”Jeg elsker dig”, sådan lyder filmens udgangsreplik. Er det en rigtig feel-good film, med knus, kys og happy end? Ikke helt. Vi er i Paris, 13.arrondisement, et tæt bebygget område med højhuse, små lejligheder, langt fra turisternes farverige, romantiske Paris. Tæt på det grå, småtriste, kendt som HLM (habitation à loyer modéré) et socialt byggeri med en rimelig husleje.

Les Olympiades hedder det småtriste forstadskvarter Jaque Audiard (Profeten 2009, Smagen af rust og ben 2012) har koncentreret sig om i sin sort-hvide storbyfilm Lev, Elsk, Paris, beboet af unge kærlighedssøgende, ensomme, mennesker i en skøn etnisk blanding.

”Sådan begyndte det”, siger forteksten efter at vi i helikopterperspektiv er kredset omkring de store boligblokke med hundredvis af vinduer, som vi glimtvis kigger ind gennem, for at standse op ved en nøgen smuk ung kvinde, der syngende ligger på sengen med en mikrofon i hånden, mens hun beordrer en mandlig sexparter til at komme med yoghurt.

Lige på og hårdt.

Lev, elsk, Paris, der er baseret på tre amerikanske grafiske noveller af Adrian Tomine, handler om storbysex. Alvorlig sex, ligegyldig sex, sex som trøst, som adspredelse, som underholdning – plus en stribe følgevirkninger, det hele belyst gennem den klassiske firkant af kærlighedssøgende unge.

Emilie (Lucie Zhang) er telefonsælger og bor i et af højhusenes mange små lejligheder, der egentlig tilhører bedstemoren, som pt. er på plejehjem. For at supplere indtægten udlejer hun et af de to værelser. Camille (Makita Samba) har pr. mail, lagt billet ind på lejligheden. Ringer på hos Emilie, for at bese værelset. Forbavselsen er stor, for Emilie forventede at Camille er en pige og ikke en granvoksen, storsmilende, sort mand. Først total afvisning. Så fysisk tiltrækning. Tja, så er det på lagnerne aktiviteterne foregår – og værelset er hans og hendes ny roommate, selv om han erklærer at han, af principielle grunde, ikke vil i noget fast parforhold.

Det er nu ikke sex det hele. Emilie er en dygtig telefonsælger. Lidt for dygtig, mener hendes forsatte, der på bånd har hørt, hvordan Emilie muntert kalder kundes børn Chip og Chap, det går ikke, Emilie er fyret. Et vittigt/ondt indblik i telefonsælgerverdenen. Emilie er tilbage som servitrice – og til engangsknald.

Så er der Nora (Noémie Merlant), som Camille også bliver tiltrukket af. En lidt sen jurastuderende i begyndelsen af 30’erne fra Bordeaux. Klassisk ensom i boligblokken, iklæder hun sig paryk og fjer, klar til fest og ballade hos juristerne – og det bliver der. For tilfældet vil, at hun med blond paryk, ligner en kendt porno-net-gejler i en sådan grad, at de medstuderendes frække sjofelhed regner ned over hende. Hun flygter rædselsslagen, både fra de medstuderende og jurastudiet, for at genoptage sit job som ejendomsmægler, hvor hun møder Camille. Nysgerrigheden gør, at hun på nettet finder frem til dobbeltgængeren Amber Sweet, der mod betaling gør alt det frække på skærmen.

Så nu kan firkanten etableres med Emilie, Nora, Amber og Camille. Stop, ikke mere plot-spoiling.

Lev, elsk, Paris er fyldt med storbyhumor, den lette, kvikke, overfladiske – godt suppleret med en pågående rytmisk elektronmusik. Men samtidig efterlader filmen en stille smerte. Der er ensomhed midt i sexroderiet. Den ægte søgning efter den totale seksuelle frihed og det uhæmmede venskab, tales der meget om de fire imellem. Men oftest knækker friheden over i jaloux og krænkethed.

Filmen er nok moderne og frigjort i sit afsæt, men også nostalgisk fransk, ikke kun fordi den er monokrom i sine billeder (en i sig selv dejlig romantisk oplevelse). Mindelser om de lange kærlighedsdialoger hos Eric Rohmers, Min nat hos Maude (1969), er nok ingen tilfældighed.

Filmen er en smuk glæde ved den søgen efter kærligheden – for det er jo den, midt i egoismen, der er det endelige mål og som alle fire har svært ved at sætte ord på. Alle fire gemmer sig bag den seksuelle friheds mantra. Varmt og glædesfuldt fortalt, uden moralske undertoner. Lystig /alvorlig og sexet /romantisk, i det kaos, som netop er kærlighedens vilkår, midt i storbyens højhusmiljø.

Det er lidt af en bedrift – med streg under drift.