Vi starter på gravene. Familien dækker op med lækkerier foran de markante, monumentale gravsteder. ”Ære være de døde”, mumler den myndige mormor, mens hun dirigerer rundt med de voksne, børn og børnebørn. Husk, at der skal drysses farverige blade foran graven inden den spirituelle picnic kan tage sin begyndelse.

Fremmedartet, langt fra vestens kultur og traditioner. Vi er i Talat Phlu-kvarteret, et område i Bangkok, der kaldes for Bangkoks Chinatown, kendt for sine farverige madmarkeder, hvor filmens hovedperson, mormor Mengju (Usha Seamkhum) , lever godt og tilfreds med at sælge hjemmelavet risengrød fra sin lille markedsbod.

Min mormors millioner, instrueret af Pat Boonnitipat, er noget så sjældent som en thailandsk film, der nok er total fremmed i miljø og setup – men alligevel er så almen menneskelig, at den kunne foregå i Valby eller New York. Følelserne er de samme.

Mormor, der er en myndig enke, lever et stille lidt ensomt liv. Det er ikke tit hendes tre voksne børn kigger forbi – og hvis, så er det for den yngste søns vedkommende, for at låne penge.

Barnebarnet M (Pitthipong Assaratanakul), der er lidt af en it-nørd og uden fast arbejde, forsøger også kontakt, men mormor har nok i sig selv.

Så afsløres det mere eller mindre tilfældigt, at mormor er angrebet af kræft og at selv tre gange kemobehandling ingen helbredende virkning har. Nu vokser familiemedlemmernes interesse for den sygdomsramte. M, den rodløse teenager, får nyttiggjort og charmeret sig til fast indflytning hos Mengju - og hans livsopgave er nu at betjene og underholde sin syge mormor. Om det er kærlighed eller grådighed, i en forventning om en større andel af arven, er ikke umiddelbart til at sige.

Grådighedens ansigter viser sig nu i alle sine nuancer hos familiemedlemmerne. Filmen hæver sig fra at være et interessant antropologisk nærbillede til en desværre genkendelig og ægte fremstilling af et arveslagsmål.

Min mormors millioner er som dramatisk plot set før. Men spillet mellem M og mormor er så nuanceret og blottet for banaliteter, at man ikke kun bliver grebet af forargelse, men mest af nysgerrighed. Og allerværst af genkendelighed. Læg dertil en optimistisk hyldest til kærligheden og fællesskabet på baggrund af arveopgøret.

Filmen er indstillet til en Oscar som bedste udenlandske film – mon ikke den skulle have en chance selv i Hollywood, der just ellers ikke dyrker den form for ægthed.