Islandsk film er noget ganske særligt. Store grønne vider med fåreflokke og vilde heste. Klippeformationer ned mod det barske hav. Langt, langt mellem naboerne.

Beboerne er tavse, indadvendte, ofte med et uforløst kærlighedsliv. På en gang storslået og enkelt.

Dokumentaristen Ninna Pálmadóttir debuterer, med udgangspunkt i filmveteranen Rúnar Rúnarssons manuskript (Volcano, Echo, Lysbrud), med spillefilmen Solitude, der netop indeholder alle de forventede islandske elementer.

Og dog.

Nok starter vi med billeder, der følger to biler, der haster gennem det skønne, øde landskab, for uventet at sidde fast i en overskyllet vej. Ud af den ene bil træder en velklædt typisk byboer – slips, blå skjorte, habit. Af den anden bil, hans modsætning. Tjavset, halvlangt hår, gråskægget, i krøllet uldtøj, hængerøv og udtrådte sko. By og land.

”Skriv under her”, siger advokaten og rækker en stabel papirer frem mod Gunnar (Þrö ur Leó Gunnarsson) , der lidt tøvende skriver under på, at han erkender ekspropriationen af hans landejendom, med de mange, mange tønder land, der har tilhørt familien gennem fire generationer og nu er i fare for at blive oversvømmet.

Gunnar er nu en velhavende ældre landmand med 150 millioner islandske kroner i banken. Uden bolig, uden land, uden heste og får? Hvad nu?

Det er her Solitude er anderledes, for Gunnar, den nyrige landmand vælger at flytte til byen og købe et mindre delvist møbleret hus i en nydelig forstad til Reykjavik. Ensom, alene og fremmedgjort i et forstadsmiljø. Han strejfer nysgerrigt rundt i hovedstaden, omgivet af mennesker, der alle er ham fremmed.

På en af hans morgenvandringer forsøger den tiårige avisdreng Ali (Hermann Samúelsson) at stikke ham en avis, som han afslår. Ali insisterer og propper avisen gennem Gunnars brevsprække, som Gunnar straks derefter blokerer for enhver indtrængen.

Få dage efter ringer Ali, der bor lige overfor, på døren og spørger bedende, om han må blive bare et par timer, til en af hans forældre kommer hjem. Det bliver til et stille parti skak og begyndelsen på et stille venskab – for enebarnet Ali kommer tilbage. Ja, Gunnar bliver en slags børnepasserordning for de fortravlede, fraskilte forældre.

”Har du ikke fjernsyn?”, spørger Ali forbavset. ”Nej jeg har radio”, svarer Gunnar stolt. ”Er du ikke lidt mærkelig?”, siger Ali halvhøjt, uden at forvente svar.

Det synes de også henne i banken, hvor Gunnar, som altid bondeklædt, uvasket hår og pjusket skæg, forlanger at få sin store sportstaske fyldt op med 50 mill. kr. i kontanter fra sin konto. Dem skal han videre med, for at donere til en flygtningeorganisation. En anonym donation, der vækker opsigt i pressen – men lader Gunnar kold og anonym.

Solitude handler om ensomhed, bevidst eller ubevidst. Et nærbillede af ung og gammel, by og land – men først og fremmest et nuanceret og vedkommende billede af to mennesker, der trods alders- og miljøforskelle støtter og udvikler deres personligheder og tilpasning til samfundet. Ikke ubetinget lykkeligt. Med en slutning, der desværre nok er tæt på virkelighedens verden, der ikke giver megen håb for det umage venskabs fremtid.

Atter en gang viser islandsk film sin styrke i det storladne og samtidigt det helt nære. En realisme, med sparsom dialog, der koncentrer sig om en indre udvikling, hvor glæde og smerte ligger tæt på hinanden og hvor den ydre moderne verden ikke altid viser forståelse.

Solitude har både i det cinematografiske og psykologiske et sjældent nærvær, der fastholder vores glæde ved islandsk film også når den, som her, for det meste, foregår i en storby.