SYNG, SYNG, SYNG. Syng dog selv. Alle kan synge, alle har en diva i sig. Bare du får en mikrofon i hånden. En tekst blæst op på en skærm og smækre toner til alle de populære sange (slagere hed det dengang Giro 413 tonede fra radioen om søndagen), der kælent ledsager din sang - sangene om hjerte og smerte, længsel og savn. Så sker der mirakler.

Det er den finske dokumentarfilm af Einari Paakkanen Karaoke paradises budskab. For sådan er den japanske Karaokes mantra, der har fået stor udbredelse på Finlands værtshuse, barer, forsamlingshuse og garager. Få minutter i rampelyset kan frigøre mennesket fra ensomhed og indelukkethed, hvor pivfalsk og arytmisk sangen til de bløde toner, end måtte lyde.

I korte sekvenser møder vi mennesker for hvem sangen/rampelyset har gjort underværker. Kvinden, der lider af Parkinson. Moren der har mistet sin baby. Værkstedsejeren, den generte, ældre ungkarl i sin søgen efter en mage. Alle vover de sig, efter mange betænkeligheder, op på scenen. Og miraklet sker – eller måske mere hverdagsagtigt sagt - en stille selvforståelse opstår.

Mest i filmens centrum er Evi, den omrejsende Karaoke-bestyrer, der skaber fest og livlighed, hvor end hun kommer frem med mikrofon, højtaler og alle de slidte døgnfluer på programmet. Evi er lidt op i årene, velklædt, med perfekt afbleget hår, små krøller og make-up, er hun ved at klargøre karaokeudstyret til at køre landevejene tynde, gennem de smukke, smukke finske naturbilleder, i sne og sommer. For Evi drager ude til de små byers forsamlingshuse, værtshuse, der hvor de ensomme mødes. Det har hun gjort i mere end 20 år. Det er blevet et mål for Evi at få de ensomme generte gæster op scenen, lade dem være i centrum og optræde med deres sange. ”Man skal gøre noget for mennesker”, mener Evi. Mest rørende, når hun besøger de ældre på plejehjemmene og får dem med rystende hånd og stemmer til at synge med på de banale tekster og toner.

Karaoke paradise er ikke kun et billede af en succesfuld underholdningsindustri, der givetvis opfylder manges ofte fortrængte ønsker om af at være i centrum. Filmen blotlægger på en stille og ofte medfølende måde, en ensomhed, der nok er større end vi i det daglige opfatter. En smuk film, hvor de store vider af sneklædte skove, kæmpe søer og grønne landskaber veksler og understreger afstand og ensomheden.

Nej, man (jeg) får ikke trang til at gribe en mikrofon og synge om forsmået kærlighed eller ”de to ord du ved”. Mindre kan også gøre det. Til gengæld har jeg i den finske dokumentarfilm mødt rigtige mennesker, hvis følelsesliv vi kom tæt på – og hvis selvtillid er vokset, efter de ti minutters berømmelse, med en styrke, der let overgår højtalernes banale sange.

Det er filmens styrke.

Læs også Kapellets anmeldelse af filmen, da den blev vist i 2022 på CPH:DOX