 % retarderet.

Tropic Thunder er altså ud over sin umiddelbare platte underholdningsværdi, sin lyst til pastichen og sin politiske ukorrekthed faktisk en komedie, der tør have det nødvendige satiriske bid til at gnave sig så godt ind i skridtet på fantasifabrikken i Los Angeles, at det til sidst knaser rigtigt højt. Det er helt forfriskende og frækt. Man kan måske godt mene, at det er en smule søgt, at der - i en fiktiv situation som denne, der pludselig udvikler sig til reelle sammenstød - ikke er nogle af vore protagonister, der får skudt, såret eller dræbt så meget som en enkelt af de ondskabsfulde heroinfabrikanter.

På den anden side realismen blev lagt på hylden, allerede inden den første fup-trailer var set til ende. Tropic Thunder er i sidste ende jo en film, der handler om en film, som citerer en masse film baseret på en opdigtet bog, og jeg har endda ladet mig fortælle, at der er lavet en mock-documentary, der følger tilblivelsen af Tropic Thunder. Den metafilmiske metafilm er med andre ord en realitet!