Tre gange tre dunk i scenegulvet. Det traditionelle signal er givet. Fortæppet går langsomt op. Et menneskemylder viser sig for vore øjne. Gøglere, linedansere, aber på stylter, alle prøver at tiltrække sig gadens opmærksomhed. Gaden er Boulevard de Crime midt i Paris’ hjerte i årene omkring 1830. Her ligger det folkelige Theater Finambule, hvor udråberen, ”Kom blot nærmere, billige priser”, netop er i gang med, at præsentere forestillingens mange dramatiske/underholdende elementer. Benspjæt, adrætte og ildspyende artister og falden-på-halen klovne, alt sammen til musikledsagelse. Scenen er sat de næste godt tre timer. Scenen/filmen er boulevarden og teatrets verden.

”The World is a stage” er en klassisk replik fra Shakespeares stykket, Som man behager, og det er netop hvad den franske mesterinstruktør Marcel Carne (Hotel du Nord, Aftengæsten og Tågernes Kaj, for blot at nævne et par klassikere) sammen med poeten/surrealisten Jaque Prevert, vil fortælle os i Paradisets Børn fra 1945. Den er nu gennemrestaureret og tilbageført i sin oprindelige længde, klar til biografdistribution.

Med kærligheden i centrum (gen)oplever vi, i smukke sort/hvide billeder, den poetiske realisme, der smertefuldt nuanceret skildrer livet/kunsten(teatret) /kærligheden og dets magi, illustreret gennem de fire hovedpersoner: Den skønne kurtisane, Garance (Arletty), tilbedt af skuespilleren og flødebollecharmøren Frederick Lemaitre (Pierre Brasseur), aristokraten Grev Edward de Monteray (Louis Salou) – og ikke mindst af poesiens hvide blomst, mimikeren Baptiste (Jean-Louis Barrault).

Paradisets børn er ikke kun dem, der hvirvles rundt i kærlighedens centrifuge, men også en betegnelse for de øverste billige balkonrækker, hvor folket ucensureret og højrøstet kommenterer både komediens handlingsforløb og ikke mindst dem på scenen. Og vi hvirvles med. Præsenteres i et korte glimt for den smukke Garance, der i gøglerteltet fremvises – i passende afstand – nøgen, siddende i en tønde, i vand til skuldrene. Gøgl og menneskemylder, hvor elegantien Frederick Lemaitre, groft og pågående antaster enhver køn kvinde, med indgangsreplikken: ”Du smilede til mig” – og selvfølgelig skal han også støde ind i, nu velklædte, skønne Garance, for straks at erklære sin kærlighed.

Midt i menneskehavet stjæler en lommetyv en bedsteborgers lommeur – og stakkels Garance, der tilfældigvis står i nærheden, anklages for tyveriet. Ingen kan/vil bevidne hendes uskyld. Og dog. Oppe på podiet, foran teatret, sidder Baptiste, i sin pjerrot dragt. Den hvide silkeklædning, med de store knapper, ansigtet hvidsminket og med foldehatten. Lidt foragtet, stum og sær – fraværende, hørende til en anden verden. Han har iagttaget lommetyveriet og beviser nu mimisk, i en illustrativ pantomime, klart Garances uskyld. Hun slippes fri, men de to par øjne er mødtes og fanget i ”kærlighed ved første blik”.

Også vi er fanget af kærlighedens magi, midt i en verden, der slet ikke er vores. Baptistes uskyld og naivitet udstråler en poesi, en ægthed som umiddelbart griber os – og følger os gennem hele filmen. Vi skal møde mange nuancer af kærligheden, ægte som uægte, i dette smertefulde komplicerede handlingsforløb, med svig, dueller og et drama, hvor teaterscenen bliver en metafor for livet og ”skuespilleren er alle og ingen”, som det siges i filmen.

Baptiste vælger eller snarere, vælges af teaterdirektørens datter Nathalie, som ægtefælle, mens Garance må læne sig op ad den velhavne aristokrat. Her slutter første akt.

Andet akt, L’homme blanc foregår efter 5-6 år. ’Den hvide mand’ er nu gift og har en dreng med Nathalie – rigtig lykkelige er de ikke, trods Baptistes succes på scenen. Også udhaleren Frederick har succes, er blevet rigtig skuespiller endda som den jaloux Jago i Othello. Ingen af bejlerne har glemt skønne Garance. Trådene væves sammen. Tæppet er klar til at gå ned. For livet var en scene.

Paradisets børn er en vidunderlig film. En fransk prestigeproduktion, klar til efter anden verdenskrig at sætte Frankrig på filmens verdenskort igen, med imponerende atelieroptagelser, gadekulisser, kostumer og over 1 400 statister plus en funklende stjernebesætning. Smuk og smertefuld, der helt forståeligt, at filmen med generationers mellemrum, dukker op i biograferne. For det er i biografmørkets favn, dette poetiske billedværk skal opleves - og høres. Replikkerne er en lang verbal perlerække, men det er nok mimikeren Jean Louis Barraux’ ansigt, hvidsminket og med sorgfulde øjne, der er uforglemmeligt. Kort sagt: en klassiker der tåler (gen)syn.