Presence (84 min.) Biograffilm / RIO Pictures
Anmeldt 6/3 2025, 00:00 af Uffe Stormgaard
Spøgelseshuset
Spøgelseshuset
« Tilbage





Mørke tomme stuer, halvåbne døre, skæve trapper. Det håndholdte kamera afsøger minutiøst den store gamle villas tomhed. Rystende billeder, i mere end en forstand, fyldt med varsler om en forventet uhygge og gru. Velkommen til spøgelsesvillaen, der om lidt skal bebos af en dysfunktionel kærnefamilie med, far, mor og to store teenagebørn.
Mesterinstruktøren Steven Soderberg (Ocean's Eleven, Traffic eller Haywire ), der selv står for filmens klipning og det håndholdte kamera, har med spillefilmen Presence sammen med den lige så professionelle manuskriptforfatter David Koepp (Jurassic Park, Mission: Impossible og Spider-Man), valgt den klassiske spøgelsesgenre – hvis gyserlove de selvfølgelig bryder og gerne vil forny.
Ægteparret Rebecca (Lucy Liu) og Chris (Chris Sullivan), samt deres to store teenagere Chloe (Callina Liang) og Tyler (Eddy Maday ) flytter ind i den store repræsentative forstadsvilla. Ved første øjekast synes alt helt i overensstemmelse med den bedre del af den amerikanske middelklasse. Rebecca, succesrig forretningskvinde, der især er knyttet til den ældste af børnene, Tyler, som er en idrætsfreak, med håb om at sætte en svømmerekord. Chris den lidt godmodige far er Cloes trøst og fortrolige og det er der i allerhøjeste grad brug for. Chris er langtfra tilfreds med sit ægteskab og da han fornemmer at hustruen er i gang med ulovlige handler, henvender han sig til en advokat for at få råd. En på overfladen helt almindelig familie – og dog!
Cloe er den typiske teenager, indadvendt trodsig. Ligger mest, inaktiv og fortvivlet på sin seng på sit værelse. Og det er især her der sker naturstridige hændelser. Bøger og blade smidt på gulvet svæver af sig selv op på bordet, og hovsa bøgerne smutter ind i bogreolen. Voldsommere og voldsommere bliver spøgeriet, helt i overensstemmelse med Cloes sindstilstand og familiens disharmoni. Klædeskabets indhold vælter ud, glas falder på gulvet. Spøgelset, eller med et rigtigt gammeldags gyserord, poltergejsten, blander sig mere og mere i familiens liv og afspejler deres sindstilstand.
Vi forstår at Cloes to nære venner er omkommet efter et stofmisbrug, som Cloe selv er/var en del af. En overdosis som hun føler sig medskyldig overfor.
Derfor spøgeriet? Eller?
Lad det stå hen. Kun så meget at poltergejsten blander sig mere og mere i familielivet. Det urolige, nervøse, flakkende, allestedsnærværende kamera, der pludselig går i sort og efterlader tilskueren i 4-5 sekunders mørke, for raskt at springe til en helt anden scene, er ikke kun en instruktørs øjne/linse – det må være spøgelset selv.
Lyder det mystisk og meget fortænkt? Det er det.
Presence har masser af thrillerens elementer, der er med til at fastholde os i den alt andet end stringente spøgelseshistorie, uhyre velspillet, ikke mindst af Callina Liang, som gør teenager Cloes sindstilstand nuanceret og troværdig.
Men ak, mest af alt mangler humoren. Bare dog spøgelseshuset havde været mere spøgefuldt.
Ikke flere anmeldelser