Det er totalt nedtursagtigt, når man kommer tilbage til sin lejlighed, lige efter at have været en sjælden tur hjemme hos de gamle for at være med til at begrave sin tvillingebror, for så at opdage at ens usle hummer er blevet fyldt til randen med beholdere fyldt med kunstgødning, ammoniak, skydevåben, fly manualer og falske pas. Endnu større nedtur er det så, når mobilen ringer og en klinisk stemme fortæller, at man har 30 sekunder til at komme ud af lejligheden, inden FBI vælter ind, fanger en og smider en i fængsel på livstid mistænkt for terrorvirksomhed.

Men det er præcis denne nedtur Jerry oplever i starten af den nye Spielberg-producerede hi-tech thriller Eagle Eye, der netop har fået premiere. I Eagle Eye synes ganske tilfældige, normale, amerikanske statsborgere pludseligt at blive udvalgt til at makke ret og blindt følge en prædefineret plan. En ung kvinde, Rachel, har lige sat sin søn på et tog og bliver under en hyggelig aften i byen pludselig ringet op af knægten. Men i stedet for sønnens stemme lyder der en mystisk kvindestemme. Stemmen befaler Rachel at gå uden for baren og rette blikket mod en nærliggende burgerrestaurant. I stedet for den glade logo-klovn på de store fladskærme toner der nu pludseligt et billede frem af sønnen, der hygger sig med vennerne i toget. Stemmen i telefonen fortæller, at toget vil blive afsporet og knægten dræbt, med mindre Rachel parerer ordrer, stiger ind i en parkeret bil og kører den til en ganske bestemt adresse.

Uanset hvor Rachel og Jerry forsøger at gemme sig, synes den mystiske bagmand at være et skridt foran. Den eller de, som står bag det hele, har tydeligvis ubegrænset adgang til alle overvågningskameraer, mobiltelefoner og andet elektronisk isenkram, og kan manipulere disse aggregater til egen fordel. Pludselig er det som om, selv bilens GPS-system kan gå amok og bestemme, hvor man bør køre hen.

Der er, som de fleste måske allerede har gættet, lagt i ovnen til en hæsblæsende og ikke så lidt urealistisk actionthriller, der ikke alene fokuserer på den voksende paranoia over overvågningssamfundet, men som også leger med ideen om, hvor langt ganske almindelige mennesker er villige til at gå, hvis bare de bliver presset tilstrækkeligt.

Filmen er dog primært en chase-movie uden de store filosofiske armbevægelser. For det er kapløbet mod tiden, kapløbet mod forskellige efterforskere og kapløbet mod filmens centrale afsløring – nemlig svaret på hvem det er, der står bag denne diabolske plan – som driver handlingen i Eagle Eye frem. Det ville være altødelæggende for filmoplevelsen at afsløre, hvordan det hele hænger sammen her - det bør man se filmen for at finde ud af.

Når det så er sagt synes filmen at trække på en række beslægtede film; tungest vejer den klassiske amerikanske thriller, som dernæst følges af konspirationsfilmen på en tæt andenplads. I den konstante fokus på overvågningsteknologi, kan man ligeledes drage paralleller til film som Enemy of the State, og endelig så låner Eagle Eye både visuelle og indholdsmæssige træk fra klassikere som 2001 og Wargames. Det betyder dog ikke at Eagle Eye er ren plagiat fra start til slut, for den fungerer langt hen af vejen både gennem sine meget effektive actionsekvenser og sit ret habile skuespil. Shia Le Beouf formår (ulig sin rolle i Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull) faktisk at spille med lidt dybde, virke troværdig og samtidig være supercharmerende. Hovedefterforskeren, der jager vore protagonister, er FBIs dygtigste antiterrorist Morgan. Han synes at være kalkeret direkte over den rolle Tommy Lee Jones spiller i The Fugitive, men heldigvis formår Billy Bob Thornton på charmerende vis at gøre figuren til sin helt egen.

Det er den forholdsvis ukendte instruktør D. J. Caruso (som tidligere har stået for bl.a. Salton Sea og teen-thrilleren Disturbia), som står bag dette spektakel af en film, der har haft hele fire forfattere tilknyttet. Selv om filmen, hvis man tænker over den retrospektivt, bliver meget løs i leddene, er det både spændende og underholdende, letbenet popcornsfilm i god kvalitet, man er vidne til i de små to timer det varer. Det ændrer dog ikke ved, at når først sløret, der fra filmens start har tildækket konspiratorerne, bliver flået væk til sidst, bliver meget af filmens interne logik desværre også hevet med i faldet.