Origin (141 min.) Biograffilm / Another World Entertainment
Anmeldt 14/11 2024, 00:00 af Uffe Stormgaard
Racismens hæslige ansigt
Racismens hæslige ansigt
« Tilbage”Jeg stiller ikke spørgsmål. Jeg besvarer spørgsmål”.
Sådan svarer den afroamerikanske journalist Isabel Wilkerson (suverænt spillet af Aunjanue Ellis-Taylor), da hun bliver anmodet om at skriv en artikel om racismen. Baggrunden er at hun netop har udgivet værket Caste – The Origin of Our Discontents, der påviser racismen i det moderne USA. Bogen udkom i august 2020 mindre end tre måneder efter den hvide politimands drab på George Floyd i Minneapolis i forbindelse med en anholdelse.
Den amerikanske instruktør Ava DuVernay , (tidligere Oscarnomineret for sin fængselsfilm 13th.) har med Origin valgt at følge den Pulitzerprisvindende Isabel Wilkersons research, for yderligere at kunne blotlægge racismens hæslige ansigt.
I sin søgen i fortid og nutid bliver vi konfronteret med USA's slavefortid, nazismens Holocaust og Indiens kastesystem, plus en række chokerende hverdagshistorier. Isabel Wilkerson bevæger sig fra det helt små til det uforståelige store i et næsten dokumentarisk nærstudie af racismen. Samtidig er vi også tæt på hendes privatliv, der rummer både sorg og smerte. Med en hvid, forstående mand Brett (Jon Bernthal) og en klog solidarisk kusine (Connie Nielsen), der begge støtter hendes kamp mod racismen.
Origin er et visuelt puslespil, hvor hovedpersonen, Isabel Wilkerson, der selv er brun, lægger brik til brik af billedet både af arven fra fortiden og fra nutidens opdeling af mennesker i sociale klasser.
Store og små brikker.
En skoleklasse af drenge får, efter en anstrengende fodboldkamp, adgang til en dejlig, stor svømmepool, som de jublende kaster sig ud i. Men en af drengene er farvet og året er 1953. Poolpasseren når heldigvis at standse den brune dreng, ”Tænk hvis han var hoppet i poolen, så måtte jeg jo udskifte al bassinets vand.”
Større, ja, uhyggeligt stort, er nazisternes jødeforfølgelse. En kæmpeforstørrelse af et fotografi fra 30´erne viser en jublende, heilende menneskemængde. Vi zoomer ind på en ud af de tusinder, der ikke heiler. En tysker, der er kæreste med en smuk kvindelig jøde, der lever under jorden i Berlin, for at hjælpe de tilbageblevne jøder til flugt fra udryddelseslejrene. Holocaust, fortidens modbydelige racisme. Vi genoplever også nazisternes bogbrændinger på Bebelplatz i Berlin i 1933 – og ryster uforstående på hovedet af nazi-konfrontationen, selv om det er en uomgængelig sandhed.
Chokerende er ligeledes nærbilledet af nutidens kastesystem i det såkaldte demokratiske Indien. Her fødes du ind i en af de sociale kaster, hvor de kasteløse Daliter er i bunden og hvor Braminerne står øverst på den sociale rangstige. Det giver kke mange muligheder for social mobilitet. En umenneskelig og på alle måder udemokratisk samfundsgruppering, der er hverdag for millioner, eller rettere over en milliard indere.
Origin er med Aunjanue Ellis-Taylor som den utrættelige opsøgende forfatter/journalist et fund. Hun udstråler en humanisme og et mod til at insistere på at besvare de mange spørgsmål om racismens hæslige ansigt. Eller rettere lægge brikkerne til et portræt af nutidens racisme. Troværdigt og chokerende.
En film med et budskab. Det lyder tungt og moraliserende. Men nej, Origin er ægte vedkommende - og desværre alt for aktuel.