Holder man af platte, amerikanske komedier, så ved man at Zoolander fra 2001 er en moderne kultklassiker på højde med Dum og dummere eller Top Secret. Filmen var oprindeligt baseret på en række kortere sketches lavet til SNL (Saturday Night Live – red.). Det var sketches, som tog tykt pis på en branche, der om nogen er selvfed, og som tager sig selv unødigt seriøst: modebranchen.

Efter næsten tyve år er fortsættelsen endelig blevet en realitet, en fortsættelse, der i sagens natur både skal forsøge at samle fortællingen og dens figurer op efter den første film, men som samtidig skal byde på nok nyt til, at det ikke blot bliver en slags tyndbenet kopi af den første. Som alle, der har beskæftiget sig akademisk med kultfilm kan fortælle, er det dog usigeligt vanskeligt bevidst at skabe et egentligt kulthit, uanset hvor hårdt man ellers forsøger. Et oplagt eksempel er Shock Treatment, som folkene bag havde håbet på ville blive lige så stor en succes som forgængeren The Rocky Horror Picture Show. Kultpotentialet ligger nemlig ikke i filmen selv, men derimod, som Anne Jerslev skriver i Kultfilm og filmkultur (1993), i publikums modtagelse, reception og dyrkelse af selvsamme.

Det vil dog være uretfærdigt at sammenligne Zoolander no. 2 med Shock Treatment, for selv om de nye eventyr med Derek Zoolander, den rivaliserende model Hanzel og den ondskabsfulde kriminelle modefyrste Mugatu ikke er nær så vellykket som første gang, vi mødte dem, så er det ej heller nogen katastrofal dårlig film. Dette skyldes især gensynsglæden med de gamle figurer men også, at der både er flere nye figurer og scener, som er ganske morsomme, men uden helt at nå det absurd sjove niveau, som man oplevede i den første film.

Et af de elementer, der gør, at anden del delvis fungerer, er de mange cameos, der optræder undervejs. Af gode grunde har Zoolander no. 2 ikke David Bowie på gæstelisten, men både musikere som Katy Perry, Justin Bieber og Sting kigger forbi, men mange, mange flere kendisser stikker deres ansigt forbi Zoolander no. 2, faktisk så mange, at de er for mange til at nævne hér. Morsomt er det også, at opleve de folk fra modeverdenen, der optræder i roller som dem selv – f.eks. Tommy Hilfinger, Marc Jacobs og Vouges amerikanske redaktør Anna Wintour. Det viser i al fald, at der er enkelte folk fra modebranchen, som faktisk besidder ironi og humor omkring deres verden, når de på denne måde vælger at stille op i Ben Stillers film og tage tykt pis på dem selv og deres branche.

I ganske korte træk handler filmen om Derek Z., der har trukket sig tilbage fra spotlyset, efter det læringscenter, som han byggede i slutningen af sidste film, kollapsede og dræbte hans kone. Hans søn blev efterfølgende også taget fra ham, efter myndighederne fandt ud af, at Derek ikke engang kunne finde ud af at ”gøre spaghettien blød, ligesom mor kunne”. Hanzel, der ligeledes har isoleret sig fra omverdenen, og Derek opsøges begge to af skuespiller Billy Zane, der dukker op med en invitation til de to forhenværende supermodeller. De inviteres til at deltage i det hotteste show i modeverdenen lige nu. Dette er skabt af den italienske modediva Alexandra Atos i samarbejde med hendes hipsterdesigner Don Atari. Atos er i øvrigt en slet skjult reference til Donatella Versace, for Kirstin Wiig er sminket nærmest uigenkendelig i rollen som den skingre modedronning.

Samtidig kontaktes vore to snotdumme og selvoptagne hovedpersoner af modepolitiet, under ledelse af den altid skønne Penelope Cruz, der vil have dem til at efterforske nogle mystiske mord på popstjerner. Grunden til, at Derek skal blandes ind i efterforskningen, er, at popstjernerne alle sammen døde med et af Zoolanders karakteristiske ”look” på ansigtet. Derek indvilliger kun modvilligt i at hjælpe med efterforskningen, fordi modepolitiet til gengæld lover at hjælpe ham med at opsnuse Dereks søn, som han ikke har haft kontakt med i mange år.

Handlingen er i øvrigt heller ikke så fantastisk vigtig. Vigtigst er derimod, at der bliver skabt nogle situationer undervejs, som kan skabe grobund for morsomme situationer, misforståelser og ikke mindst visuelle absurditeter. Dette sker også, men de er desværre langt fra de memorable scener, man husker fra etteren ( f.eks. ”benzin-slåskampen” i filmens start). Filmen er morsom, bevares, men den føles måske mere som en række sketches, der er limet sammen af en lidt søgt handling, end som en helstøbt film. Plottet er selvsagt langt ude, men når man tænker på, hvor langt tid Stiler & co. reelt har arbejdet på at få filmen realiseret, er det lidt underligt, at den ikke er blevet mere vellykket end tilfældet er, til trods for at den byder på scener med både lava og ”sexy-fighting”.

På ekstramaterialet, som i øvrigt er ganske sparsomt sammenlignet med mange andre aktuelle Blurays, er der også en delvis forklaring på, hvorfor det har taget så lang tid at lave en fortsættelse. Det viser sig nemlig, at skaberen af Zoolander-figuren Drake Sather, en ung komiker knyttet til teamet på SNL, tog sit eget liv i 2004 , og dette satte planerne om en ny film på en ganske lang pause.

Zoolander no. 2 er ganske underholdende, men som forventet kan den ikke leve op til etteren. Dette dels fordi vi allerede en gang har set Stiller & Co. gøre grin med mandemodeller og modebranchen , dels da det som nævnt er nærmest umuligt at skabe en film, der får samme kultlignende status som den første. Etteren skuffede både i biograferne, og kritikerne gav den en ganske hård medfart, men sidenhen har den opnået nærmest klassikerstatus. Spørgsmålet er så, om to’eren med tiden også gør det? Her på kapellet tvivler vi på at det sker. Omvendt set er dette også en anmeldelse, så det må selvsagt være publikum, der i løbet af de næste år vitterligt afgør det.