En tidsmaskine. En der frit kan placere dig i hvilken tidsalder og i hvilken situation, du måtte ønske. Mød, Cæsar, Ludwig d.14, Napoleon, Hemingway, Marilyn Monroe, Hitler eller din afdøde far. Mulighederne er uendelige. Ikke nogen ny tanke - og som bekendt, på film kan alt lade sig gøre. Måske husker vi filmserien med tidsrejsen i Back to Future fra 80’erne eller Woody Allens Midnight in Paris fra 2011 ? Eksemplerne er mange. Nogle dristigt legende med tidsrejsen som en realitet, andre en bevidst illusion udført af skuespillere. De fleste tidsjonglerende film kræver, at vi fuldt og helt accepterer filmens præmisser, går med på tidsideen – ellers falder plottets troværdighed.

Den franske film La belle époque instrueret og skrevet af Nicolas Bedos er er en lille vittig/satirisk komedie, der behændigt mixer fortid og nutid. Ikke hjulpet af nogen tidsmaskine, men af en minutiøst gennemarbejdet drejebog, en ægte scenografi og af troværdige skuespillere. En minutiøs iscenesættelse, for at virkeliggøre den ønskede tidsalder.

Victor, en arbejdsløs bladtegner, bliver spillet af skuespilveteranen gennem mere end 40 år, Daniel Auteuil. En sur, gammel, gnaven, hvid mand, distræt verdensfjern og drømmer, komplet med uplejet skæg og sjusket påklædning. Når han endelig tænker, ja, så er det på den sex, hans jævnaldrende skønne kone, en anden fransk filmklassiker, Fanny Ardant, nægter ham, i et forsøg på at løsrive sig fra sit triste, tilgroede, trivielle ægteskab. Hun har ellers travlt med fællesvennen, redaktøren, der fyrede ham som tegner.

Så er det Victor får chancen for at dykke ned i nostalgiens søde drømme. For sønnen arbejder for den succesrige kreative igangsætter Antoine (Guillaume Canet), chef for tidsrejsefirmaet Time Travel, der skaber historisk korrekte omgivelser med fortidens ønskede personer. Det hele i historisk ægte miljøer, tilsat stemningsskabende doser af tidsrigtig musik og lyssætning. Rokokoparykker, kejserkrone eller militæruniformer. Sig blot frem, fortiden kan genskabes - det er kun et spørgsmål om bankkontoens størrelse!

Tvære, desillusionerede, Victor, får af sønnen, i et forsøg på almindelig opmuntring, et gavekort med ubegrænset adgang til fortiden. Uden tøven vælger han d.16. maj 1974. Stedet, en lille bistro i Lyon med navnet ’La belle Époque’. Nu kan tidsspillet for alvor begynde. Time Travel skaber ned til mindste detalje, gaden, cafeen, bemander den med typerne fra dengang, næsten alle med en Citanes eller Gauloise i flaben. Datidens barmand, servitrice, de er der alle, ja, selv hans lille runde stambord står og venter på Victor, der netop har ønsket, at genopleve sin ungdoms forelskelse, anno 1974. Scenografien er nøje udarbejdet efter Viktors detaillerede tegninger. Skuespillerne kender deres replikker, dog med øresnegle, så produceren kan hjælpe, når der skal improviseres. For ovenover kulissen sidder, i bogstavelig forstand, producerne, her specielt Antoine og sønnen, der har ansvaret for afviklingen af illusionen, så Viktors fortid kan blive omsat til kød og blod – tilsat lys og musik, så Viktor kan vandre nynnende ned ad Memory Lane, med Billy Holidays The Man I Love på læberne.

Et kompliceret plot, hvor nu og her, behændigt og forvirrende blandes med før og dengang. Victor nyder illusionernes teater, genoplever i sin gamle trætte krop ungdommens lyster. Nu mødes han med sin kærligheds stand-in fra fortiden, fremstillet af skuespilleren Marianne (Doria Tillier), smuk, livlig og provokerende ung. Viktor vil gerne lade sig narre. Igen føle sig ungdommelig, charmerende, nyder smagen af den tabte tid. Men han behøver kun at kigge op i loftet for at opdage kulissens mange projektører eller at gå tværs over filmsættes gade, for at konstatere at murstenene er tapet . Alt er falskt, men rekonstrueret så realistisk, tæt på fortiden, at da Victor bemærker til Marianne, ”jeg mener det regnede” og straks trykker produceren på regnknappen. Og det regner.

La bellle époque udvikler sig livligt i et tidskalejdoskop, fyldt op med nostalgiens farverige klicher. Fransk charme, med ånd og intelligens, for at blive i klichéerne, med mange kvikke replikker og hip til nutidens overfladiske leveform. En leg af en film - og ikke mindst, en vellykket leg med filmmediet. Det er nok ikke noget tilfælde, at cafeen er nabo til Lumieres filmstudier. Et imponerende gennemarbejdet produktionsdesign, hvor man mærker instruktørens glæde ved 70’er-detailler. Men allerbedst, en original lille velspillet komedie, med nogle af tidens bedste franske skuespillere. En genre som franskmændene engang var ferme til. En nostalgisk rejse med moral og et ikke overraskende endemål.